Skimmelsvamp lukker midlertidigt Sundhedscenter Hadsund

 
 
 
 

Mariagerfjord Kommune flytter tilbud og aktiviteter til andre adresser

 
 
 
 
Pressefoto_Sundhedscenter_Hadsund.jpg

Foto: Bygningen, der i sin tid husede Hotel Hadsund, er ramt af skimmelsvamp.

 
 
 
 

For godt fjorten dage siden blev personalet bekymret for, om der kunne være skimmelsvamp i et lokale på Sundhedscentret i Hadsund. Lokalet blev omgående afskærmet og Teknologisk Institut blev tilkaldt for at undersøge sagen. Nu foreligger resultatet af undersøgelsen. Det viser sig, at indholdet af skimmelsvamp i luften i lokalet ligger over grænseværdierne. Det har fået Mariagerfjord Kommune til at lukke dele af bygningen med omgående varsel. 


- Vi tager naturligvis ingen chancer, når det gælder vores borgeres og vores ansattes sundhed. Derfor har vi besluttet at lukke bygningen indtil videre, så vi kan foretage yderligere prøver for at få overblik over problemets omfang, siger Trine Juul Søndergaard Pedersen, der som Chef for Ejendomme og Bæredygtighed har ansvaret for kommunens ejendomme. 

 

Sundhedscentrets træningsfaciliteter ligger i en anden og nyere bygning og er derfor ikke berørt.

 

Livrem og seler
Ejendomscenterchefen oplyser, at skimmelsvampen er opstået et lokale i den bygning, der i sin tid husede Hotel Hadsund. Der er ikke umiddelbart nogle synlige tegn, der tyder på, at der skulle være skimmelsvamp i den øvrige del af bygningen, men det kan ikke udelukkes. Det skal yderligere undersøgelser nu kaste lys over. 

 

- Vi går både med livrem og seler, når det gælder skimmelsvamp. Derfor lukker vi ned for aktiviteterne og sætter gang i en grundig undersøgelse af hele bygningen. Vi skal være sikre på, at fugtproblemerne er løst og at indeklimaet er sundt og godt, før Sundhedscentret atter kan slå dørene op, siger Trine Juul Søndergaard Pedersen. 

 

Brugere og personale orienteret
Meldingen fra Teknologisk Institut har skabt ekstra travlhed hos Mariagerfjord Kommune. 


- Vi har i dag orienteret personalet og er nu i fuld gang med at orientere brugerne af sundhedscentret. Det er heldigvis mit indtryk, at både borgere og personale tager situationen med ro, fortæller social- og sundhedschef Kit Borup.


Kommunen har også travlt med at finde alternativer lokaler til sundhedscentrets mange aktiviteter. 

 

- Indtil videre aflyser vi aktiviteterne mandag, tirsdag og onsdag, og så satser vi på, at vi gradvist kan åbne igen på andre adresser i Hadsund fra på torsdag, siger Kit Borup.   

 

Kit Borup har allerede fundet nye midlertidige lokaler til undersøgelser og samtaler, nemlig på Tempovej i Hadsund, hvor Mariagerfjord Kommune har samtaler med børn og unge.   

 

- Det er dejligt, at vores kolleger er villige til at rykke tættere sammen i den her særlige situation, så vi snart kan byde borgerne indenfor igen, slutter Kit Borup. 

 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation
  • Chef for Ejendomme og Bæredygtighed Trine Juul Søndergaard Pedersen, tlf. 51212891
  • Social- og sundhedschef Kit Borup, tlf. 29237938
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Mariagerfjord Kommune

Nordre Kajgade 1 | 9500 Hobro | Tlf: 97 11 30 00 | raadhus@mariagerfjord.dk

 
Social media icon Social media icon Social media icon