Moderne brandbiler til Svendborg

 
 
 
 

Beredskab Fyns brandstation i Svendborg har taget to nye brandkøretøjer i brug. Motorsprøjten er udstyret med moderne slukningsværktøj, og tankvognen medbringer ekstra meget vand til brandslukning.

 
 
 
 
Motorsprøjte og tankvogn Svendborg.JPG
 
 
 
 

Motorsprøjten bemandes typisk med 4 brandfolk og rykker ud som det første køretøj, når der er brug for hjælp. Motorsprøjten er et universalværktøj og kan indsættes ved både brand-, rednings- og miljøopgaver. Som noget helt nyt er motorsprøjten udstyret med en såkaldt skæreslukker, der med højt vandtryk kan skære igennem bl.a. beton. På den måde kan brandmanden sikkert påbegynde slukning af en bygningsbrand udefra uden at skulle begive sig ind i et røgfyldt og varmt rum. Brandfolkenes arbejdsmiljø og sikkerhed har generelt været i fokus ved opbygning og indretning af køretøjet. Eksempelvis har kabinen aircondition og køleskab, og udstyret er placeret overskueligt og let tilgængeligt.

 

Den nye tankvogn er kendetegnet ved at være alt andet end en standard brandbil. Eksempelvis er tankvognen udstyret med en ekstra kraftig pumpe og en fjernbetjent vandkanon, der har en kastelængde på ca. 30 meter og dermed kan bekæmpe en brand på sikker afstand. Desuden rummer tankvognen 12.000 liter vand og over 200 liter skumvæske, så der er slukningsmidler nok til de fleste indsatser.

 

Beredskabsdirektør Søren Ipsen udtaler:

 

- Med de nye brandkøretøjer opnår vi en markant opgradering af vognparken på brandstationen i Svendborg. Brandmændene får den nyeste teknologi i deres værktøjskasse og bliver dermed endnu mere slagkraftige, når den røde hane galer.

 

Indsættelse af køretøjerne sker som led i modernisering af brandstationens vognpark. Udgifterne til indkøb af de to køretøjer løber op i ca. 6 mio. kr.

 

Motorsprøjten og tankvognen afløser ældre køretøjer på brandstationen i Svendborg. Driften af brandstationen i Svendborg varetages af Falck på vegne af Beredskab Fyn.

 
 
 
 
Kontaktinformation

Beredskabsdirektør Søren Ipsen, Beredskab Fyn 21253438 / si@beredskabfyn.dk

 
 
 
 

Odense Kommune - Flakhaven 2 - 5000 Odense C - Telefon: 66 13 13 72