Pressemeddelelse
26. august 2022
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Ny vidensportal skal bidrage til en tryggere skoledag for børn med diabetes

 
 
 
 

Ny undersøgelse viser, at skoleansatte har brug for vejledning til at hjælpe elever med type 1-diabetes. Derfor lancerer de fem regionale Steno Centrene nu i fællesskab en ny vidensportal målrettet grundskoler. For 11-årige Jonas Svendsen fra Østervrå var det svært at få hjælp til at håndtere sin diabetes fra lærere og pædagoger.

 
 
 
 
kids-g993a13f32_1920.jpg
 
 
 
 

Mange voksne har svært ved at passe deres diabetessygdom mest hensigtsmæssigt. Hvis du så er skolebarn, er opgaven bestemt ikke lettere.

 

Børnene kender ikke nødvendigvis kroppens signaler og har svært ved at reagere, hvis for eksempel blodsukkeret er for lavt eller for højt.

 

For forældre til børn med type 1-diabetes er det ofte nemmere at reagere på barnets signal, fordi de kender sygdommen og barnet. Anderledes står det til gengæld til i skolen, hvor ledere, lærere og pædagoger ikke nødvendigvis kender ret meget til type 1-diabetes.

 

- Vi har i en ny undersøgelse sat diabetes under lup blandt 524 danske grundskoler, og de første delresultater viser, at det er en kompleks og ressourcetung opgave at løse både for kommuner, skoler og forældre. Derudover kan vi mere konkret se, at over en tredjedel af skolerne ikke føler sig godt nok klædt på til at hjælpe de elever, der har type 1-diabetes, siger overlæge Anette Andersen fra Steno Diabetes Center Aarhus på Aarhus Universitetshospital.

 

Derfor lancerer de fem regionale Steno Diabetes Centre nu vidensportalen 'Diabetes i Skolen'.

 

En guide til skolerne

Diabetes i Skolen er en vidensportal, som ansatte på landets grundskoler kan bruge, når de får en elev med type 1-diabetes. Portalen giver let adgang til viden om type 1-diabetes og hvordan sygdommen påvirker børnenes skoledag - og guider de skoleansatte til at håndtere de situationer, der kan opstå, hvis et barn fx får for højt blodsukker eller glemmer at tage sin insulin.

 

Hvis ikke barnets diabetes bliver passet, og blodsukkerniveauet derfor svinger voldsomt over dagen, kan det nemlig have en række uheldige påvirkninger.

 

- Barnet kan opleve ubehag, afhængig af om blodsukret bliver for lavt eller for højt. Det kan nedsætte barnets koncentrationsevne og humør og dermed påvirke kvaliteten af skolegangen, siger overlæge fra Steno Diabetes Center Nordjylland, Ann-Margrethe Rønholt.

 

- En vidensportal løser selvfølgelig ikke hele problemet, men den er et supplement til de allerede eksisterende tilbud til skolerne og et bidrag til at styrke de skoleansattes viden og kompetencer omkring diabetes. Vi håber, at den kan være med til at give både skoler, børn og forældre en større tryghed i løbet af skoledagen, siger centerdirektør Poul-Erik Jakobsen fra Steno Diabetes Center Nordjylland.

 

Træt dreng med diabetes

Et af de børn, der har diabetes helt inde på kroppen, er 11-årige Jonas Svendsen fra den nordjyske by Østervrå. Da han som 6-årig begyndte i børnehaveklassen i Østervrå, oplevede Jonas' mor Jane Svendsen en dreng, der var utroligt træt og uoplagt. Og der gik ikke længe før, at den sygeplejerskeuddannede mor mistænkte, at han havde fået type 1-diabetes.

 

- Jonas begynde at tabe sig, og der var mange indikationer på, at der var noget galt. Derfor fik jeg målt hans blodsukker, og da måleapparatet ikke kunne måle det, stod det klart, at han havde diabetes, siger Jane Svendsen.

 

Kort tid efter blev den 6-årige dreng indlagt på Hjørring Sygehus i en længere periode, så han og familien kunne lære om netop hans diabetessygdom.

 

Målte blodsukker hvert frikvarter

Da Jonas Svendsen nogle måneder efter igen skulle begynde i skolen, var det med moren som sygepasser i alle frikvarterer.

 

- Jonas kendte jo ikke meget til sygdommen, og det kan man heller ikke forvente af en 6-årig. Da der ikke var kompetencer på skolen til at hjælpe ham, følte jeg, at det var nødvendigt, at jeg stod for at behandle ham. Jeg var i en lang periode forbi ham ved hvert frikvarter for at måle blodsukkerniveauet og eventuelt give ham insulindoser.

 

- Heldigvis har Jonas over årene lært meget bedre at håndtere sin sygdom, og i dag kan jeg holde øje med blodsukkerniveauet på afstand via telefonen. Dermed er det ikke på samme måde en ressourcekrævende og kompleks opgave i hverdagen, forklarer Jane Svendsen.

 

Bedre opbakning fra skolen

Jane Svendsen er dog ked af, at der ikke på skolen har været kompetencer blandt ansatte til at hjælpe hendes søn i forbindelse med sygdommen, og derfor er det hendes håb, at en vidensportal som 'Diabetes i Skolen' måske kan opmuntre flere på skolerne til at lære grundlæggende viden om type 1-diabetes hos børn.

 

- Jeg forventer ikke, at de ansatte på skolen skal være diabeteseksperter, men det ville være rart, hvis der blandt Jonas' primære voksenkontakter i de første skoleår havde været en grundlæggende viden om hans sygdom, forklarer Jane Svendsen.

 

Ifølge den nordjyske mor er det bekymrende, at børn med diabetes skal bruge så mange timer af hverdagen et sted, hvor de egentlig ikke kan få hjælp, der i værste fald kan være livstruende. Samtidig tænker hun også på de forældre, der ikke har en sundhedsfaglig ballast at falde tilbage på. Når hun som sygeplejerske har været spændt for, mens Jonas især gik i de mindre klasser, tænker hun på, hvordan det ser ud for andre, der måske ikke har samme ressourcer til rådighed.

 

 

FAKTABOKS

 

- Diabetesiskolen.dk er en vidensportal, som ansatte på landets grundskoler kan bruge, når de får en elev med type 1-diabetes.

 

- Portalen giver let adgang til viden om diabetes og hvordan sygdommen påvirker børnenes skoledag - og guider de skoleansatte til at håndtere de situationer, der kan opstå, hvis et barn fx får for højt blodsukker eller glemmer at tage sin insulin.Vidensportalen er et supplement til de allerede eksisterende tilbud til grundskoler, der har børn med type 1-diabetes.

 

 

 

 
 
 
 
Kontaktinformation

Pressekontakt

Dennis Neve Christensen

Telefon: 6167 7464    

Mail: Dennis@publico.dk 

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Company Name

Company Address - Postal & City - Telephone No. - E-mail address