Pressemeddelelse
26. marts 2020
 
 
 
Roskilde Skyline
 
 
 

Kommunen er fortsat åben for virksomheder

 
 
 
 

På trods af foranstaltningerne for at begrænse spredningen af coronavirus, er der fuld aktivitet blandt de medarbejdere, der betjener erhvervslivet. Arbejdet med rådgivning og tilladelser foregår bare hjemmefra over mail og telefon.

 
 
 
 
 
 

- Det er vigtigt, at vi i videst muligt omfang understøtter den aktivitet, der fortsat er i det lokale erhvervsliv. Derfor er de hjemsendte medarbejdere fortsat på arbejde, bare hjemmefra, siger borgmester Tomas Breddam.

 

- Opbremsningen i samfundet har selvfølgelig store konsekvenser, også for lokale erhvervsdrivende. Jeg er glad for at regeringen har stort fokus på, hvordan vi hjælper erhvervslivet. Som kommune har vi fokus på det vi kan hjælpe med: at sørge for at regninger bliver betalt hurtigst muligt, at fastholde aktiviteten på de kommunale byggerier, og at give virksomhederne værktøjer, lyder det fra Tomas Breddam.

 

Roskilde Kommune har fremrykket betalinger til leverandører for 150 mio. kr. og er i løbende dialog med erhvervslivets organisationer om det lokale erhvervslivs udfordringer og hvilken hjælp kommunen kan tilbyde.

 

- Både erhvervsudvalget og erhvervsafdelingen er i gang med at udvikle målrettede indsatser. Vi har fokus på at hjælpe der, hvor behovet er størst. Vi har lige offentliggjort onlinekurser med Erhvervsforum Roskilde og er på vej med tiltag i samarbejde med Roskilde Handel, som oplever store udfordringer, lyder det fra formanden for Udvalget for Vækst, Erhverv og Globalisering, Lars Lindskov.

 

Roskilde Kommune opfordrer desuden kriseramte virksomheder til at tage fat i Erhvervshus Sjælland, der rådgiver om de statslige støtteordninger.

 

 

Fakta:

  • Roskilde Kommunes ene indgang til erhvervslivet er fortsat i fuld drift. Virksomheder og erhvervsdrivende kan fortsat ringe 46 31 35 35 eller skrive på erhverv@roskilde.dk.
     
  • Roskilde Kommunes service for virksomheder, der skal have bygge-, grave- og miljøgodkendelser er i drift, og det er muligt at komme i kontakt både på telefon og på mail med den enkelte sagsbehandler. Begrænsningen for afholdelse af fysiske møder kan gøre, at enkelte sager ikke kan blive afsluttet.  
     
  • Udvalget for Vækst, Erhverv og Globalisering har i samarbejde med Erhvervsforum Roskilde udviklet en række skræddersyede onlinekurser, hvor fire eksperter leverer værktøjer og indsigt til kriseramte virksomheder. Tilbuddet gælder selvfølgelig alle virksomheder i Roskilde Kommune.  
     
  •  Hos Erhvervshus Sjælland (som er ejet af de 17 kommuner i Region Sjælland) sidder et særligt hold af eksperter klar til at vejlede Roskildes virksomheder om brugen af de statslige ordninger eller give assistance til krisehåndtering. Kontakt erhvervshuset på 55 35 30 35.
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Lars Lindskov, formand for Udvalget for Erhverv, Vækst og Globalisering, tlf. 30501979

 

Rikke Houkjær, kommunikationschef, tlf. 42654717

Jens Thornsen, erhvervschef,  tlf. 24 79 08 59

 

 
 
 
 
 
 
 
Social media icon Social media icon Social media icon Social media icon