Flink af Natur. Sådan lyder navnet på den nye kampagne fra Friluftsrådet, Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen. Og konceptet går ganske enkelt ud på at sikre, at vi alle sammen gør lidt ekstra for at alle kan få en god oplevelse i den danske natur denne sommer. Særligt i år er det vigtigt, da langt flere vil bruge og besøge naturen i Danmark, end vi er vant til. Det betyder, at der er mange mere eller mindre naturuvante, der nu kommer ud i det fri. "Vi er rigtig glade for, at så mange danskere er begyndt at bruge naturen endnu mere. Men det betyder også, at vi alle sammen skal være ekstra opmærksomme på at vi rydder op efter os selv, følger reglerne i naturen, gør plads til de andre og generelt tager hensyn til hinanden og naturen. Derfor har vi sammen med Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen skabt denne kampagne," siger formand for Friluftsrådet, Niels-Christian Levin Hansen. De fem budskaber1. Husk dit affald Vidste du, at det tager op til to år at bryde et ispapir ned? Eller at det tager op til fem år at nedbryde et cigaretskod og op imod 500 år at nedbryde en øldåse? Affald i naturen er et stort problem for både naturen - og en kæmpe gene for de mennesker, der ønsker at benytte naturen. Løsningen er relativt enkelt: Husk dit affald - og tag gerne andres med, hvis du kan. 2. Hold din hund i snor og samler hømhøm'er op Der er stor forskel på folks oplevelse af mødet med en hund i naturen, alt efter om hunden er i snor eller ej. 91 procent af befolkningen er ikke bange for at møde en hund i snor. Er hunden derimod uden snor, angiver 23 procent, at de er meget eller en del bange, og 41 procent er lidt bange. 3. Lav kun bål på etablerede bålpladser, og der hvor du må på stranden Bål er fantastisk - intet mindre! Men der gælder en række regler for, hvor du må tænde bål, og dem skal du sætte dig ind i og følge, når du laver bål i vores fælles natur. 4. Gør plads til andre og send et smil til dem, du møder på din vej VI kommer til at være mange mennesker i den danske natur denne sommer - og vi har alle forskellige måder at benytte naturen på. Så gør plads til de andre. Følger vi alle sammen reglerne er der også plads til os alle. Sender vi også et smil, når vi krydser andres vej kan vi undgå langt de fleste konflikter. 5. Tag hensyn til naturens planter og dyr Lad være med at brække grene af levende træer, når du skal tænde bål. Lad være med at stikke pinde i myretuer. Tag hensyn til naturen - til både planter og dyreliv. Jo mere, vi ved om naturen, jo bedre kan vi passe vi på den, når vi bruger den. Så er du flink af natur! Hele sommeren vil der blive delt ud af gode råd, information om regler og inspiration til nye oplevelser i naturen. Læs mere på flinkafnatur.dk |