ERHVERVSNYT

 
 
 
Glostrup Kommune Skyline
 
 
 
 

Erhvervsnyt december 2018

 
unknown documenttype 'template' 18. december 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Borgmester John Engelhardt (V).

Ny lov om erhvervsfremme på vej

 

Glostrup er en erhvervskommune. Vi har stort set lige så mange arbejdspladser, som vi er borgere. Det giver en god balance, synes jeg.

 

Og jeg tror, at den nye lov, som træder i kraft 1. januar, kan hjælpe os med at styrke vores profil som en stærk erhvervskommune.

 

Med den nye lov bliver de regionale væksthuse omdannet til erhvervshuse, der skal være stærke kompetencecentre med specialiserede, faglige kompetencer inden for virksomhedsdrift og udvikling.

 
 
 
 

Der skal også etableres en ny digital erhvervsfremmeplatform, som skal gøre information, service og ydelser i erhvervsfremmesystemet let tilgængelige for virksomheder.

 

Det bliver spændende at følge den proces, der bliver sat i gang med loven. Og jeg kan i hvert fald love, at vi vil gøre alt for at fastholde - og fortsat udvikle - det gode samarbejde mellem erhvervsliv og kommune her i Glostrup.

 

Og så vil jeg blot ønske jer og jeres medarbejdere en rigtig glædelig jul og et godt nytår!

 

Med venlig hilsen

John Engelhardt

borgmester

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kom frem på internettet i 2019 - indsigt, motivation og gode råd fra digitale eksperter og Google

 

Mød landets førende digitale eksperter, Google og Brøndbys borgmester Kent Max Magelund, på konferencen "Din virksomhed Online 2019" i Brøndby den 24. januar. Du møder sprudlende digitale frontløbere og vækstvirksomheder. Du kan allerede nu sikre dig én af de eftertragtede pladser.

 

Kom med på den digitale oprustning

Der bliver taget udgangspunkt i konkrete virksomhedscases, der har skabt en succes på nettet - nu fortæller de dig hvordan. Du får råd, tips og tricks til at komme frem på internettet i 2019.

 

Vi taler ikke om kunstig intelligens og IoT, men om hvordan virksomheder som din får taget hul sin digitale rejse. Mød en masse lokale virksomheder, nøje udvalgte eksperter og hør hvordan du får flere kunder, mere salg og realiserer dit digitale potentiale i 2019.

 

"Jeg har fået en ordentlig digital muskel at spille med," fortæller administrerende direktør Martin Andersen fra Amladcykler.

 

Konferencen er kun begyndelsen

Den 24. januar er startskuddet til syv lokale hands-on workshops i e-handel, digital markedsføring og meget andet. Underviserne er landets førende eksperter. På vores workshops tager vi udgangspunkt i dig og din virksomheds niveau.

 

Du kan kvit og frit deltage i: webanalyse, sociale medier, e-handel, søgemaskinemarkedsføring (SEM), e-mailmarkedsføring, supersælgende hjemmeside og søgemaskineoptimering.

 

Mere info og tilmelding her

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Dansk Industri har undersøgt erhvervsklimaet i Glostrup

 

Dansk Industri præsenterer en gang om året en undersøgelse af det lokale erhvervsklima i landets kommuner. I den seneste undersøgelse har Glostrup Kommune overordnet oplevet et fald i forhold til sidste år. Til gengæld er der fremgang på nogle vigtige underområder.

 

Glostrup blev i år samlet nummer 56 ud af i alt 93 undersøgte kommuner. Sidste år blev Glostrup nummer 43. Det giver naturligvis anledning til at kikke på de mange spørgsmål og indikatorer i undersøgelsen, som har ført til det samlede resultat.

 

En direkte sammenligning med resultaterne fra de foregående år er dog vanskelig, for ud af i alt 51 statistiske indikatorer, som danner grundlag for undersøgelsen, er hele 37 indikatorer nye i år.

 

I foråret 2015 besluttede Glostrup Kommunes Vækst- og Beskæftigelsesudvalg, at man ville arbejde videre med henholdsvis:

  • Kommunal sagsbehandling - sygedagpenge og byggesager
  • Dialog mellem erhvervslivet, politikere og embedsmænd

De ovenstående punkter blev besluttet på grundlag af resultaterne for DI's Lokalt Erhvervsklimaundersøgelse fra september 2014.

 

Initiativer til at styrke erhvervsindsatsen

I 2015 lancerede Vækst- og Beskæftigelsesudvalget en række initiativer, som skulle styrke erhvervsindsatsen. Der skulle blandt andet:

  • Etableres en årlig erhvervskonference for virksomhederne i Glostrup
  • Lanceres et elektronisk nyhedsbrev
  • Udvikles en erhvervspris
  • Lanceres iværksætter-diplomer
  • Lanceres CSR-diplomer
  • Udvikles en velkomstfolder til nye virksomheder i Glostrup
  • Være årlige virksomhedstemature, hvor Vækst- og Beskæftigelsesudvalget skulle besøge forskellige erhvervsvirksomheder i Glostrup
  • Samtidig ansatte Glostrup Kommune en erhvervschef til at varetage erhvervsområdet.

Og hvordan gik det så med de arbejdspunkter, man besluttede sig for at ville arbejde videre med for tre år siden?

 

Den kommunale sagsbehandling - sygedagpenge og byggesager

I 2014 var Glostrups placering på sagsbehandling af byggesager nr. 41. Sagsbehandling af byggesager er i år røget ud af DI's undersøgelse, da dele af den tekniske byggesagsbehandling er overgået til private rådgivere fra den 1. januar 2018. I 2017 fik Glostrup en 19. plads.

 

I 2014 var Glostrups placering på sagsbehandling af sygedagpenge 83. I 2018 blev Glostrup nummer 69 indenfor sygedagpenge, men lå i 2017 på en flot 11. plads.

 

I 2014 rakte Glostrups placering for sagsbehandling på miljøområdet til en 18. plads. I 2017 fik Glostrup en 54. plads og steg til en 31. plads i 2018.

 

Dialog mellem erhvervslivet, politikere og embedsmænd

I 2014 lå Glostrup på en samlet 77. plads i kategorien "Information og dialog med kommunen". Fra 2017 til 2018 er der følgende positive udviklinger herunder:

  • "Dialogen mellem erhvervslivet og kommunens politikere". Her steg Glostrup fra en 71. plads i 2017 til en 40. plads i 2018
  • "Dialogen mellem erhvervslivet og kommunens embedsmænd". Her steg Glostrup fra en 76. plads i 2017 til en 41. plads i 2018
  • "Kommunens formidling af væsentlig information til din virksomhed". Her steg Glostrup fra en 55. plads i 2017 til en 14. plads i 2018

Formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget Torben Jensen (A) siger om undersøgelsen:

 

"Vi er meget optaget af de erhvervsanalyser, som med jævne mellemrum udkommer og særligt Glostrup Kommunes placering.

 

Vi ønsker, at vi altid skal være i dialog med erhvervslivet i Glostrup for at sikre os, at vi er på forkant, og at vi så vidt muligt kan handle i overensstemmelse med ønskerne fra erhvervslivet.

 

Udover dette er vi generelt meget optaget af at have en god dialog med arbejdsmarkedets parter, herunder de faglige organisationer, for at få en bedre pejling på, hvilke behov der er for arbejdskraft samt hvordan kan vi hjælpe til med at imødekomme dette behov.

 

Måske er det på tide, at vi med netop førnævnte parter tager en udvidet drøftelse og igangsætter arbejdet omkring en ny erhvervs- og arbejdsmarkedspolitik i Glostrup".

 

Piet Papageorge (V), medlem af Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget:

 

"Som formanden er inde på, er dialogen med erhvervslivet essentiel for at opnå gode resultater. Jeg ser positivt på, at det netop er på vores fokusområder; dialog og kommunikation, at vi går frem. Det viser, at vores fokuserede indsats de sidste år giver pote."

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Livlig debat på årets erhvervskonference.

 
 
 
 

Velbesøgt erhvervskonference skabte god dialog

 

"Udvikling i Glostrup" og "Vækst med Social Bundlinje" var overskrifterne for cirka 100 fremmødte til årets erhvervskonference på Glostrup Park Hotel. Og så var der uddeling af både tre CSR- og ét iværksætterdiplom til lokale virksomheder.

 

Seks Glostrupvirksomheder, Den Sociale Kapitalfond og Glostrup Kommune arbejder sammen om to projekter med "vækst med social bundlinje". Det går ud på, på en gang at have fokus på vækst og på ansættelse af medarbejdere, som har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Det hørte deltagerne blandt andet om med et indlæg fra Den Sociale Kapitalfond og fra de deltagende virksomheder til forhåbentlig stor inspiration i Glostrup Park Hotels store konferencesal.

 

Glostrups udvikling her og nu - og lidt om fremtiden

Torben Jensen, formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, fortalte om boligprojekter, omdannelsesprojekter og offentlige projekter i Glostrup - og selvfølgelig også om den kommende letbane, der er et anlægsprojekt i særklasse.

 

Det var glade modtagere, da borgmester John Engelhardt uddelte årets CSR- og iværksætterdiplomer. CSR-diplomerne gives til virksomheder, som gør en særlig indsats for at udvise social ansvarlighed ved at ansætte og rumme medarbejdere, som af forskellige årsager har haft det svært med at få fodfæste på arbejdsmarkedet. CSR-diplomerne gik til: Badmodul, Glostrup Park Hotel og Pilkington Danmark.

 

Iværksætterdiplomet tildeles efter kriterier baseret på virksomhedens levetid og vækst i antal medarbejdere. Dette års diplom gik til Allianc Marketing Group.

 

De 100 deltagere havde også rig lejlighed til at networke med hinanden, og på den måde er erhvervskonferencen nu på fjerde år blevet et centralt sted at stifte bekendtskaber og komme i dialog blandt erhvervsvirksomhederne i Glostrup.

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Mød fire vindere

 

Fire lokale virksomheder fik Glostrup Kommune til at tippe anerkendende med hatten. De fire virksomheder fik diplomer, fordi de er lykkedes særligt godt med enten at tage socialt ansvar (CSR-diplom) eller med at udvikle deres nystartede virksomhed (Iværksætterdiplom). Stort tillykke!

 

Tryk på billederne herunder, og se et lille videointerview med vinderne (NB: Når du ser videoerne, accepterer du automatisk Google's privatlivspolitik. Google benytter cookies).

 
 
 
 

Michael Larsen, direktør og partner i Allianc Marketing Group, vandt iværksætterdiplomet. Tryk på billedet, og se et interview med Michael.

Kristian Mortensen, product manager i Pilkington Danmark fik et CSR-diplom. Tryk på billedet, og se et interview med Kristian.

 
 
 
 

Mikael Melander, direktør for Glostrup Park Hotel, fik et CSR-diplom. Tryk på billedet, og se et interview med Mikael.

Mads Andreasen, direktør og ejer af Badmodul, fik et CSR-diplom. Tryk på billedet, og se interviewet med Mads.

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Direktør og ejer Morten Rosenberg fra Cph Steel viser sin virksomhed frem til Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget samt direktør Gitte Lohse og erhvervschef Niels Thede Schmidt-Hansen..

 
 
 
 

Politikerne på virksomhedsbesøg - i håndens og åndens tegn

 

Torben Jensen, formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget (yderst til højre på billedet):

 

"Årets anden virksomhedstematur stod både i håndens og åndens tegn. Vi besøgte tre lokale virksomheder. Labance arbejder med at få mennesker tilbage på arbejdsmarkedet. CPH Steel er et stærkt smedefirma. Christiansen og Essenbæk står stærkt inden for arbejdet med betonrenovering. Med efterhånden 30 års erfaring som bygningshåndværker varmer det mit hjerte at opleve to håndværksvirksomheder, som virkelig brænder for deres virksomhed og deres medarbejdere. Ligeledes at møde et firma som Labance, som tror på, at der også findes gode ressourcer hos mennesker med nedsat arbejdsevne. Jeg ser allerede nu frem til næste års virksomhedstemature."

 

Morten Rosenberg fra virksomheden Cph Steel var en af dem, der fik besøg:

 

"Jeg synes, det er en god ting, at vi som virksomhed får besøg af udvalget. Det giver politikerne indblik i, hvilke udfordringer vi som virksomhed står overfor. På den måde føler vi os set og hørt. Det er et stærkt signal, kommunen sender overfor virksomheden og de lokale borgere i virksomheden. Om det så også gør en reel forskel, må tiden vise. Bolden ligger hos udvalget 😊"

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Virksomhedskonsulent Erik Stauning er klar til at hjælpe.

Fleksjob - lettere end du tror

 

Mangler du arbejdskraft til de uløste opgaver, så overvej at ansætte en ledig, der er berettiget til fleksjob. Det er nok lettere at håndtere, end du tror.

 

En medarbejder, der er ansat i fleksjob, er en fleksibel medarbejder på deltid, som kan hjælpe med at løse både små og større opgaver i din virksomhed.

 

Medarbejderen bliver ansat på samme vilkår som alle andre medarbejdere. Du skal altså ikke bruge mere tid på administration, end du skal for dine øvrige medarbejdere.

 

Dit lokale jobcenter skal altid inddrages, før der kan etableres et fleksjob. Her kan du typisk også få hjælp til al administration og papirarbejde i forbindelse med fleksjobbet.

 
 
 
 

Ansættelse af en medarbejder i fleksjob

Et fleksjob bliver bevilget for en periode på fem år. Efter denne periode vurderer kommunen, om personen stadig er berettiget til fleksjob og dermed kan fortsætte i sit fleksjob. Efter den første fem-årige periode kan personer over 40 år få bevilget et permanent fleksjob. Arbejdsgiver skal udarbejde en ansættelseskontrakt og sende en kopi til jobcentret.

 

Vær opmærksom på, at en ansat i fleksjob, der skal udføre funktionærarbejde, er omfattet af funktionærloven. Dette gælder også, hvis ansættelsen er mindre end otte timer om ugen.

 

Løn og pension

Du betaler løn for den reelle arbejdsevne - resten tager jobcentret sig af. Jobcentret vurderer den reelle arbejdsevne på baggrund af det antal timer, medarbejderen kan arbejde og de øvrige hensyn, der eventuelt skal tages - fx ekstra pauser, langsommere arbejdstempo og lignende. Medarbejderen er ansat efter samme overenskomst og under samme lønmodtagerlovgivning som øvrige medarbejdere. Det betyder:

 

Hvis din virksomhed er overenskomstdækket, skal løn og arbejdsvilkår fastsættes efter de kollektive overenskomster. Du skal indbetale til pension for de effektive arbejdstimer, din ansatte i fleksjob arbejder.

 

På virksomheder, der ikke er dækket af overenskomst, skal løn og øvrige arbejdsvilkår aftales mellem arbejdsgiver og den ansatte. Hvis der er en relevant sammenlignelig overenskomst, skal I tage udgangspunkt i den. Hvis der indbetales til pension for de øvrige ansatte i virksomheden, skal det også gælde for den ansatte i fleksjob.

 

Hvis din medarbejder eksempelvis går op i tid, betaler du for den ekstra arbejdsindsats. Via eIndkomst bliver medarbejderens fleksløntilskud fra kommunen automatisk reguleret. Ved større ændringer i arbejdstiden er det en god idé at informere jobcentret.

 

Sygdom og indberetning

Arbejdsgiver får refusion fra første sygedag, hvis arbejdsgiver udbetaler løn under fravær. 

 

Saglig begrundelse for afskedigelse

En saglig begrundelse for en afskedigelse kan for eksempel være, at:

  • medarbejderen ikke er egnet til at varetage jobbet
  • der er alvorlige samarbejdsvanskeligheder
  • virksomheden skal skære ned eller omstrukturere

Er du kommet i den situation, at du må afskedige en medarbejder, som er ansat i et fleksjob, skal du som arbejdsgiver være opmærksom på, at vedkommende kan være beskyttet af Lov om forbud mod forskelsbehandling. Ansatte i fleksjob kan have et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og hvis det er tilfældet, er de omfattet af en særlig beskyttelse. 

 

Vil du vide mere, kan du kontakte Glostrup Jobcenter på tlf. 4323 6100 eller virksomhedskonsulent Erik Stauning på tlf. 2114 9871.

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Arbejdskraft til din virksomhed - med fleksible timeantal

 

Mangler du arbejdskraft med fleksible timeantal, så kan Jobcenteret hjælpe dig. Jobcenter Glostrup præsenterer herunder en række profiler, som alle er godkendt til fleksjob med forskelligt timeantal.

 

Vil du høre om kandidaterne, kan du kontakte virksomhedskonsulent Erik Stauning tlf. 2114 9871, Erik.Stauning@glostrup.dk.

 

Kvinde i 40´erne
Arbejdsområde: Let kontor/butik medhjælper
Timer ugentligt: Op til 9 timer/ugen
Muligheder: Lette piccolineopgaver og små butiksopgaver

 

Kvinde i 30´erne
Arbejdsområde: IT-støtte
Timer ugentligt: Op til 12 timer/ugen
Muligheder: Mail administration og vedligehold af hjemmeside

 

Mand i 50´erne
Arbejdsområde: Let rengøring
Timer ugentligt: Op til 4 timer/ugen
Muligheder: Lettere rengøring, støvsugning og aftørring af borde samt let havearbejde

 

Kvinde i 40´erne
Arbejdsområde: Projekt, kultur og event
Timer ugentligt: Op til 10 timer/ugen
Muligheder: Praktiske, administrative, strategiske, kreative og analytiske opgaver

 

Kvinde i 50´erne
Arbejdsområde: Serviceassistent.
Timer ugentligt: Op til 9 timer/ugen
Muligheder: Madservering, mødeopdækning, kaffebrygning m.v.

 

Mand i 30´erne
Arbejdsområde: Grønne områder og små håndværksopgaver
Timer ugentligt: Op til 10 timer/ugen
Muligheder: Let ejendomsservice, små reparationer og vedligehold

 

Kvinde i 40´erne
Arbejdsområde: Butik og let rengøring
Timer ugentligt: Op til 8 timer/ugen
Muligheder: Kunde/kassebetjening, let vareopfyldning og oprydning

 

Kvinde i 40´erne
Arbejdsområde: Let rengøring, servering og tilberedning
Timer ugentligt: Op til 6 timer/ugen
Muligheder: Let madanretning, let rengøring og oprydning

 

Mand i 30´erne
Arbejdsområde: Phoner/mødebooker/reservedelsekspedient
Timer ugentligt: Op til 15 timer/ugen
Muligheder: Opkvalificeres/oplæres indenfor salg/kundeservicebranchen (salg/kundekontakt via telefon)

 

Kvinde i 50´erne
Arbejdsområde: Køkkenmedhjælper
Timer ugentligt: Op til 9 timer/ugen
Muligheder: Let madlavning, indkøb og servering

 

Kvinde i 50´erne
Arbejdsområde: Lettere kantine/cafémedhjælper eller pædagog
Timer ugentligt: Op til 8 timer/ugen
Muligheder: Let madlavning og servering

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Jobnet for arbejdsgivere - JobAG

 

Når du mangler arbejdskraft til din virksomhed, har du mulighed for selv at lede via virksomhedernes digitale indgang til jobcentret. Det hedder Jobnet for Arbejdsgivere eller bare JobAG. Du kan faktisk søge efter arbejdskraft blandt hele 150.000 aktive CV'er.

 

Jobnet for Arbejdsgivere giver dig også gratis adgang til servicetilbud, der hjælper dig med at finde din næste medarbejder. Du kan som arbejdsgiver oprette stillingsannoncer foruden at søge nye medarbejdere i CV-banken. Og du kan oprette jobordrer, hvor jobcentrene finder egnede kandidater.

 

Du skal blot oprette din virksomhed på jobag.jobnet.dk for at benytte dig af mulighederne.

 

For at oprette din virksomhed på Jobnet for Arbejdsgivere kræver det et gyldigt CVR-nummer og en NemId medarbejdersignatur.

 

Her kan du se en video om Jobnet for Arbejdsgivere

 

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakt din normale virksomhedskonsulent eller jobcentret jobcenter@glostrup.dk, tlf. 43236100.

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Ring endelig - vi hjælper gerne. Her er det erhvervschef Niels Thede Schmidt-Hansen.

Erhvervskontakter i kommunen

 

Du er altid velkommen til at kontakte Glostrup Kommune med spørgsmål eller kommentarer:

 

Formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget

torben.jensen@glostrup.dk

Tlf. 2851 8817

 

Erhvervschef

niels.schmidt-hansen@glostrup.dk

Tlf. 4323 6340

 

Glostrup Jobcenter

virksomhedsservice@glostrup.dk

Tlf. 4343 0662

 

Glostrup Ejendomme

glostrupejendomme@glostrup.dk

Tlf. 7023 6110

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Oplysningspligt - persondataforordningen

 

I forbindelse med udsendelse af Glostrup Kommunes Erhvervsnyt kan vi modtage, registrere, opbevare, kopiere, journalisere, udskrive, videresende og arkivere din virksomheds: Cvr-nummer, P-nummer, navn, e-mail adresse, evt. attention-navn, adresse, postnummer, by og land.

 

Vi er dataansvarlig - sådan kontakter du os
Glostrup Kommune er dataansvarlig for behandlingen af de omhandlende personoplysninger. Vores kontaktoplysninger er: Glostrup Kommune, Rådhusparken 2, 2600 Glostrup, tlf. 4323 6100, mail glostrup.kommune@glostrup.dk. For at sende en sikker mail, skal du sende din mail via www.borger.dk og digital post. Vi opfordrer dig til at sende sikker mail.

 

Hvorfor behandler vi dine personoplysninger?
Vi behandler dine personoplysninger for at kunne give dig svar på dine spørgsmål eller for at kunne sagsbehandle din henvendelse til os og holde styr på, hvilke sager, vi har/har haft i Glostrup Kommune. Vi behandler personoplysningerne med hjemmel i den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder inden for det lovområde, som din henvendelse handler om, og persondatareglerne.

 

Hvor længe gemmer vi dine persondata?

Når vi ligger inde med personoplysninger om dig, vil de blive slettet og arkiveret i overensstemmelse med arkivlovens regler. Du kan få præcise oplysninger om, hvor længe vi gemmer dine personoplysninger ved at kontakte det enkelte fagcenter i kommunen.

 

Dine rettigheder
Du har ret til at se og få udleveret de personoplysninger, som vi behandler om dig (indsigtsret).

Du har også ret til at få urigtige oplysninger om dig selv rettet (berigtigelse).

 

Vi har en databeskyttelsesrådgiver - sådan kontakter du ham
Hvis du har spørgsmål til vores behandling af dine personoplysninger, kan du altid spørge det fagcenter, der har behandlet oplysningerne. Og du er også altid velkommen til at kontakte vores databeskyttelsesrådgiver. Du kan kontakte vores databeskyttelsesrådgiver Daniel Bach på mobil 2399 0519 og mail databeskyttelsesraadgiver@glostrup.dk.

 

Du kan klage
Hvis du har spørgsmål til vores håndtering af dine personoplysninger, eller hvis du har mistanke om, at kommunen har lækket persondata eller på anden måde ikke har håndteret dine eller andre personers oplysninger korrekt, kan du klage til Datatilsynet på tlf. 3319 3200, på mail dt@datatilsynet.dk eller hvis du ønsker at sende med sikker post via digital post på www.borger.dk.

 

Hvis du vil vide mere
Du kan læse mere om dine rettigheder i Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder

 
 
 
 
Glostrup Kommune