Er du på barsel eller hjemmepasser, og søger du anderledes og inspirerende oplevelser sammen med din baby? Fra september inviterer Vejle Kunstmuseum til Baby Lounge - et nyt tilbud med kunst, hygge og fællesskab for småbørnsfamilier, arrangeret i samarbejde med Sundhedsplejen i Vejle Kommune og Mødrehjælpens lokalafdeling i Vejle. Den 25. september kl. 10-12 åbner museet dørene for første gang til et par timer, hvor babyer og forældre kan lege, sanse og opleve kunst i trygge omgivelser. Baby Loungen finder sted i forbindelse med museets særudstilling Frugtbar, der er støttet af Spar Nord Fonden. "Udstillingen giver børn og voksne mulighed for at udfolde deres egen skaberkraft gennem kreative aktiviteter og naturforståelse. Spar Nord Fonden støtter fællesskaber og involverende oplevelser indenfor kulturen, og derfor bakker vi også op om udstillingen Frugtbar," siger Bo Uggerhøj, fondsdirektør hos Spar Nord Fonden. Kunst og fællesskab Formiddagen byder både på sanselige aktiviteter for de små, kaffe, te og frugt til de voksne samt en kort, baby-venlig introduktion til udstillingen ved museets kurator - med plads til forventelige afbrydelser, pludren og kravleri undervejs. Fra kl. 11-12 vil en sundhedsplejerske fra Vejle Kommune være til stede, så forældre kan få svar på spørgsmål eller blot en god snak. "Når Vejle Kunstmuseum 'barsler' med en god ide, der har fokus på at udbrede kunst, men også giver en mulighed for at styrke fællesskaber indbyrdes, så vil vi gerne understøtte denne igangsætning. Fælles og gratis oplevelser med kunsten danner en ramme for fællesskab og kan være en stor inspiration for forældreskabet, når man er ved at danne sit nye liv," udtaler Jette Lützen, tværgående leder af udviklings- og faglige opgaver hos Sundhedsplejen i Vejle Kommune. Et åbent, fleksibelt og gratis tilbud Baby Lounge er åbent for alle med børn i alderen 0-3 år. Det kræver ingen tilmelding, og man kan komme og gå, som det passer ind i barnets rytme. Sover barnet i barnevognen, er man også velkommen til at kigge ind i udstillingen eller bare nyde en kop kaffe. Arrangementet er gratis, uforpligtende og afholdes den sidste torsdag i hver måned. Første gang er torsdag den 25. september kl. 10-12. I efterårets løb er der også Baby Lounge 30. oktober og 27. november, hvor der tages udgangspunkt i andre af museets udstillinger. Baby Lounge er skabt af Vejle Kunstmuseum, med støtte fra Spar Nord Fonden, i samarbejde med Sundhedsplejen i Vejle Kommune og Mødrehjælpens lokalafdeling i Vejle. |