Pressemeddelelse 14. december 2018
 
 
 
 

Guide: Hvad betyder et no-deal Brexit for dig som forbruger

 
 
 
 

Hvis forløbet om Brexit ender i en såkaldt "no-deal", hvor Storbritannien efter den 29. marts 2019 træder ud af EU uden yderligere aftaler på forbrugerområdet, er der særlige forhold, som du skal være opmærksom på, når du handler i britiske butikker eller planlægger en rejse til Storbritannien. Forbruger Europa, som er Europa-Kommissionens rådgivningscenter i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, har samlet de gode råd. 

 
 
 
 

Storbritannien er et af de lande, vi handler mest med på nettet ud over de danske netbutikker. Og Storbritannien er et populært feriemål for danskerne. Derfor lancerer Forbruger Europa i dag en informationsindsats, som skal gøre danske forbrugere kloge på, hvilken beskyttelse de kan forvente, når de køber britiske varer eller ydelser efter Brexit - og hvilke klagemuligheder de har, hvis det går galt.

 

"Vi vejleder de danske forbrugere ud fra en "no deal"-situation, altså en situation, hvor Storbritannien selv vælger, om de vil følge EU´s forbrugerrettigheder. Kommer der er aftale, ændrer vi vores vejledning", siger Lars Arent, der er leder af Forbruger Europa i Danmark.

 

De gode råd og reglerne kan findes på forbrugereuropa.dk. Forbruger Europa er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

 

Reklamation og fortrydelsesret gælder stadig

Hvis Storbritannien forlader EU uden en aftale, er det som udgangspunkt den britiske forbrugerlovgivning, der angiver dine rettigheder for de indkøb, som du foretager i britiske butikker.

 

En stor del af de EU-regler, der beskytter dig, når du handler i EU, er dog skrevet ind i den britiske lov. Det gælder blandt andet reklamationsretten på minimum to år: "Når det gælder reklamationsretten, er man i Storbritannien gået endnu længere end de to års minimum, som EU-reglerne har fastsat. I England, Wales og Nordirland har man seks års reklamationsret og i Skotland er den fem år," siger Lars Arent. Også fortrydelsesretten på online køb er indskrevet i britisk lov: 

 

"Fortrydelsesretten på minimum 14 dage for køb på nettet gælder også efter Brexit, hvis du køber i britiske netbutikker," siger Lars Arent.

 

Souschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann, tilføjer: "Rigtig mange danskere handler på nettet i Storbritannien. Derfor er det vigtigt, at de er opmærksomme på deres rettigheder, og hvilken betydning Brexit kan få for dem. Dine rettigheder som forbruger uden for EU kan være nogle helt andre end inden for EU. Derfor kommer det hele an på, hvordan forhandlingerne lander."

 

Hvis det er en britisk netbutik, der direkte markedsfører sig til danskerne eller andre EU-borgere, er det dog fortsat reglerne i Danmark og EU, som er gældende.

 

Vær opmærksom, når du flyver fra Storbritannien

Flypassagerrettighederne giver europæiske forbrugere mulighed for økonomisk kompensation, hvis flyet er forsinket eller aflyst. Hvis du rejser med et flyselskab, som har base i EU, beholder du som udgangspunkt dine rettigheder til bl.a. kompensation. Det gælder uanset om du rejser til eller fra Storbritannien.

 

Det gælder dog ikke, hvis du flyver fra Storbritannien med et flyselskab, der ikke hører hjemme i EU: "Hvis du rejser fra Storbritannien med et flyselskab, som ikke har base i EU, mister du dine EU-passagerrettigheder. Det betyder, at du ikke har samme ret til kompensation, hvis dit fly bliver forsinket eller aflyst" siger Lars Arent.

 

Usikkerhed om klagemuligheder

Det er Forbruger Europa, du skal kontakte, hvis du har spørgsmål til dine rettigheder, når du handler over grænserne. Forbruger Europa er Kommissionens rådgivnings- og klagecenter med kontorer i alle EU-lande samt Norge og Island. Kontorerne behandler også klagesager mod erhvervsdrivende i andre EU-lande. I Danmark er Forbruger Europa en del af Konkurrence og Forbrugerstyrelsen.

 

"Vi håber på, at det britiske Forbruger Europa-kontor i hvert fald kommer til at fortsætte i hele 2019, men det er endnu ikke endelig afklaret. Dermed ved vi endnu ikke, om vi efter den 29. marts næste år kan hjælpe forbrugere, som har købt varer eller ydelser i Storbritannien, hvis de har en klagesag mod en britisk sælger," siger Lars Arent.

 

Ud over Forbruger Europas hjælp, sikrer EU-regler også, at medlemslandene har forbrugerklageinstanser, de såkaldte ADR-instanser (Alternative Dispute Resolution-instanser, red.). Disse instanser behandler forbrugerklager uden for domstolene, og vil fortsætte i Storbritannien efter Brexit, men det er endnu usikkert, om de vil tage sager fra andre EU-borgere, herunder danskere.

 
 
 
 

Forbruger Europas temaside om Brexit, kan du læse mere om:

  • Flyrejser: Kan du få kompensation, hvis dit fly til eller fra Storbritannien bliver forsinket eller aflyst?
  • Køb af varer: Hvad sker der med din reklamations- og fortrydelsesret, hvis du køber varer fra britiske butikker?
  • Klagemuligheder: Hvem skal du klage til, hvis det går galt?

Vil du have et generelt indblik i, hvordan du handler sikkert på nettet? Tjek Nethandel #heltsikkert, som 13 myndigheder står bag, herunder Forbruger Europa og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

 
 
 
 
Kontaktinformation

For yderligere information kontakt kommunikationsmedarbejder Ditte Juul Reder på telefon

41 71 50 75 eller djr@forbrugereuropa.dk

 
 
 
 

Du får denne pressemeddelelse, fordi du tidligere har givet samtykke til, at vi må sende det til dig. Ønsker du at ophæve dit abonnement, kan du gøre det herunder.

Se Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens privatlivspolitik

 
Afmeld pressemeddelelser fra Forbruger Europa
 
 
 
Social media icon Social media icon Social media icon