Banedanmark gennemfører i disse år et større fornyelses- og vedligeholdelsesprojekt på Oddesundbroen, så den kan holde mange år endnu. I de seneste år er broklappen og de to første buefag blevet afrenset og vedligeholdt, og i år er turen så kommet til det gamle jernbanespor, der skal skiftes ud med et helt nyt. Det omfattende arbejde skulle efter planen være færdigt i slutningen af september, men bliver nu forlænget til d. 21. november 2022. Årsagen er udfordringerne med de globale forsyningslinjer, bl.a. på grund af krigen i Ukraine, der gør det vanskeligt at få leveret jern- og stålkomponenter. Områdechef i Banedanmark Lars Blædel Riemann siger: "Vi er ærgerlige over, at passagererne på Thybanen må vente i yderligere otte uger på at kunne tage toget. Som de fleste nok ved, så er de globale forsyningskæder udfordrede i øjeblikket pga. krigen i Ukraine, hvilket bl.a. har forårsaget lange leveringstider på jern- og stålkomponenter. Vi har, sammen med vores leverandør, arbejdet intensivt på at kunne holde tidsplanen, men det har desværre ikke været muligt at afværge konsekvenserne af de lange leveringstider. Derfor er det nødvendigt at forlænge sporarbejderne på Oddesundbroen." Arriva indsætter togbusser Mens arbejdet med at forny jernbanesporet på Oddesundbroen står på, kan der ikke køre tog på strækningen. Therese Christensen, Kommerciel chef i Arriva siger: "Arrivas passagerer på Thybanen må desværre undvære toget i en endnu længere periode, end vi havde regnet med. Men Arriva indsætter naturligvis fortsat togbusser, indtil arbejdet på Oddesundbroen er færdigt. Passagerne kan orientere sig om togbusserne på Arrivas hjemmeside, arriva.dk og på rejseplanen.dk. Har man spørgsmål, er man altid velkommen til at kontakte Arrivas Kundeservice, som kan hjælpe med svar og vejledning". Fakta: |