unknown documenttype 'template' 10. maj 2019
 
 
 
 

5.000 år gammel familie-tragedie opklaret

 
 
 
 

De mystiske omstændigheder vedrørende en 5.000 år gammel massegrav i Polen er nu blevet afdækket af et internationalt forskerhold med universiteterne i København og Aarhus i spidsen. Ofrene blev slået ihjel på brutal vis, men senere pænt begravet med gaver og alle i samme grav. Fossilt dna afslører, at det var et massemord på en familie. De nye forskningsresultater er med til at afdække en meget voldelig periode i den europæiske forhistorie, som vi ikke ved meget om i forvejen. Historien offentliggøres nu i det ansete amerikanske videnskabelige tidsskrift Proceedings of The National Academy of Sciences (PNAS).

 
 
 
 

Rekonstruktion: Michał Podsiadło

 
 
 
 

Hvad der egentlig skete for 5.000 år ved landsbyen Koszyce i det sydlige Polen har været et mysterium, siden en massegrav blev afdækket for otte år siden. Graven indeholdt skeletterne af 15 kvinder, børn og yngre mænd - alle dræbt med kraftige slag i hovedet, men sirligt placeret i graven og med masser af gaver til deres sidste rejse.

 

Nu har et internationalt forskerhold, bestående af bl.a. universiteterne i København og Aarhus og Det Arkæologiske Museum i Poznan i Polen ved hjælp af dna-profiler bevist, at der er tale om et massemord på en stor familie i tre generationer. Ved hjælp af dna-analyser, kulstof-14-dateringer, isotop-målinger og arkæologiske data, har forskerne fået et detaljeret indblik i dette stenalder-samfund og kommet med et godt bud på, hvad der skete dengang for 5.000 år siden.

 

"Ved at analysere arvemassen har vi kunnet kortlægge alle familierelationerne i massegraven, og vi kan se, at mødre er lagt ved siden af deres børn og brødre ved siden af hinanden. De folk, som har begravet de døde, har altså kendt dem godt. Derudover kan vi se, at de fleste fædre i den store familie mangler i graven. Vores bud er, at de ikke var hjemme på bopladsen, da massakren skete, men senere returnerede og begravede deres familier på en respektfuld måde," siger evolutionsbiolog Morten Allentoft fra Københavns Universitet.

 

En omskiftelig tid


Vi ved ikke, hvem der var ansvarlig for denne massakre, supplerer Hannes Schroeder, arkæo-genetiker, Københavns Universitet. Men det er tankevækkende, at den fandt sted for netop 5.000 år siden i den sene Bondestenalder under overgangen til Bronzealderen. På dette tidspunkt skete der store ændringer i de europæiske kulturer, og Yamnaya-folket indvandrede fra øst. Det er nærliggende at tro, at disse ændringer førte til voldsomme territoriale stridigheder.

 

Arkæolog Niels N. Johannsen fra Aarhus Universitet siger om de arkæologiske aspekter af fundet:

 

"Vi ved fra andre gravfund, at der udspillede sig voldelige konflikter mellem forskellige befolkningsgrupper. Det er bare ikke dokumenteret så klart før. Samtidig viser vores studie med al tydelighed, at familiesammenhold og omsorg betød meget for de her mennesker for 5.000 siden - både i livet og i døden."

 

Internationalt samarbejde


Det har været et tæt samarbejde mellem eksperter indenfor fossilt DNA, arkæologi, antropologi, og isotop-analyser, som har ført til opklaringen af den 5.000 år gamle mordgåde, påpeger de tre danske forskere. Også fra Polen lyder der entusiastiske ord fra professor og direktør for Det Arkæologisk Museum i Poznan, Marzena Szmyt. Hun pointerer, at resultaterne i høj grad skyldes det internationale samarbejde mellem eksperter indenfor forskellige områder.

 

De nye forskningsresultater er bl.a. finansieret af Villum Fonden og Aarhus Universitets Forskningsfond og har gennem dna-prøverne betydet, at vi nu har fået et mere detaljeret indblik i de enkelte menneskers hverdag i et lille samfund under en af de mest tumultariske perioder i den europæiske fortid.

 
 
 
 
Kontaktinformation

Evolutionsbiolog Morten Erik Allentoft
Lundbeck Foundation Geogenetics Centre
Biologisk Institut
Københavns Universitet
tel: +45-29824634
meallentoft@bio.ku.dk

 

Arkæolog Niels N. Johannsen
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
tel: +45-28158792
nnj@cas.au.dk

 

Arkæo-genetiker Hannes Schroeder
Biologisk Institut
Københavns Universitet
University of Copenhagen
tel: +45-42523614
hschroeder@bio.ku.dk

 

Svend Thaning

Pressekontakt
SCIENCE Kommunikation

tel: +45 28 75 42 81

svt@science.ku.dk

 

 
 
 
 

Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet
Københavns Universitet
Bülowsvej 17 - 1870 Frederiksberg C

science@science.ku.dk - Tel. +45 35 33 28 28

Social media icon Social media icon Social media icon Social media icon