100 år: Vejles museum runder et skarpt hjørne

 
 
 
 

En hel dag spækket med kunst og historie for hele Vejle. Byens museum fejrer 100 års fødselsdag med omvisninger, kreativitet, kaffe og lagkage lørdag d. 17. juni 2023!

 
 
 
 
Vejle Kunstmuseum 1923 ext (8).jpg

Det var frøken Agnes Benteline Hviid (1839-1916) der testamenterede en grund i Vejle Enge og penge til at bygge et museum i Vejle. Hvis museet blev nedlagt, skulle bygningen indrettes til fire lejligheder "for agtværdige enlige kvinder", som det hedder i testamentet. Lørdag d. 17/6 2023 fylder museumsbygningen 100 år. Foto:Vejle Kunstmuseum

 
 
 
 

For præcis 100 år siden slog Vejles nye museumsbygning på Flegborg dørene op for første gang.

 

"Vi runder et skarpt hjørne, men er skarpere end nogenside!" udtaler museumschef Flemming Hedegaard, og fortsætter: "Vi satte publikumsrekord sidste år, og i år tegner til at blive mindst lige så godt. Både vejlenserne og vores mange udenbys gæster har taget rigtg godt imod vores nye udstillingsstrategi med mere sanselighed og skarpere fortællinger."

 

Museet serverer gratis lagkage når museet åbner kl. 11.00, og der er gratis kaffe på kanden hele dagen. Borgmester Jens Ejner Christensen holder tale 11.15.

 

Frøken Hviids testamente

I dag huser museumsbygningen i byparken (og dens senere tilbygninger) Vejle Kunstmuseum, men dengang var der både udstillet kunst, historie og arkæologi.

 

Det var frøken Agnes Benteline Hviid (1839-1916) der testamenterede en grund i Vejle Enge og penge til at bygge et museum i Vejle. Gaven var en dengang betydelig sum på 75.000 kroner.

 

Det var Frøken Hviids ønske, at hvis museet blev nedlagt, skulle bygningen indrettes til fire lejligheder "for agtværdige enlige kvinder", som det hedder i testamentet. På museet blev også indrettet en mindestue med hendes indbo.

 

Fødselsdagsgæsterne kan tilmelde sig en speciel rundvisning med fokus på museets historie.

 

Kom med bag de lukkede døre

Grunden til, at der er kunstmuseum i Vejle, er etatsråd Christian Eckardt (1823-1899). Museet modtog i 1899 hans unikke kunstsamling med bl.a. 2.000 kobberstik og raderinger.

 

Eckardts samling indeholder værker af kunsthistoriens absolutte elite, bl.a. kobberstik af Albrecht Dürer og omkring 50 raderinger af Rembrandt.
 

Museumsinspektør Trine Grøne holder i forbindelse med fødselsdagen foredrag om de fantastiske Rembrandt-værker.

 

Gæster kan også komme med bag de lukede døre til museet magasin, og komme helt tæt på spændende grafiske værker fra den store samlng.

 

Kreative sjæle og nøgne kroppe

Hele dagen kan børn og andre kreative sjæle bygge skulpturer i Sanseværk og med Plus-Plus'er i særudstillingen RØD.

 

Man kan også prøve at tegne croquis. Naturligvis i KROP-udstillingen, der viser hvordan billedkulturen historisk og aktuelt afspejler og udfordrer konventionerne om krop, køn og identitet.

 

I 2006 blev museets nyeste bygning, tegnet af arkitekt Kim Utzon, indviet. Den rummer den store højloftede foyer, museets magasin, og ikke mindst det store særudstillingslokale, der har fået navn efter arkitekten: Utzonsalen.

 

På fødselsdagen viser museumsinspektør Peter Ole Pedersen rundt i den store særudstilling RØD, der lige nu kan ses i netop Utzonsalen.

 

Fødselsdagsfejringen varer i hele museets åbningstid kl. 11.00 - 17.00, lørdag d. 17/6 2023.

 

Alle aktiviteter er gratis, men nogle kræver tilmelding via vejlemuseerne.dk/100. Se hele listen nedenfor.

 
 
 

Dagens program

Vejles museum fylder 100 år, lørdag d. 17. juni 2023.

 

Aktiviter uden tilmelding:

Kl. 11.00

Museet åbner. Gratis lagkage.

 

Kl. 11.15

Borgmester Jens Ejner Christensen holder tale

 

Hele dagen

Byg skulpturer i Sanseværk

PLUSPLUS-byggekonkurrence i RØD

Gratis kaffe i caféen

 

Aktiviteter med tilmelding:

Kl. 11.30, 12.30, 14.30 og 15.30
Bag lukkede døre
Museets inspektører låser op til magasinet og viser spændende grafiske værker fra den store samling frem.

 

Kl. 11.30 og 14.30
Rundvisning: RØD
Museumsinspektør Peter Ole Pedersen viser rundt i særudstillingen RØD.

 

Kl. 12.30
Foredrag: Rembrandt ud af skabet
Museumsinspektør Trine Grøne fortæller om Vejle Kunstmuseums fantastiske samling af Rembrandt-raderinger.

 

Kl. 13.00 og 13.40
Croquis-tegning
Prøv at tegne croquis i KROP-udstillingen. Alle kan være med, uanset evner.

 

Kl. 13.30 og 15.30
Rundvisning: Museets historie
På denne rundvisning fortæller vi historien om museets grundlæggelse og bygninger.

 
 
 

Foto

Klik på billedet for at hente i høj opløsning. Alle fotos krediteres Vejle Kunstmuseum.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Praktisk information

100 års fødselsdag

Sted: Vejle Kunstmuseum, Flegborg 16-18, Vejle

Tid: Lørdag d. 17/6 2023, kl. 11.00-17.00

GRATIS - Nogle aktiviterer kræver tilmelding

Mere info og tilmelding: vejlemuseerne.dk/100

 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Flemming Hedegaard

Museumschef, Vejlemuseerne

flhla@vejle.dk / 5150 9215

 

Trine Grøne

Museumsinspektør, Vejle Kunstmuseum

trigr@vejle.dk / 4016 7053

 
 
 
 
 
 
 
 
 

VejleMuseerne - Spinderigade 11E - 7100 Vejle - Tlf. 76 81 31 00 - Mail: museerne@vejle.dk