Projektet Mening og Mestring har igennem tre år udviklet et tættere samarbejde mellem handicaporganisationerne og jobcentrene om mestringsforløb for at hjælpe borgere med kognitive handicap tættere på arbejdsmarkedet. 180 borgere har gennemført forløbene, og projektet viser lovende perspektiver, siger seniorforsker Leif Olsen fra KORA, der har været ansvarlig for evalueringen af projektet for DH, Danske Handicaporganisationer.
- Det er vores klare anbefaling, at man skal fortsætte og udvikle både samarbejdet og mestringsforløbene. Begge dele har potentiale til at kunne hjælpe denne målgruppe ved at tage fat om de problemer, der kan være forhindringer for at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, siger Leif Olsen.
Gennem projektet er borgerne blevet støttet i at fastholde job, komme tættere på job eller blive afklaret i forhold til for eksempel uddannelse og indsatser, der kan kompensere for deres handicap. Jobcentrene har fået viden om, hvordan de kan opdage, at mennesker har kognitive vanskeligheder, og de har fået viden og rådgivning om indsatser, der kan hjælpe borgere tættere på arbejdsmarkedet.
Projektet har udviklet forskellige varianter af mestringsforløb, som i alt 180 borgere med kognitive vanskeligheder har været igennem. Vanskelighederne kan være besvær med at huske og koncentrere sig, opmærksomhedsforstyrrelser og manglende overblik eller en ekstrem træthed, der giver et særligt behov for pauser. Fælles for vanskelighederne er, at de gør det svært at fastholde eller få et job.
Undervisning og skræddersyede forløb
Kognitive vanskeligheder er en udfordring, idet de er et usynligt handicap, som andre mennesker ikke kan se. Samtidig kan det ofte være svært for borgeren selv at erkende sine vanskeligheder. En vigtig del af projektet har derfor været at formidle viden til jobcentrene om, hvordan de kan opdage borgere med kognitive vanskeligheder. Og den enkelte borger er blevet hjulpet til at erkende og håndtere sine særlige udfordringer.
Har man problemer med at koncentrere sig, kan løsningen for eksempel være at bruge ørepropper for at få ro. Oplever man ekstrem træthed, kan man få en aftale med sin arbejdsgiver om, hvor man har mulighed for at hvile sig, når der er brug for det. Eller måske har borgeren brug for en fast struktur på dagen.
Små skridt
De 180 borgere, der har gennemført et mestringsforløb, har samlet set ikke oplevet en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet. Alligevel er der på individuelt plan eksempler på positive tendenser, og der er samlet set sket større afklaring af borgernes beskæftigelsessituation under mestringsforløbet.
- Det er en borgergruppe med så store vanskeligheder, at vejen ind på arbejdsmarkedet kan være lang og bøvlet. Man skal derfor fokusere på de små skridt, som kan bane vejen hen mod arbejde. Det kan for eksempel være et fleksjob med få timer at begynde med. Og generelt ser vi i det samlede projekt positive tegn, som det er værd at arbejde videre med, siger Leif Olsen.
|