unknown documenttype 'template' 4. september 2020
 
 
 
 

Underviser tog PC og iPhones væk fra studerende og skabte mere nærvær

 
 
 
 

Som et eksperiment forbød en underviser på et dansk universitet alle skærme i bestemte lektioner. I et nyt studie analyserer forskere fra blandt andet KU resultatet, der bl.a. var mere nærvær, bedre engagement og dybere læring hos de studerende.

 
 
 
 

Foto: Getty Images

 
 
 
 

I en tid, hvor meget undervisning foregår digitalt, og en forelæsningssal på universitetet som regel er oplyst af et hav af MacBooks, kan det være svært at forestille sig, at al undervisning foregik med pen og papir indtil for cirka 20 år siden.

 

Den digitale undervisning har i den grad vundet indpas og har mange fordele - især i en coronatid, hvor flere studerende er tvunget til at arbejde hjemmefra. Men der er også ulemper. Manglende koncentration og opmærksomhed fra de studerendes side, blev eksempelvis for meget for en underviser på et dansk universitet.

 

"Den her underviser følte, at de studerendes brug af f.eks. sociale medier på PC og Smartphones distraherede dem og forhindrede dem i at opnå en dybere læring. Til sidst blev frustrationen så stor, at han besluttede at forbyde alle skærme i bestemte lektioner, hvor de skulle diskutere forskellige emner," forklarer Katrine Lindvig, der er postdoc ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet.

 

Sammen med forskerne Kim Jesper Herrmann og Jesper Aagaard fra Aarhus Universitet har hun analyseret 100 universitetsstuderendes evalueringer af denne undervisers lektioner, hvor skærme var bandlyst. Det er blevet til et nyt studie med denne konklusion om den analoge undervisning:

 

"De studerende føler sig tvunget til at være nærværende med hinanden, og det kan de godt lide. Når de pludselig ikke kan google sig frem til et svar eller mere viden om en teoretiker, skal de jo snakke sammen og gennem fælles refleksion løfte hinanden. Det højner engagementet og nærværet," siger Katrine Lindvig.

 

Uden distrahering får vi dybere læring

Men hvorfor er det, at vi ofte bliver mere engagerede og nærværende af at lade mobilen og computeren blive i tasken? Svaret skal bl.a. findes i konstruktionen af vores hjerner, mener Katrine Lindvig.

 

"Meget forskning peger på, at mennesker egentlig ikke kan multitaske. Vi kan godt springe mellem forskellige opgaver, men som regel vil vi løse dem langsommere. Men hvis vi skaber et rum, hvor der kun er fokus på én ting - i dette tilfælde, at diskutere cases og teorier med sine medstuderende, så gør vi det hjernen er bedst til, og det belønner den os for," siger hun.

 

Derudover kan den mere analoge tilgang føre til en dybere læring, hvor man ikke blot memorerer noget og så glemmer det igen lige efter eksamen, påpeger forskeren.

 

"Læring og især dyb læring handler om at reflektere over det, man læser og sammenligne med den viden, man allerede har. På den måde kan man udvikle sig og tænke i andre baner, frem for, når man blot lærer for at kunne præstere til en eksamen. Når man diskuterer tekster med andre studerende, får man vendt flere perspektiver og kan bedre opnå den dybe læring," siger hun.

Vi skal ikke tilbage til stenalderen

Selvom der altså er mange fordele ved at have lektioner, hvor Facebook, Instagram og sms'er ikke kan ødelægge koncentrationen, er der også ulemper. Flere studerende var nemlig ikke begejstrede for at tage noter i hånden i stedet for på computeren, forklarer Katrine Lindvig.

 

"De var trætte af, at de ikke kunne søge i deres noter efterfølgende og dele dem med studerende, der ikke var tilstede," siger hun.

 

Derfor er det ifølge Katrine Lindvig heller ikke et spørgsmål om 'to screen or not to screen' - "vi skal ikke tilbage til stenalderen," som hun siger. I stedet handler det om, hvordan man integrerer skærme på en brugbar måde i undervisningen:

 

"Det handler om at se på, hvilken form, der understøtter indholdet i undervisningen bedst. I vores case blev skærmene forbudt i lektioner, hvor der skulle diskuteres. Og det giver mening, for man snakker unægtelig bedre sammen, når man kigger hinanden i øjnene fremfor ned i en skærm," siger hun og afslutter:

 

"Men når det gælder forelæsninger, der hovedsageligt er envejskommunikation, kan det være helt fint, at de studerende kan tage noter på computeren, så de føler sig beredte til eksamen. Vi kan også udnytte de studerendes brug af skærme til at øge interaktionen i under de store forelæsninger. Det handler om at bruge de rigtige værktøjer i kassen alt efter opgaven. Ligesom det ikke duer at slå søm i med en sav - der virker hammeren bedre."

 

 

 
 
 
 
Kontaktinformation

Katrine Lindvig
Postdoc
Institut for Naturfagenes Didaktik
Københavns Universitet
+45 29 80 38 49
katrine.lindvig@ind.ku.dk

Ida Eriksen
Journalist
Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet
Københavns Universitet
+45 93 51 60 02
ier@science.ku.dk

 
 
 
 

Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet
Københavns Universitet
Bülowsvej 17 - 1870 Frederiksberg C

science@science.ku.dk - Tel. +45 35 33 28 28

Social media icon Social media icon Social media icon Social media icon