Ved VM Cross i Aarhus lørdag 30. marts er der for første gang nogensinde i VM Cross-historien åbne løb, hvor alle kan tilmelde sig distancerne fra 2-12 km samt en stafet på 4x2 km. I stafetdisciplinen løber hver deltager én runde à 2 km, og det er netop stafetten, hvor Kronprinsen stiller til start. I Dansk Atletik vækker Kronprinsens beslutning glæde. "Internationalt betragtes dansk løb som noget helt særligt. Royal Run, VM Halvmaraton og vores utroligt mange løbere i store og små arrangementer giver genlyd i omverdenen. Det renommé er vi stolte af, og vi planlægger derfor en stor løbefest ved VM Cross med deltagelse af tusinder af løbere. At landets Kronprins har lyst til at være med, er for os den absolut bedst tænkelige start på et stort løbeår med VM Cross, Royal Run 2019 og over 1.000 motionsløb landet over", udtaler Jakob Larsen, direktør for Dansk Atletik. Skyd træningen frem mod Royal Run i gang med deltagelse i VM Cross Cross Country er en af verdens ældste løbediscipliner og kaldes på dansk også terrænløb. VM-ruten løber i naturområdet omkring Moesgaard Museum og går bl.a. henover museets tag. Eliteløbere gennem tiden har ofte brugt Cross Country til at forbedre sig og holde sig i form gennem vinteren og det tidlige forår. VM Cross-arrangørerne opfordrer løbere i hele landet til i lighed med Kronprinsen at skyde træningen frem mod Royal Run (10. juni) i gang med deltagelse i VM Cross lørdag 30. marts. |