Pressemeddelelse
9. september 2019
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Fotokredit: Ditte Valente

 
 
 
 

68.000 børn og voksne kom ud til Naturens Dag

 
 
 
 

I går fejrede knap 68.000 børn og voksne Naturens Dag. Over 350 arrangementer blev afholdt i hele landet og åbnede naturen for danskerne. Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening håber, at Naturens Dag kan inspirere børnefamilier til at komme ud resten af året.

 
 
 
 

Danmarks største naturfejring kulminerede i går søndag den 8. september, hvor omkring 68.000 mennesker var ude til arrangementer i den danske natur. I ugens løb har op mod 180.000 børn fra skoler og dagtilbud været på opdagelse i naturen og mærket naturens forunderligheder på egen krop.


Det betyder, at der næsten er en kvart million danskere, der i år kom ud med Naturens Dag og fik mulighed for at bruge sanserne og "mærke naturen", som årets tema er.

 

Over 350 arrangementer blev afholdt i hele landet med forskellige naturaktiviteter til enhver smag. Der var alt fra svampetur til insektsafari i naturen, hvor store og små var med. Den store tilslutning glæder Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening:

 

- Det er imponerende at se det kæmpe engagement, som blandt andre natur- og friluftsforeninger, kommuner, naturskoler, lokalafdelinger lægger i at skabe inspirerende arrangementer på Naturens Dag. Vi håber, at det har givet børn og voksne lyst til at komme ud i naturen selv eller melde sig ind i en forening, siger Niels-Christian Levin Hansen, formand for Friluftsrådet.

 

Naturens Dag hele året

I en travl hverdag kan det være svært for mange at få tid til naturoplevelser. Derfor håber Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening, at Naturens Dag er med til at åbne naturen, og vise hvor nemt det er at bruge den.

 

- I virkeligheden ønsker vi, at hver dag er naturens dag, og at både børn og voksne kommer ud i naturen hele tiden. Det ved vi også ikke sker. Vi håber, at Naturens Dag er et skridt på vejen mod flere naturoplevelser året rundt, siger Maria Reumert Gjerding, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

 

Fakta

- Naturens Dag har eksisteret siden 2004

- Det er et samarbejde mellem Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening

- Nordea-fonden støtter Naturens Dag

- Læs mere på www.naturensdag.dk

 
 
 
 
Kontaktinformation

Astrid Bjørg Mortensen, kommunikationschef, Friluftsrådet, 24 65 62 30 / abm@friluftsraadet.dk

Anders Vogel, projektleder for Naturens Dag, Danmarks Naturfredningsforening, 31 19 32 11 / anders@dn.dk

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Friluftsrådet udvikler friluftslivet, formidler natur og bæredygtighed og forbedrer rammerne for at opleve naturen. Visionen er: Friluftsliv for alle - i en rig natur, og på et bæredygtigt grundlag. Friluftsrådet er friluftsorganisationernes paraply og administrerer desuden udlodningsmidler til friluftsliv.

 

Læs mere på www.friluftsraadet.dk

 

Friluftsrådet, sekretariatet - Scandiagade 13 - 2450 København SV

 
Social media icon