Vejle Kunstmuseum ser rødt!

 
 
 
 

En kæmpemæssig hjerteskulptur skabt af den unge fremadstormende kunstner Julie Stavad bliver Vejle Kunstmuseums nye vartegn, og kommer til at markere åbningen af den ambitiøse særudstilling RØD.

 
 
 
 
Julie_Stavad_visualisering_1.jpg

Visualisering af Julie Stavads 4 meter høje skulptur 'Det pressede hjerte'. Fra 14. februar 2023 kan Vejle Kunstmuseums nye vartegn opleves i museets foyer og ses udefra igennem vinduespartiet ved museets hovedindgang. Visualisering: Julie Stavad.

 
 
 
 

På Valentinsdag, d. 14. februar 2023, slår Vejle Kunstmuseum dørene op til særudstillingen RØD. Udstillingen undersøger, med den røde farve i centrum, menneskets følelsesliv, set i mange forskellige perspektiver.

 

Julie Stavads helt nye skulptur, der er udformet som en 4 meter høj gigantversion af et såkaldt stresshjerte, spiller direkte ind i udstillingens følsomme emner.

 

Værket har titlen 'Det pressede hjerte', og kan opleves i museets foyer og ses udefra igennem vinduespartiet ved museets hovedindgang. Hjertet forbliver museets permanente vartegn, også efter særudstillingen RØD, der står hele 2023.

 

Det enorme værk er realiseret med støtte fra Ny Carlsbergfondet, 15. juni Fonden, Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse og Statens Kunstfond.

 

Museumsinspektør Peter Ole Pedersen fortæller om udstillingen:

"Vi møder livets store begivenheder med vores følelser. Det gælder både de globale og de lokale. Følelserne rammer os stærkt, når vi ikke kan overskue dem, eller når de er uden for vores kontrol. Det er disse følelsesfulde møder, RØD favner med kunsten."

 

Menneskehjertets fire kamre

I udstillingen RØD bruger Vejle Kunstmuseum den røde farve som vej ind i hjertet af vores følelsesliv. Rød er følelserne farve.

 

Inspirationen til de fysiske rammer for udstillingen RØD er hentet i menneskehjertets fire kamre.  Her kan publikum gennem kunsten udforske, hvordan de reagerer på verden med deres følelser.

 

Peter Ole Pedersen fortæller:

"Både som organ og gennem dets farve associeres hjertet direkte med vores stærkeste følelser. RØD er en udstilling ladet med passion. Den repræsenterer liv og død, krig og kærlighed. Den favner både medrivende og modstridende aspekter af menneskelivet."

 

Byg med Plus-Plus'er og vær med til at åbne udstillingen på Valentinsdag

Sammen med det prisvindende legetøjsfirma Plus-Plus har Vejle Kunstmuseum skabt en kreativ udstilling-i-udstillingen. Her kan børn og voksne bygge deres egne kunstværker af Plus-Plus'er i fem forskellige røde nuancer, en af dem skabt specifikt til RØD.

 

Udstillingen åbner med et stort arrangement på Valentinsdag, 14. februar 2023, hvor man kan møde de udstillende kunstnere og museet fyldes med kærlighedsmusik, lækker mad, røde cocktails, øl og vin.

 

RØD kan ses indtil 17/12 2023. Der er altid gratis adgang til Vejle Kunstmuseum.

 
 
 

Udstillingen viser værker af:

  • Ursula Reuter Christiansen
  • Ditte Ejlerskov
  • Marco Evaristti
  • Mik Stampe Fogh
  • Svend Wiig Hansen
  • Anna Sofie Jespersen
  • Jomi (Signe Høirup Wille-Jørgensen)
  • Kirsten Kristensen
  • Eva Koch
  • Egon Mathiesen
  • Sámal Joensen-Mikines
  • Emma Mulvad
  • Harald Sloth-Møller
  • Dea Trier Mørch
  • Christian Schmidt-Rasmussen
  • Marinus Rasmussen
  • Maria Rubinke
  • David Shrigley
  • Julie Stavad
  • Nina Saunders

 

Tak

RØD er muliggjort med støtte fra Spar Nord Fonden, Statens Kunstfond, Beckett Fonden, Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat og Lemvigh-Müller Fonden.

 

DET PRESSEDE HJERTE er realiseret med støtte fra Ny Carlsbergfondet, 15. juni Fonden, Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse og Statens Kunstfond.

 
 
 
 
 
 

Praktisk information

Særudstilling: RØD

Vejle Kunstmuseum, Flegborg 16-18, Vejle

Udstillingsperiode: 14.02.23 - 17.12.23

Fernisering: Valentinsdag, 14. februar 2023 kl 17.00-22.00

Mere info: vejlemuseerne.dk/rød

 
 
 

Foto

Klik for at hente billedet i høj opløsning.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Peter Ole Pedersen

Museumsinspektør, Vejle Kunstmuseum

peope@vejle.dk / 3012 8278

 

Vi formidler gerne kontakt til kunstner Julie Stavad.

 
 
 
 
 
 
Logoer_RØD_3 linjer.png
 
 
 
 

Vejlemuseerne - Spinderigade 11E - 7100 Vejle - Tlf. 76 81 31 00 - Mail: museerne@vejle.dk