Pressemeddelelse 4. september 2019
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

PM: Kronborg i Mørket - Helsingør Kulturnat 2019

 

...tør du?

 
 
 
 

Har du oplevet Kronborg i mørket? Tør du besøge slottets mørke underjordiske gange på egen hånd bevæbnet kun med en lommelygte? D. 27. september slår Kronborg Slot dørene op og slukker lyset. Denne aften får hele familien en unik mulighed for at opleve slottets dunkle dybder og skjulte kroge gennem en række særomvisninger. Det bliver noget helt andet, end du har oplevet før! "Kronborg i Mørket"...tør du?

 
 
 
 

Særomvisninger

 

Hele aftenen holder slottet åbent og tilbyder et hav af specielle omvisninger, hvor du kan opleve det mægtige Kronborg Slot på en helt ny, og meget mørk, måde.

 

Tidligt på aftenen er der omvisninger til de yngste. I en helt ny omvisning, for børn under 12 år, går vi på jagt efter Holger Danske, den sovende helt i kasematterne.

 

For dem, som gerne vil bevæge sig i en lidt raskere tempo, har vi omvisningen "Rundt om Kronborg", som tager udgangspunkt i Kronborgs fascinerende ydre samt den militære betydning, slottet har haft for Danmark og Helsingør gennem århundrede. I tilfælde af dårligt vejr erstattes denne omvisning af "Mad & Drikke i Renæssancen".

 

Senere på aftenen tager vi fat i selve konstruktionen af slottet. Kronborgs chefarkitekt fra 1577 - 1585, Antonis van Obbergen, tager gæsterne på en fascinerende tur, hvor man bl.a. kommer op på loftet og får et indblik i de historiske materialer og byggeteknikker bag Kronborg.

 

Naturligvis vil Helsingørs Kulturnat ikke være komplet uden en tur ned i de dystre, fugtige kasematter. Og på denne aften ved man aldrig, hvem man møder i de dybe, mørke kroge...tør du følge med?

 
 
 
 

Program

 

18:00-18:45 Holger Danske (børneomvisning)

18:00-19:00 Rundt om Kronborg (erstattes af "Mad og Drikke i Renæssancen" i tilfælde af dårligt vejr)

18:30-19:00 Kasematterne

19:00-20:00 Rundt om Kronborg (erstattes af "Mad og Drikke i Renæssancen" i tilfælde af dårligt vejr)

19:15-20:00 Holger Danske (børneomvisning)

20:00-20:45 Den Store Bygmester

20:30-21:00 Kasematterne

21:00-21:45 Den Store Bygmester

21:30-22:00 Kasematterne

 

Bemærk der er begrænsede pladser på omvisningerne, som fordeles efter først-til-mølle-princippet i slotsbutikken, hvor du også kan købe lommelygter!

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Praktiske oplysninger

 

Der er gratis indgang hele aftenen på Kulturnatten og Kronborg holder åbent kl. 18-22.

 

Tilmelding til omvisninger sker i Slotsbutikken efter først-til-mølle-princippet.

 

Du kan stille sulten og slukke tørsten i caféen i Dronningens Vaskerhus ved siden af slotsbutikken.

 

Fæstningsområdet er også åbent hele aftenen - her er der ligeledes fri adgang.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Nikki Jeffries

Kommunikations- og Marketingansvarlig
Tlf. 41206065

Email: nikki.jeffries@natmus.dk

 

 
 
 
 
 
 
 
Social media icon Social media icon
 
Afmeld udsendelser