Pressemeddelelse
26. august 2020
 
 
 
 
 
 
 
 

Nordfyn: Sagsbehandlingstid forbedret med godt to uger

 

Det er lykkedes Nordfyns Kommune at barbere sagsbehandlingstiden i byggesager ned med godt to uger. Det skyldes en bevidst politisk prioritering af området, udvidede åbningstider og et helt nyt koncept for byggesager.

 
 
 
 

Der er godt gang i byggeriet på Nordfyn, og det betyder, at både borgere og virksomheder efterspørger hurtig og effektiv byggesagsbehandling. Det ønske har Nordfyns Kommune lagt sig i selen for at efterkomme. Nu viser tallene, at indsatsen ser ud til at virke. 

    I perioden fra 1. januar til 1. august 2020 er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for byggesager i Nordfyns Kommune opgjort til 3,7 uge, mens den i samme periode sidste år var oppe på 6 uger. Selv om en sagsbehandlingstid på de 6 uger lever op til de servicemål, der er aftalt mellem regeringen og KL, så har kommunen gjort en ekstra indsats for at gøre det endnu bedre - og efter tallene at dømme giver indsatsen pote.

 

Hurtig og effektiv sagsbehandling er helt afgørende

Den forbedrede sagsbehandlingstid er ikke gået ubemærket hen. En af de byggevirksomheder, der løbende har mange byggesager til behandling i kommunen, er virksomheden Poul Rasmusen A/S.

Jimmy Rasmussen, der er direktør og medejer er glad for, at der er så stort et fokus på at få byggetilladelserne hurtigt ekspederet.

    - Hurtig og effektiv sagsbehandling er helt afgørende for vores kunder og dermed også for os. Vi oplever, at kommunens sagsbehandlere er meget smidige, hjælpsomme og løsningsorienterede. Når blot vi sørger for at indsende fyldestgørende materiale, så kommer byggetilladelserne som regel også meget hurtigt, fortæller han.

 

Resultatet af en bevidst prioritering i kommunalbestyrelsen

Anders Thingholm, formand for Teknik og Miljøudvalget ser den forbedrede sagsbehandlingstid som et resultat af den prioritering, som kommunalbestyrelsen giver området. Han siger:

    - Vi ønsker at prioritere erhvervslivet højt og sætter også handling bag. I forbindelse med sidste års budget satte vi i kommunalbestyrelsen ekstra midler af, så der kunne ansættes en byggesagsbehandler mere. Det gjorde vi netop for at understøtte virksomheder og borgere, der stod over for at skulle bygge.
 

Virksomhederne gode til at kontakte os tidligt

Ifølge chef for Plan og Kultur, Åse Nielsen, er samarbejdet med virksomhederne og deres rådgivere helt afgørende.

    - Helt enkelt handler det om, at vi sammen får præciseret, hvad der skal til for, at et ønsket byggeprojekt kan blive til noget. Heldigvis er både virksomhederne og håndværkerne blevet rigtig gode til at kontakte os meget tidligt i forløbet, og det giver de bedste muligheder for, at vi i fællesskab kan finde de gode løsninger og få lagt en god plan for byggeprocessen, siger Åse Nielsen.

 

Andre indsatser hjælper også

 

Ved siden af arbejdet med at forbedre sagsbehandlingstiden, er der iværksat andre tiltag, der også understøtter erhvervsservicen. Det gælder:

 

Straks Byggesag: Et af de tiltag, der senest er igangsat, er "Straks Byggesag". Konceptet består i,  at kommunen stiller en byggesagsbehandler til rådighed, hvis man har behov for hjælp og vejledning til byggeansøgningen. Virksomheder og borgere behøver ikke at aftale tid til "Straks Byggesag". Man møder blot op på rådhuset i Otterup og får hjælp med det samme.

 

Udvidede åbningstider: Et tiltag, der er igangsat for at være mere fleksibel i hjælpen til virksomheder og borgere. Initiativet betyder, at det nu er muligt at komme i kontakt med byggesagsbehandlerne og øvrige medarbejdere - både pr. telefon og ved fremmøde hver dag, hele dagen.

 

    - Det er noget, som især håndværkere har efterspurgt, og det har vi lyttet til, siger chef for Plan og Kultur Åse Nielsen.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Anders Thingholm, formand for Teknik og Miljøudvalget, tlf. 2115 3082

Jimmy Rasmussen, direktør i byggevirksomheden Poul Rasmusen A/S, tlf. 6482 5488

Åse Nielsen, chef for Plan og Kultur, tlf. 21 52 36 83

 
 
 
 
Social media icon Social media icon