Tusindevis af børn og unge fra hele landet er i øjeblikket i gang med at sælge de velkendte Lillebror-lodder - for at sikre ekstra penge til deres forening eller klasse. I Frederiksberg kommune er fire lokale sælgergrupper aktive med salg af i alt 1800 skrabelodder. Det drejer sig om Skolen Ved Bülowsvej 7.F, Frederiksberg Friskole 7. klasse, Frederiksberg Brass Band og Frederiksberg HF. Et lod sælges for 30 kroner og heraf går op til 15 kroner direkte til den sælgende forening/klasse. Det kan hurtigt blive til en klækkelig fortjeneste, som f.eks. kan gå til nyt udstyr, træningstøj, fælles udflugter eller stævner. "Vi ved, at mange - især foreninger og klubber - fortsat har økonomiske udfordringer i kølvandet på Corona og den høje inflation. Vi håber derfor, at kommunens borgere vil tage godt imod de frivillige sælgere - og støtte de gode, lokale formål. Samtidig opfordrer vi flere foreninger og skoleklasser til at gøre brug af Lillebror Lotteriet - som en nem og risikofri indtjeningsmulighed, der har eksisteret i mere end 100 år" forklarer Børnehjælpsdagens lotterikoordinator Josefine Nielsen. Lokal støtte gavner også anbragte børn Sidste år fik 228 idrætsforeninger, klubber og klasser fra hele landet en samlet provision på ca. 1,4 millioner kroner for deres salg af Lillebror-lodder. Organisationen Børnehjælpsdagen, der står bag det velgørende landslotteri, anvender overskuddet fra lodsalget til styrkende aktiviteter for anbragte børn og unge - også i Frederiksberg kommune. Børnene bor typisk i plejefamilier eller på opholdssteder. Lokale foreninger, klubber, skoleklasser eller andre organiserede grupper kan tilmelde sig som lodsælgere i hele lotteriets salgsperiode (24/2-16/6) via www.bhd.dk. Det koster ikke noget at bestille skrabelodderne og usolgte lodder kan returneres. |