Ledere og medarbejdere enige om samarbejdet

 
 
 
 

Ny aftale om medindflydelse og medbestemmelse på plads i Mariagerfjord Kommune

 
 
 
 
Borgmesterkontor i Hobro.jpg
 
 
 
 

Efter flere møder i det seneste års tid har fjordkommunens ledelse og de faglige organisationer forhandlet om en ny MED-aftale, og nu har forhandlingerne båret frugt. Parterne har nemlig sat blæk på en ny aftale, der sætter rammerne for samarbejdet mellem ledere og medarbejdere på kommunens mange arbejdspladser. 


Selvom en ny MED-aftale kan lyde lidt abstrakt, mener kommunaldirektør Anne Velling, at aftalen er vigtig for det gode arbejdsmiljø på arbejdspladsen. 

 

- MED-aftalen sætter rammerne for dialogen og samspillet mellem ledere og medarbejdere. Vi er enige om, at Mariagerfjord Kommune skal være en god og attraktiv arbejdsplads, fordi det er forudsætningen for, at vi løser kerneopgaverne bedst muligt til gavn for borgerne, foreningerne og virksomhederne, siger Anne Velling, der som kommunens øverste embedsmand sidder for bordenden i Hovedudvalget. 

 

Det er Hovedudvalget der får ansvaret for at sikre at MED-aftalens ordlyd udleves i den daglige praksis.  

 

- I Mariagerfjord Kommune har vi også i vores samarbejdsudvalg tradition for et godt samarbejde, og den viderefører vi med den nye MED-aftale. Det har været et kardinalpunkt for ledelsen, at aftalen skal underbygge det trygge og tillidsfulde samarbejde mellem medarbejdere og ledere, som vi oplever er grundtonen i vores fælles arbejdsmiljø, tilføjer Anne Velling. 

 

Også blandt de faglige organisationer er der glæde over den nye aftale.

 

- Efter et langt og godt forhandlingsforløb er vi i fællesskab nået frem til en revideret Lokal MED-aftale, som passer til den nye organisering i kommunen. Det er vores håb, at aftalen bliver taget godt imod og effektivt bidrager til at styrke samarbejdet mellem medarbejdere og ledere i Mariagerfjord Kommune, udtaler Dorte Lykke Carstens, der har deltaget i forhandlingerne som repræsentant for Danmarks Lærerforening.

 

Ud over Dorte Lykke Carstens har medarbejderne været repræsenteret af Gitte Nørgaard fra Danske Fysioterapeuter, Morten Væver fra Dansk Sygeplejeråd, Anna Ullits Østergaard fra BUPL, Mette Thordahl fra 3F, Lisbeth Vinther fra HK, René Zimmer fra SL og Kenn Andreasen fra FOA. 


Den nye aftale erstatter MED-aftalen fra 2014, som i årenes løb er ført ajour. Det skete senest i 2019, hvor kommunens hovedudvalg nikkede til en revideret udgave. 

 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation
  • Kommunaldirektør Anne Velling, tlf. 24842432
  • Dorte Lykke Carstens, Danmarks Lærerforening, tlf. 53656017.
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Mariagerfjord Kommune

Nordre Kajgade 1 | 9500 Hobro | Tlf: 97 11 30 00 | raadhus@mariagerfjord.dk

 
Social media icon Social media icon Social media icon