Pressemeddelelse
12. marts 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Svømmehaller fra hele landet skal høre om svømmekørekort

 
 
 
 

Aktiv Fritids store succes med svømmekort og svømmepas til udsatte børn og unge er på dagsordenen, når Dansk Svømmeteknisk Forbund inviterer til årsmøde den 14. marts. Repræsentanter fra 170 haller rundt om i Danmark skal høre om ordningen, som opstod for et par år siden i samarbejde mellem Svømmestadion Danmark i Esbjerg og Aktiv Fritid.

 
 
 
 
 
 
 
 

Svømmekørekortet blev en realitet i erkendelse af, at socialt udsatte børn og unge ikke har samme adgang som deres jævnaldrende til at boltre sig i vandet i den lokale svømmehal, ofte på grund af trængte økonomiske og personlige ressourcer i forældrenes situation. Uanset, om årsagen er økonomisk eller personlig, er resultatet er det samme: Denne gruppe af børn og unge har ikke samme forudsætninger for at lære, hvordan de benytter sig af den slags tilbud.

"De fleste børn, vi møder i vores regi, har desværre ikke et bagland med ressourcerne til at lære dem alle de ting, der er forbundet med en tur i svømmehallen: Hvordan indløser man billet? Hvordan fungerer garderobeskabene? Hvad er hygiejnekrav, regler og adfærd i hallen? Derfor har vi sammen med Svømmestadion Danmark udviklet et program, som kompenserer for hullerne i børnenes viden, hvor de i løbet af fire moduler bliver i stand til at begå sig i hallen", siger Fritidskoordinator i Aktiv Fritid Karin Hansen-Schwartz.

I samarbejdet tager Aktiv Fritid sig af at bygge bro fra udsat barn til Svømmestadion og tilstedeværelse af såkaldte svømmeguider, der guider og hjælper børnene igennem de fire moduler. Svømmestadion Danmark sørger for livreddere til at stå for nogle af modulerne og reducerer desuden billetprisen.

Når børnene består forløbet, får de et såkaldt VIP-kort, som giver dem gratis adgang torsdag og søndag.

Svømmekørekortsordningen har foreløbigt politisk grønt lys fra Byrådet i Esbjerg Kommune til udgangen af 2018.

 

Fakta:

Indtil videre har mere 200 børn været igennem forløbet i Svømmestadion Danmark, og aktuelt har knap 100 børn et aktivt VIP-kort, som giver dem gratis adgang torsdag og søndag.

For børnene i Bramming og Ribe er det muligt at få "svømmepas" - en tilpasset udgave svømmekørekortet - i hhv. Bramming og Ribe Fritidscenters svømmebad.

 
 
 
 
Kontaktinformation

Fritidskoordinator Karin Hansen-Schwartz, kah3@esbjergkommune.dk, tlf. 2935 8571

Fritidskoordinator Claus Møller Hansen, cmh@esbjergkommune.dk, tlf. 2329 5319