Pressemeddelelse
24. september 2019
 
 
 
 
 
 
 

Syddjurs anbefaler ikke kviklån

 
 
 
 

I de seneste dages presseomtale fremstår det som om Syddjurs Kommune anbefaler borgere at optage kviklån. Det er ikke korrekt. Muligheden for at optage banklån, eller indfrielse af borgerens andre midler, kan indgå i dialog med borgeren. I den slags sager kan kommunen også benytte sig af muligheden for tilbagebetaling efter lov om aktiv socialpolitik.

 
 
 
 
 
 
 
 

Med udgangspunkt i en borgersag dækket af TV2 Østjylland fremstår det som om Syddjurs Kommune anbefaler borgere at optage kviklån. Det er ikke korrekt.

 

Borgere på kontanthjælp som søger bistand til tandbehandling kan få dækket op til 65 % af omkostningerne. Ifølge vejledningen til lov om aktiv socialpolitik er kommunen forpligtet til at rådgive borgeren om mulig finansiering på den resterende del. Det kan være ved optagelse af lån eller ved indfrielse af andre af borgerens værdier.

 

Rammen for at yde bevillinger inden for dette område er lov om aktiv socialpolitik. Den sætter rammerne op for, hvad kommunen kan yde af bevillinger. Borgeren skal indløse mulige egne midler inden en bevilling kan ydes, det kan være bil, pensionsopsparing eller andet.

 

I sager om finansiering af tandbehandling kan kommunen præsentere borgeren for en låneberegning fra en bank. Låneberegningen indgår i en dialog om de muligheder borgeren har for selv at kunne finansiere sin del af udgiften.

 

Hvis borgeren ikke har mulighed for at optage et lån, så er kommunen klar til at yde en bevilling på beløbet med tilbagebetaling efter lov om aktiv socialpolitik.

 

Formand for udvalget for erhverv og beskæftigelse Gunnar Sørensen udtaler:

 

 - Vi anbefaler ikke kviklånsprodukter over for borgere, men vi anvender låneberegninger, som kan foretages på en enhver banks hjemmeside i dialogen med borgeren. Vi er forpligtet på, at undersøge om borgeren selv kan dække sin tandlægeudgift, før kommunen yder en bevilling. Hvis det viser sig, at borgeren ikke selv kan finansiere udgiften, så vil vi kunne yde en bevilling med tilbagebetaling efter loven. Men det sker altså først efter, at vi har undersøgt alle andre muligheder for borgeren. Jeg er sikker på, at vores sagsbehandlere gør hvad de kan for at hjælpe borgerne inden for de rammer, vi er underlagt efter lov om aktiv socialpolitik. Fremadrettet vil vi stræbe efter at være mere tydelige i dialogen med borgerne om dette.

 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Formand for udvalget for erhverv og beskæftigelse Gunnar Sørensen 22257471

Direktør Poul Møller 24245878

 
 
 
 
 
 
 

Syddjurs Kommune

Lundbergsvej 2 - 8400 Ebeltoft - Telefon 87 53 50 00 - Fax 87 52 11 36

 
Social media icon Social media icon Social media icon