LLG_Portræt_Kim_ILVA0880.jpg
 
 
 
 
Pressemeddelelse 21. november 2024
 
 
 
 

 

ILVA leverer omsætningsvækst og investerer i fremtiden

 
 
 
 

 

ILVA øger omsætningen i regnskabsåret 2023/24 til DKK 1,42 mia. og lancerer ny tosporet strategi, der skal sikre fortsat ekspansion af bolighuskæden.

 
 
 
 

Danmarks største kæde af bolighuse, ILVA, kan i dag præsentere et omsætningsresultat for regnskabsåret 2023/24 på DKK 1,42 mia. i Danmark. Det svarer til en stigning på 3 procent. Omsætningen er også gået frem på det svenske marked med en stigning på 8 procent, og på ILVAs webshop er væksten i omsætningen på over 17 procent.

 

På bundlinjen er resultatet påvirket af udfordringerne i markedet og ILVA kommer således ud af regnskabsåret 2023/24 med et EBIT-resultat på DKK -45 mio. Til sammenligning lød omsætningen for ILVA på DKK 1,38 mia. og EBIT-resultatet på -27,6 mio. i forrige regnskabsår.

 

"Vi har, som alle andre aktører i branchen, været ramt af den store usikkerhed og inflation, der har præget markedet og kundernes købekraft. Det har kostet på indtjeningen, men vi oplever allerede nu, at markedet er mere stabilt og at udviklingen vender," udtaler CEO i ILVA, Kim Møller Mønster.

 
 
 
 

Investering i fremtidens vækst

Det er første gang, at Kim Møller Mønster kan præsentere regnskab på vegne af ILVA, hvor han tiltrådte i april i år. En af hans første opgaver som CEO er, sammen med sit ledelsesteam, at søsætte den nye strategi for ILVA, der skal gøre kunderejsen mere gnidningsfri og inspirerende.

 

"Vores strategi har fokus på særligt to parametre: Øget digitalisering samt styrkelse af det fysiske bolighuskoncept. Vi sætter ind på begge parametre samtidigt, da målet er at skabe en strømlinet og sammenhængende oplevelse for kunden, uanset hvor de vælger at interagere med os," siger Kim Møller Mønster.

 

Strategien indebærer en række investeringer, som koster på bundlinjen nu og her, men som på længere sigt skal sikre ILVA en fortsat stærk position i markedet. Blandt andet er der indkøbt nye datahåndteringssystemer (PIM og CDP) og digital warehouse løsning, ligesom man arbejder med i højere grad at integrere AI-løsninger i forretningen og gøre hele sortimentet tilgængeligt online.

 
 
 
 

"Vi investerer i fremtiden. Hvis vi fortsat vil vækste, og det vil vi, så kræver det, at vi bruger nogle ressourcer på at styrke forretningen, både online og i de fysiske bolighuse. I forhold til sidstnævnte har vi redefineret vores koncept og kommer til at skalere ned på kvadratmeterne i flere af bolighusene, netop for at vi kan fokusere mere på dybden i vores kollektioner og serier fremfor bredden og præsentere kunderne for et mere målrettet udvalg," forklarer Kim Møller Mønster.

 

Sideløbende med den tosporede strategi fortsætter ILVA ekspansionen af kæden. Senest er der åbnet et bolighus i Jönköping i Sverige. 1. november åbner ILVA i Skive og til marts bliver dørene slået op til et nyt bolighus i Thisted. I finansåret 2024/25 vil ILVA så fortsætte udrulning af strategien, så man er klar til at tage næste skridt i processen og implementere en helt ny brandstrategi næste år.

 

"Vi vil sikre, at ILVAs værditilbud bliver kommunikeret klart og tydeligt, både internt og eksternt, så vi fortsat skaber værdi for både vores kunder og medarbejdere. Jeg er overbevist om, at vi er godt på vej til at realisere denne vision, og at ILVA har et stærkt fundament til fremtiden," siger Kim Møller Mønster afslutningsvist.

 

Om ILVA

ILVA er Danmarks største kæde af bolighuse med 40 bolighuse i Danmark og fem i Sverige, der tilbyder et stort udvalg af møbler, boligtilbehør og indretningsløsninger til hjemmet. ILVA er ejet af Lars Larsen Group.

 

For yderligere information, kontakt CEO Kim Møller Mønster på 28 93 05 90 //

kmm@ilva.dk.