Varme og køl flytter ind på samme adresse

 
 
 
 

HOFOR har netop taget første spadestik til byggeriet af en ny innovativ energicentral i Nordhavn til forsyning af klimavenlig fjernvarme og fjernkøling.

 
 
 
 
Untitled-1.jpg
 

Første spadestik i den kolde jord, hvor energicentralen skyder op. Fra venstre er det John Halkjær Christensen, driftschef for fjernvarme i HOFOR, Martin Lykke Jensen, afdelingschef hos HOFOR, projektleder fra HOFOR, Marina Snowman Møller, Thomas Ginsbo, senior projektchef hos LM Byg A/S og chef for HOFORs fjernkøling, Jakob Thanning.

 
 
 
 

De mange nye boliger og kontorer i Nordhavn skal have klimavenlig fjernvarme med en lav temperatur, ligesom flere virksomheder i området ønsker at få leveret pladsbesparende og klimavenlig fjernkøling. HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, etablerer derfor en ny energicentral i Sundkrogsgade ved det fremtidige grønne område Kranparken.


"Det har været lidt af et puslespil, men nu er det lykkedes os at få både varme- og køleproducerende anlæg i samme bygning. Det giver en unik mulighed for at udnytte synergi forsyningerne imellem - og så giver det mere plads i bydelen til de grønne områder. Faktisk placeres bygningen oven på en stor nyanlagt spildevandspumpestation otte meter nede i jorden, så hele tre af HOFORs forsyninger hjælper med at udnytte pladsen optimalt, så der bliver mere plads i Kranparken bag energicentralen", siger afdelingschef i HOFOR, Martin Lykke Jensen.

 
 
 
 
1850.012_SGK_VISUALISERING-SUNDKROGSGADE_SK10.jpg
 
 
 
 

Den kommende energicentral med indblik fra Sundkrogsgade og begrønning på den nederste del af bygningen. Fjernvarme og fjernkøl kommer til bo sammen i bygningen og kunne udnytte hinandens overskudsprodukter. Illustration: Gottlieb Paludan Architects

 
 
 
 

 

Havvand som energikilde og smart synergi-udnyttelse
HOFOR skal installere en 20 MW stor varmepumpe i bygningen. Den vil producere fjernvarme ved at udnytte temperaturen i havvandet og strøm, der i takt med at der bl.a. kommer flere vindmøller og solceller i el-systemet gradvist bliver grønnere og grønnere. Herudover forventes varmepumpen med en smart synergiløsning også at kunne udnytte varmeoverskud i fjernkøleprocessen, der konverteres og sendes retur i form af klimavenlig fjernvarme. De 20 MW er nok til at levere fjernvarme til et stort område i Nordhavn.


"Det bliver vores hidtil største varmepumpe, og vi forventer, at HOFOR i de kommende år skal sætte varmepumper op flere steder i byen. Vi udnytter havvandet andre steder og vi har også varmepumper som udnytter overskudsvarme fra virksomheder. Fælles for vores varmepumper er, at de leverer varme ind på det kollektive fjernvarmenet, så alle københavnere får glæde af den klimavenlige varme", fortæller John Halkjær Christensen, driftschef for fjernvarme i HOFOR.


Den nye kølecentral vil kunne forsyne Nordhavnens mange kontorejendomme, virksomheder og hoteller med op til 10 MW central køling. Fjernkølingen bliver produceret med højeffektive luftkøleaggregater samt synergien ved at udnytte den køling, som varmepumpen har i overskud, og havvand vil evt. også være med til at sikre produktion af koldt vand til fjernkølesystemet.


"Vores kunder slipper for bøvlet med selv at skulle håndtere et anlæg og samtidig får de mere plads i kælder eller på taget. Et eget lokalt køleanlæg fylder nemlig rigtig meget i forhold til de rør, vi kan føre ind i bygningen. Centralen i Nordhavn bliver HOFORs fjerde fjernkølecentral. Den vil levere klimavenlig og energieffektiv køling bl.a. med en innovativ synergi med fjernvarmen - og vi køler året rundt, for det er ikke kun til aircondition i sommervarmen, men også til køling af serverrum hele året", forklarer Jakob Thanning, chef for HOFORs fjernkøling.

 
 
 
 
1850.012_SGK_VISUALISERING-SUNDKROGSGADE_SK10.jpg
 
 
 
 

Thomas Ginsbo, LM Byg A/S og Marina Snowman Møller, HOFOR, i gang med at sætte byggepladsbanner op.

 
 
 
 

Den nye bygning er klar om et par år
Energicentralen bliver et markant fyrtårn på Sundkrogsgade og får en flot grøn afskærmning, der integrerer bygningen i den kommende park ud mod vandet - Kranparken. Det er entreprenøren LM Byg A/S, der kommer til at stå for bygningen.


"Vi glæder os til at komme i gang med byggeriet, hvor vi kan garantere, at sikkerhed vil blive prioriteret højt. Det bliver endnu et spændende byggeri i Nordhavn, som vi kommer til at stå for", siger Thomas Ginsbo, senior projektchef, LM Byg A/S.

 

Når bygningen står klar ved udgangen af 2022, starter arbejdet med installation af varme- og køleanlæg. Dog leverer HOFOR fjernkøling til området fra et midlertidigt anlæg allerede senere i 2021. 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Pressekontakt Christina Otzen, 27952147, chot@hofor.dk

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Vi passer på dine persondata. Læs mere om, hvordan vi behandler dine oplysninger her.