Festdag i fortidens fodspor

 
 
 
 

Den nye vandrerute ved Mariager blev indviet med manér

 
 
 
 
Snorklippm.jpg

Udvalgsformand Jane Grøn og Jørgen Hammer Sørensen klippede snoren og åbnede officielt vandreruten ved Mariager

 
 
 
 

Fredag 10. september fyrede 5. årgang fra Mariager Skole den af med bue og pil, brødbagning a la oldtid og et stykke nutidskage, inden de blev sendt ud på travetur. De deltog nemlig i indvielsen af kommunens nyeste vandrerute. 

 

Første halvdel af den fem kilometer lange rute gik eleverne fra morgenstunden. Her gik de igennem Oxendalen og Alstrup Krat for at ende ved Hohøj, Danmarks største gravhøj fra bronzealderen. Ved gravhøjen var formiddagen fyldt med historiske aktiviteter, inden snoren til vandreruten blev klippet af udvalgsformand Jane Grøn og Jørgen Hammer Sørensen. 

 

Da snoren gav efter for de to udvalgsformænd, begav eleverne sig ud på sidste halvdel af ruten gennem Alstrup Krats krogede bøgeskov. 


- I dag er en sand festdag for alle involverende. Det er skønt at se, at vandreruten, naturen og det historiske vingesus også kan noget, når man er 11-12 år. Med sådanne ruter motionerer vi jo igennem et historisk landskab, og det er godt for både krop og hoved, siger Jane Grøn, der er formand for kommunens kultur- og fritidsudvalg.

 

De to 5. klasser fra Mariager Skole brugte formiddagen i det fri med at brænde trækul, skyde med bue og pil og bage brød. 

 

- Vi oplever naturen og historien anderledes, når vi står midt i den. Brød smager bare bedre, når man selv har bagt deti naturen, fortæller Karsten Rybjerg Larsen, som er naturvejleder ved Mariagerfjord Kommune og dagens turleder. 

 

- Eleverne har nu gået i de spor, som mennesker i århundrede før vores tidsregning har brugt til at drive kvæg på græs. De har spændt stramme buer og sendt susende pile afsted. Oplevelser som i dag er ofte dem, vi husker mange år efter, slutter Karsten Rybjerg Larsen, som også står for kommunens skoletjeneste. 

 

Lokale jordejere har stillet jord til rådighed, sådan at alle kan få glæde af den smukke og historiske vandrerute. 

 

Jørgen Hammer Sørensen vil vurdere, at tusinde glade fodfolk allerede har besøgt den nye vandrerute hen over sommeren. 

 

- Vandreruten er et godt tilbud for vores borgere, men det er også vigtigt for Mariagerfjord Kommune, fordi naturoplevelser trækker turister til fra nær og fjern, forklarer Jørgen Hammer Sørensen, der er formand for kommunens teknik- og miljøudvalg. 

 

Ruten er første projekt for Netværk for natur, kultur og turisme, som arbejder med at gøre Mariagerfjord Kommune til en vandredestination i verdensklasse. Der er mange planer i støbeskeen, så festdage i naturen kommer der flere af. 

 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation
  • Naturvejleder Karsten Rybjerg Larsen, tlf. 23 33 50 38
  • Udvalgsformand Jane Grøn, tlf. 24 47 97 65
  • Udvalgsformand Jørgen Hammer Sørensen, tlf. 24 44 39 23
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Mariagerfjord Kommune

Nordre Kajgade 1 | 9500 Hobro | Tlf: 97 11 30 00 | raadhus@mariagerfjord.dk

 
Social media icon Social media icon Social media icon