_TRK0183.jpg

De syv projekter er alle en del af det Boliglaboratorium, som Statens Kunstfond og den filantropiske forening Realdania etablerede i 2019. Kreditering: Thomas Rahbek, Statens Kunstfond.

 
 
 
 

Ny udstilling: Syv visionære eksperimenter viser, hvordan vi kan bo i fremtiden

 
 
 
 

Med en helt ny udstilling i Jernbanebyen i København løfter Boliglaboratorium sløret for, hvordan vi kan bo i fremtiden. Klimakrisen og nye fremspirende familieformer kræver nye måder at indrette sig og bo på. Udstillingen er åben for alle frem til den 15. november 2023.

 
 
 
 

Hvordan kan vi bygge og bo i fremtiden? På Boliglaboratoriums nye udstilling kan man se syv visionære bud. Boliger på toppen af erhvervsbygninger. Boliger til enlige forældre. Og boliger, der samler generationer under samme tag. Det er blot et udsnit af de boligformer, man kan opleve på udstillingen.
 

De syv projekter er alle en del af det Boliglaboratorium, som Statens Kunstfond og den filantropiske forening Realdania etablerede i 2019. Formålet med Boliglaboratorium er at samle boligbyggebranchen om at udvikle nye svar på samtidens og fremtidens udfordringer.

 

Udstillingen blev i går åbnet med nysgerrige besøgende og repræsentanter fra byggesektoren. Her kunne de opleve de syv projekter blive præsenteret af arkitekterne og holdene bag gennem tegninger og modeller. Projekterne skal vise, at det er muligt at eksperimentere inde for de eksisterende økonomiske rammer og skal realiseres på markedsvilkår. Målet er således, at alle eksperimenterne bliver bygget og kommer til at danne rammen for hjem for fremtidige beboere.

 

Stort fokus på bæredygtighed og fællesskab

Boliglaboratorium udfordrer rammerne for boligformer og giver nye bud på, hvordan fremtidens boliger skal omfavne tendenser. F.eks. at bo mindre, dele faciliteter og ressourcer, bruge flere cirkulære principper og at bygge med lavt CO2-aftryk og forbrug. Det udfordrer i høj grad den traditionelle måde at tænke bolig på.

 

"I Danmark har vi registreret 37 forskellige familieformer og fremtidens behov for at bo og indgå i fællesskaber er på mange måder foran boligsektoren. Traditionelt er der primært fokus på unge, kernefamilier eller ældre, men der er brug for flere boligformer, som tager højde for forskellige livssituationer og behov. Samtidig med, at vi holder fokus på at reducere både udslippet og aftrykket af CO2, når vi bygger. Vi håber, at vi med disse syv visionære eksperimentprojekter kan udfordre det gængse og inspirere - både dem, der arbejder med boligbyggeri i Danmark, men også helt almindelige danskere," siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.

 

Meget mere end mursten

Boligbyggeri handler ikke blot om mursten, men også om de fysiske rammers betydning for trivsel, fællesskaber og tryghed. Kunstfond og Realdania samarbejder om Boliglaboratorium, som - udover økonomisk at støtte til udviklingsarbejde - har haft ambitionen om at understøtte videndeling, videnopsamling, erfaringsudveksling og innovation ikke blot blandt de udvalgte 7 projekter, men blandt og i hele boligbyggebranchen.

 

"Statens Kunstfond hylder de usædvanlige partnerskaber, fordi de frisætter skaberkraft og kreativitet, i processer, hvor det ellers kan have svære vilkår i dagens byggeri. Boliglaboratorium er med til at sikre det eksperimenterende og risikovillige, som ofte mangler især i udviklingsfasen af nye projekter. Og fordi alle de udvalgte eksperimentprojekter stiller med både udvikler, entreprenør, arkitekt, ingeniør, beboere og grund, hæver vi muligheden for realiseringen yderligere", siger Trine Berthold, leder af Statens Kunstfonds Projekt- og Legatstøtteudvalg for arkitektur.

 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Pressekontakt, Realdania: Morten Asbjørn Jensen, morten@asbjornjensen.dk, 28 26 31 11

Staten Kunstfonds pressetelefon, 41 39 38 53

 

 
 
 
 
 
 

Om Realdania

Realdania er en filantropisk forening med omkring 180.000 medlemmer. Foreningen arbejder for at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø - forstået som de fysiske rammer for vores hverdag. Det er f.eks. byudvikling, byggeri og bevaring af vigtige kulturmiljøer. Bæredygtighed er en rød tråd i en stor del af Realdanias arbejde. Realdania har siden år 2000 støttet flere end 4.700 projekter med i alt 22,4 mia. kr. Alle, der ejer fast ejendom, kan gratis blive medlem.

 
 
 
 
Social media icon Social media icon Social media icon Social media icon