Mariagerfjord: Varmebesked undervejs

 
 
 
 

Vinteren har vist tænder i et år, hvor naturgaskunder har været ramt af høje priser. Snart kan mange borgere få svar på, om de kan se frem til at få varmen på anden vis 

 
 
 
 
Jesper Skov Mikkelsen formand for Udvalget for Klima og Landdistrikter i Mariagerfjord Kommune.jpg

Mange naturgaskunder får snart svar på, om de kan få varmen på anden vis 

 
 
 
 

Lige inden nytår sender Mariagerfjord Kommune en orientering til ejere af ejendomme, som ligger i områder, hvor varmeforsyningen overvejende er baseret på naturgas.

 

Brevene har baggrund i en varmeplan, som kommunens Udvalg for Klima og Landdistrikter netop har vedtaget. I varmeplanen har kommunen sammen med de lokale varmeværker vurderet, om der er mulighed for at udvide det eksisterende fjernvarmenet i byområderne. 

 

- En del af de borgere, der bor i områder med naturgas er mærket af de stigende energipriser. Derfor har de naturligvis en stor interesse i at se på alternativ varmeforsyning, siger Jesper Skov Mikkelsen, der er formand for Udvalget for Klima og Landdistrikter i Mariagerfjord Kommune. 

 

Han forklarer, at man med varmeplanen søger at fremskynde udrulningen af fjernvarme, de steder hvor det er muligt. Samtidig kan varmeplanen hjælpe med at give mange borgere en pejling på, om de kan forvente fjernvarme i netop deres område i de kommende år. 

 

- Det kan forhåbentlig medvirke til, at flere af de borgere, der i dag har naturgas, kan træffe nogle mere præcise valg omkring deres fremtidige varmeforsyning.

 

Andre må vente lidt endnu
Jesper Skov Mikkelsen påpeger, at man nok også kommer til at skuffe nogle borgere. 

 

- I nogle byområder har vi brug for en grundigere afklaring af mulighederne. Det skal ske i et tæt samarbejde med de interesserede borgerkredse. Kommunen forventer, at denne afklaring kan ske i løbet af 2023. 

 

Og i andre områder er grundejerne henvist til at etablere individuelle løsninger, hvis boligen skal kobles fra naturgasforsyning. 

 

- Men heldigvis er der også god hjælp at hente for de borgere. Energistyrelsen har oprettet en rådgivning, som vi opfordrer til, at man kontakter. Her kan både borgere og virksomheder få gode råd og vejledning om skift af varmetype og høre om mulighederne for at søge støtte til skiftet. 


Fakta
Folketinget har et ønske om, at Danmark løsriver sig fra russisk gas. Derfor er kommuner i hele landet i øjeblikket i gang med at fremskynde omstillingen af varmeforsyningen til mere grøn varme.

 

Hvis du skal i gang med at etablere en anden varmeforsyning, kan du orientere dig på Energistyrelsens hjemmeside www.sparenergi.dk. Her kan du finde gode sparetips og regne på økonomien ved skift af varmetype. 

 

Du kan også tage kontakt til en energirådgiver hos Sparenergi på tlf. 31159000. Sparenergi kan rådgive dig om mulighederne for at søge støtte til at omstille opvarmningen fra olie- eller gasfyr.

 
 
 
 
Kontaktinformation
  • Jesper Skov Mikkelsen, Formand for Udvalget for Klima og Landdistrikter i Mariagerfjord Kommune, tlf. 51481833
  • Knud Erik Jensen, Energivejleder, Mariagerfjord Kommune, tlf. 97113603
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Mariagerfjord Kommune

Nordre Kajgade 1 | 9500 Hobro | Tlf: 97 11 30 00 | raadhus@mariagerfjord.dk

 
Social media icon Social media icon Social media icon