Et rekordstort antal danskere melder sig nu som frivillige i kampen for at holde vores strande og farvande fri for olie, plastic og andre former for affald. Forsvarets havmiljøvogterkampagne har netop budt velkommen til frivillig havmiljøvogter nummer 22.000, og det er det klart højeste antal registrerede siden kampagnens start i 2006. Alene siden sommer har 2.500 nye frivillige ildsjæle meldt sig til arbejdet. Der ligger også en positiv udvikling i, at der nu er registeret over 1.000 juniorhavmiljøvogtere mellem 8 og 12 år. I år har der været særlig fokus på at fjerne "havfald", som er Forsvarets betegnelse for alt det løse affald, der bliver smidt på strandene og i havet. Denne indsats er støttet med en donation på 500.000 kroner af Spar Nord Fonden, og det har gjort det muligt at uddele over 600.000 specielle havfaldsposer til havmiljøvogtere overalt i Danmark. Distributionen af poserne er sket i samarbejde med Spar Nord banker, lystbådehavne og en række maritime foreninger. - Poserne bliver flittigt brugt på strandene, hvor de mange frivillige havmiljøvogtere hver dag samler havfald, fortæller orlogskaptajn Frank Erland Jensen, der står i spidsen for havmiljøvogterkampagnen. - Forsvaret prioriteter også kampen mod oliedumpning fra skibe meget højt. Og indsatsen nytter. Siden kampagnens start for 12 år siden er antallet af olieudslip i danske farvande mere end halveret, og det skyldes ikke mindst, at lystsejlere, surfere, fritidsfiskere og andre på og ved havet har holdt et vågent øje, fortæller Frank Erland Jensen. Forsvarets havmiljøvogterkampagne er Danmarks første, største og længstlevende kampagne mod havfald, og indsatsen handler ikke kun om olie og plast, men også om kapsler, tomme dåser, chipsposer, cigaretskodder og madpapir med mere. - Vi er ikke en del af en krig mod plast. Vi vil bare ikke have det i vores havmiljø, og vi håber, at endnu flere vil melde sig og hjælpe med at beskytte havmiljøet og samle havfald på strandene. Og vi glæder os over, at der hele tiden vokser nye initiativer op i forskellige dele af landet, slutter orlogskaptajn Frank Erland Jensen. |