Glad vinder af grøn konkurrence

 
 
 
 

Mariagerfjord Kommune har udtrukket en vinder i klima-konkurrence

 
 
 
 
Billede Den glade vinder på sin præmie Foto Mariagerfjord Kommune.jpg

Den heldige vinder af et el-løbehjul blev Peter Ruberg Kristensen fra Hobro

 
 
 
 

Vinderforslaget handler om samkørsel, at dele med sine naboer, hvis der er mad i overskud og at deles om haveredskaber, trailer og så videre. 

 

Mariagerfjord Kommune har fået mange gode forslag ind fra borgerne. De dækker bredt; lige fra forslag, der er målrettet hverdagen derhjemme til større samfundsinitiativer.

 

- Der er forslag om færre brusebade, flere cykelstier for at fremme grøn pendling og bedre udnyttelse af virksomheders overskudsvarme til brug af el-busser, fortæller Anna-Marie Elmkær Chwastek, der er projektleder i Mariagerfjord Kommune. 

 

Præmie skal bruges til grønnere hverdag
Peter Ruberg Kristensen vil bruge sin præmie fra konkurrencen til en grønnere hverdag med grøn transport. 

 

- Løbehjulet skal erstatte bilen til og fra arbejde. Jeg vil også bruge det, når jeg skal deltage i foreningsarbejde i Hobro, hvor jeg som regel ikke skal medbringe en masse. Det er her, det giver god mening for mig. Vi havde faktisk også overvejet at købe et. 

 

Han fortæller, at han længe har haft fokus på, hvilke indsatser man selv kan gøre for klimaet.

 

- Min kone har meldt sig ind i et netværk for grønne nabofællesskaber. Det er et mindre, men landsdækkende fællesskab, hvor man tænker i grønne løsninger og særligt i at dele i det små. Det var også derfra, jeg fik inspirationen til mit forslag.

 

- Der er mange små forskelle, vi kan gøre hjemme i familierne. Der er nogen, der tænker de store tanker og visioner, men vi skal også indstille os selv på, hvad vi selv kan gøre. Særligt omkring transporten synes jeg, man kan gøre meget, siger Peter Ruberg Kristensen.

 

Glad for stort engagement
Anna-Marie Elmkær Chwastek er glad for de mange forslag og overvejelser, som borgerne har sendt ind. 

 

- Jeg synes, at det vidner om et stort engagement. Og det er vigtigt, for det har vi brug for i arbejdet med at sikre, at Mariagerfjord Kommune bidrager til at indfri både de nationale og internationale mål for reduktionen af klimagasser.

 

De mange forslag bliver nu delt på kommunens hjemmeside www.mariagerfjord.dk/dk2020, hvor interesserede kan læse med.

 
 
 
 
Kontaktinformation

Anna-Marie Elmkær Chwastek, projektleder, Mariagerfjord Kommune, tlf.  97113612

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Mariagerfjord Kommune

Nordre Kajgade 1 | 9500 Hobro | Tlf: 97 11 30 00 | raadhus@mariagerfjord.dk

 
Social media icon Social media icon Social media icon