Pressemeddelelse
18. august 2017
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Danskernes friluftsliv trues af ny lov om udlodningsmidler

 
 
 
 

Danskernes friluftsliv får kniven, mens den kommercielle og nicheprægede hestevæddeløbssport forgyldes. Friluftsrådet beklager i et høringssvar til det nye lovforslag om udlodningsmidler, der stiller friluftslivet ringere end det øvrige foreningsliv. En ommer, lyder det fra Friluftsrådet.

 
 
 
 

Siden 1992 har Friluftsrådet uddelt cirka 40 millioner kroner om året til projekter, der givet danskerne nye muligheder for at opleve naturen og dyrke friluftsliv. Men med vedtagelsen af en ny lov om udlodning af overskuddet fra Danske Spil A/S og udbyttet fra det Danske Klasselotteri A/S, kan det snart være slut.


Friluftsrådet beklager i et høringssvar til lovforslaget, at danskernes friluftsliv vil få trange kår i fremtiden, mens f.eks. hestevæddeløbssporten får langt flere midler. I værste fald vil der være nul kroner at uddele til friluftsprojekter, hvorimod hestevæddeløbssporten er sikret 75,3 millioner kroner årligt de næste fem år, efter at loven er trådt i kraft.

 

"Det virker underligt, at midlerne til friluftsprojekter, der kommer en så bred del af den danske befolkning til gode, bliver stærkt nedprioriteret, mens et nicheområde, som hestevæddeløbssporten, tilgodeses med så mange millioner i ren erhvervsstøtte. Vi håber virkelig, at politikerne vil genoverveje, om det er den bedste måde at fordele pengene," siger Lars Mortensen, formand for Friluftsrådet. 

 

Lovforslaget om udlodning af overskuddet fra lotterispil betyder overordnet, at midlerne inddeles i tre grupper. Den første gruppe, som er garanteret et fast beløb, omfatter blandt andet driftstilskud til idrættens hovedorganisationer og foreninger. Hestevæddeløbssporten i gruppe 2 er også garanteret en fast del af spiloverskuddet. I lovforslaget fremgår det, at Kulturministeriet årligt vil give 75,3 millioner kroner til hestevæddeløbssporten i fem år, hvorefter støtten gradvist nedtrappes. Kun hvis der er midler tilbage, efter at gruppe 1 og 2 har fået, vil der blive uddelt penge til projekter, der kan udvikle danskernes friluftsliv.

 

En løftestang til frivillige

Friluftsrådet pointerer i høringssvaret, at det er positivt, at lovforslaget skaber ro og forudsigelighed omkring de frivillige organisationers driftsøkonomi. Men friluftslivet bør blive behandlet på samme måde som de øvrige frivillige organisationer inden for eksempel idræt, kultur og ungdom, fastlår Friluftsrådet.

 

"Projektmidlerne til friluftsliv er i høj grad med til at styrke det lokale, frivillige engagement. De er en løftestang og et skulderklap til de mennesker, der forbedrer mulighederne for at dyrke friluftsliv for mange andre mennesker end dem selv, og de fleste gør det ved en stor frivillig indsats. Så vi undrer os over, at midlerne nedprioriteres i en politisk aftale, der har til hensigt at styrke foreningslivet og det frivillige engagement," siger Lars Mortensen, formand for Friluftsrådet.

 

Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF står bag den politiske aftale om fordelingen af udlodningsmidlerne. Aftalen blev indgået i januar 2017, og lovforslaget, som netop har været i høring, forventes at træde i kraft i 2018.

 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation
  • Lars Mortensen, formand for Friluftsrådet, tlf. 21 44 35 33 eller mail lm@friluftsraadet.dk
  • Lene Bidstrup, kommunikationskonsulent, tlf. 24 61 13 16 eller mail lbi@friluftsraadet.dk
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Friluftsrådet, sekretariatet - Scandiagade 13 - 2450 København SV

 
Social media icon Social media icon Social media icon Social media icon