Pressemeddelelse 12. marts 2020
 
 
 
 

Hver femte EU-webshop informerer ikke korrekt om fortrydelsesretten - og det har betydning for dine rettigheder

 
 
 
 

Hver femte webshop i EU informerer ikke korrekt om de 14 dages fortrydelsesfrist, viser en undersøgelse fra Europa-Kommissionen. Men bliver du ikke oplyst om tidsfristen, har det betydning for dine rettigheder. De 14 dage løber nemlig først fra det tidspunkt, hvor du bliver informeret.

 

Har du købt en vare på nettet? Så har du mulighed for at fortryde købet i 14 dage, men det oplyser mange webshops i EU ikke korrekt om. Det viser en screening, som Europa-Kommissionen har gennemført blandt 481 webshops i EU. Her oplyste 90 webshops ikke korrekt om fortrydelsesretten.

 

"Når du handler på nettet, har du ikke de samme muligheder for at prøve varen som i en fysisk butik, før du betaler. Derfor er der krav til, hvad netbutikken skal oplyse dig om før købet. Blandt andet skal netbutikken oplyse om dine muligheder for at fortryde købet," siger Lars Arent, leder af det danske Forbruger Europa-kontor.

 

Forlænget fortrydelsesret, hvis du ikke oplyses korrekt

Det kan få betydning for dig som forbruger, hvis du ikke får oplysningerne, for så kan din fortrydelsesfrist forlænges i op til et år og 14 dage.

 

"Hvis du ikke bliver oplyst om de 14 dages fortrydelsesret, kan du fortryde indtil 14 dage efter, at du er blevet informeret om den. Fortrydelsesretten kan dog højst løbe et år og 14 dage frem. Det gælder for køb af varer hos virksomheder i EU, Norge, Island og UK, samt virksomheder, der markedsfører sig til danskere," siger Lars Arent.

 

Stadig fortrydelsesret, hvis varen er brugt eller slidt

Når du fortryder et køb, skal du normalt betale et fradrag, hvis varens værdi er forringet, mens du har haft den. Men er du ikke blevet oplyst korrekt om fortrydelsesretten, vil du ikke selv hæfte for eventuelt slid. 

 

"Man kan ikke forvente, at du som forbruger sætter dig ind i kravene for at fortryde, hvis du ikke er blevet oplyst om retten til at kunne det i første omgang. Så selv hvis du har brugt varen, har du stadig retten til at fortryde og få det fulde beløb tilbage, hvis du ikke var klar over, at du havde en fortrydelsesret," siger Lars Arent.

 

Man skal dog stadig som udgangspunkt selv betale for fragt:

 

"Det er stadig forbrugeren, der skal betale fragtomkostningerne for at sende varen retur, medmindre andet er aftalt med butikken," siger Lars Arent.

 

Kan være kvalitetsstempel

Forbruger Europa opfordrer forbrugerne til at tjekke, om webshoppen giver de lovpligtige oplysninger, før de handler dér. Det kan nemlig være en indikator på, om webshoppen er til at stole på.

 

"De påkrævede informationer er der af en grund - og det, at kravene er overholdt, er en indikator på, at webshoppen er lødig. Hvis fx navn, adresse og de 14 dages fortrydelsesret ikke står på webshoppen, så overvej nøje, om du skal handle med virksomheden," siger Lars Arent.

 

Ud over at forbrugerne skal præsenteres for deres rettigheder inden købet, skal vilkårene også eftersendes på et varigt medie, hvilket fx kan være mail.

 

Læs Europa-Kommissionens pressemeddelelse om undersøgelsen her.

 

I marts sætter Forbruger Europa-netværket fokus på fortrydelsesret og reklamationsret med en fælles informationskampagne. Du kan læse mere om kampagnen her.

 

Om Forbruger Europa-netværket:

Forbruger Europa-netværket (European Consumer Centre Network, ECC-Net) er Europa-Kommissionens netværk med 30 centre i EU, Norge, Island og UK. I Danmark er Forbruger Europa en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

 

Læs mere på www.forbrugereuropa.dk eller se denne lille video om netværket: 

 
 
 
 
Film om hele Forbruger Europa-netværket.
 
 
 
 

Kontaktinformation

For yderligere information kontakt pressemedarbejder Ditte Juul Reder på telefon 41 71 50 75 eller djr@forbrugereuropa.dk

 
 
 
 

Du får denne pressemeddelelse, fordi du tidligere har givet samtykke til, at vi må sende det til dig. Ønsker du at ophæve dit abonnement, kan du gøre det herunder.

 

Se Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens privatlivspolitik

 
Afmeld pressemeddelelser fra Forbruger Europa
 
 
 
 
 
 

Denne publikation er finansieret af EU's forbrugerprogram 2014-2020. Denne publikation indgår i foranstaltning 670505 - ECC-Net FR FPA, som har modtaget finansieringsstøtte under et tilskud til ECC-foranstaltninger fra Den Europæiske Unions forbrugerprogram (2014-2020). Denne publikation udtrykker forfatterens synspunkter, og forfatteren er ansvarlig herfor. Den afspejler ikke synspunkterne hos Europa-Kommissionen, Forvaltningsorganet for Forbrugere, Sundhed og Fødevarer eller noget andet EU-organ. Europa-Kommissionen og Agenturet er ikke ansvarlig for nogen anvendelse af oplysningerne i denne publikation.

 
 
 
Social media icon Social media icon Social media icon