Pressemeddelelse
9. februar 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Norsk vejhjælpsmand: Her er de typiske danskerfejl på skiferien

 
 
 
 

Det er ikke kun på pisterne, at vores norske og svenske naboer gør sig klar til danskerne. Også vejhjælpen forbereder sig på danskerugen. Her er de typiske danskerfejl på de kolde veje i vinterferien.

 
 
 
 

Sne og især kulde kan give danskerne udfordringer på kør-selv-skiferien.

 
 
 
 

Vinterferien er højsæson for vejhjælp til danskere i udlandet, og på Rødt Kort-ordningens danske vagtcentral hos SOS International forventer man ekstra udfordringer i år for de danske kør-selv-rejsende. "Danskerne har stort set ikke oplevet sne på vejene herhjemme denne vinter, men i både Norge, Sverige og Alperne er sneen væltet ned, så der er godt skiføre. Men sneen og kulden kan blive en udfordring på vejene, siger Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef for Rødt Kort hos SOS International. 

 

I 2017 benyttede 829 danske bilister sig af vejhjælp i udlandet gennem Rødt Kort-ordningen i forbindelse med ferier i uge 7 og 8. Uge 7 er den travleste uge, og der er særligt mange sager, når danskerne skal hjem om lørdagen. 

 

Og det er der faktisk en enkel forklaring på, siger stationsleder hos SOS International Veihjelp i Oslo, Jan-Petter Schøyen. For selvom danske biler og danske bilister ikke er dårligere end norske, er der alligevel lidt at lære af nordmændene, mener han:

 

"Danskerne er dygtige til at køre efter forholdene og bruge snekæder, så vi ser ikke mange, der kører af vejen eller sidder fast. Til gengæld bliver vi ofte kaldt ud til biler, der ikke vil starte, når familien har tjekket ud af hytten og skal hjem efter en uge på ski. Og det kan faktisk være kritisk," fortæller Jan-Petter.

 

Dybfrosne danske dieselbiler
Har man en dieselbil, er der risiko for, at kulden har fået brændstoffet til at fryse. Hvis det sker, findes der ingen hurtige løsninger, og motoren kan tage skade. Til gengæld er problemet meget enkelt at undgå: "I Norge tilsætter tankstationerne et middel til diesel, så det kan klare strenge kuldegrader, men det gør man ikke i Danmark. Så sørg for, at tanken er tæt på tom, når I kører ind i Norge og fyld så op med norsk diesel. Så er der ingen problemer i kulden," råder Jan-Petter Schøyen. Det kan tage et døgn at få en dieselbil tøet op på et værksted.


Tomme batterier skyldes kørefejl
Ifølge Jan-Petter Schøyen er flade batterier ofte en kørefejl. For selv et frisk batteri kan dø på en uge i kulden, hvis bilen ikke bruges med omtanke: "Lad være med at køre småture, når det er koldt. Det tapper batteriet, og 3-5 korte ture på en kold uge kan betyde, at bilen ikke kan starte på hjemrejsedagen. Så på med de varme støvler og tag de korte ture til fods", foreslår nordmanden.

Hvis man alligevel er nødt til at køre små ture i løbet af ugen, så kan det være en god idé at købe en lille batterilader, så der er strøm nok til at starte.

 

Undgå is på forruden i snevejr
Kørsel i snevejr stiller ekstra krav til både bil og fører, men et lille norsk tip kan sikre klart udsyn. "Når det sner, og temperaturen falder under 5 minusgrader, skal forruden være kold. En varm forrude får sneen til at klistre og smelte nederst på ruden, hvorefter vandet løber op og fryser i synsfeltet og på vinduesviskerne. Send i stedet varmen mod fødder og ind i kabinen, så fyger fnuggene hen over forruden i stedet for," forklarer Jan-Petter.

 

Brug Rødt Kort-appen, hvis uheldet er ude
Rammer uheldet, når du kører i egen bil i udlandet, er hjælpen lige ved hånden. Er din bil kaskoforsikret, indeholder forsikringen også redningshjælp i form af Rødt Kort-ordningen.

Det smarteste er at tilkalde hjælp på Rødt Kort-appen på en smartphone. På den måde modtager vejhjælpen bilens nøjagtige gps-position. Næsten alle forsikringsselskaber er med i Rødt Kort-ordningen. Er du i tvivl, om du er dækket, så spørg dit forsikringsselskab.

 
 
 
 

SOS Internationals tips til vinterkørsel i Norge

  • Et frisk batteri er bedst. Undgå korte ture eller køb en lille batterilader
  • Fyld dieselbilen op med norsk diesel
  • Hold forruden kold i snevejr
  • Hold dig til sporene i kraftigt snevejr - dyb sne giver modstand og kan trække bilen ud til siden
  • Husk snekæder og øv dig på at montere dem hjemmefra
  • Husk mad, drikke, strøm på mobilen, fuld tank og en sneskovl, hvis du skal over fjeldet. Vejret kan hurtigt slå om og lukke vejen
  • Tilkald hjælp gennem Rødt Kort-appen, så vejhjælpsbilen har din præcise gps-position
     

Fakta om vehjhjælp til danskere i udlandet i vinterferien

  • 829 danske bilister benyttede sig af vejhjælp i udlandet gennem Rødt Kort-ordningen i forbindelse med ferier i uge 7 og 8 i 2017
  • Lørdag i uge syv topper vinterstatistikken, og i 2017 fik vagtcentralen 130 henvendelser fra nødstedte bilister alene denne dag
  • SOS International hjælper også mange danske bilister syd for grænsen i vinterferien
  • Her sker de fleste nedbrud på de lange stræk gennem Tyskland
  • Hent Rødt Kort-appen til iOS: http://apple.co/2gdgOTi
  • Hent Rødt Kort-appen til Android: http://bit.ly/2kqqOgo 
  • Tilkald vejhjælp via appen eller ring +4570105052 
 
 
 
 

Danskerne har størst behov for vejhjælp på skiferiens hjemrejsedag, og det er der en god forklaring på, siger norsk vejhjælpsmand.

 
 
 
 
 
 

Vedhæftede filer

Natkoersel_snevejr_skiferie.jpg
Biler_begravet_i_sne_skiferie.jpg
Snedaekket_vej_skiferie.png
Roedt_Kort_statistik_uge_7.png
 
 
 
Kontaktinformation

Vagtcentralchef for Rødt Kort, Anette Bjørn Juncher: 51186085

Presseansvarlig i SOS International, Anders Stougaard: 29746362

 
 
 

Om SOS International
SOS International er den førende assistancevirksomhed i Norden. Fra alarmcentre i Danmark, Sverige, Norge og Finland, yder SOS International akut personlig assistance over hele verden.
SOS International tilbyder en bred vifte af løsninger i form af verdensomspændende læge- og rejseassistance, sundhedsassistance samt vejhjælp.
SOS International har et omfangsrigt netværk af kvalificerede leverandører og forretningspartnere over hele verden, såvel som mere end 20 SOS-servicekontorer. Med flere end 1.100 ansatte, repræsenterer SOS International 30 nationaliteter, og til sammen taler vores medarbejdere mere end 37 forskellige sprog.
SOS International er ejet af en række af de største forsikringsselskaber i Norden og har en sagsmængde, der placerer SOS International som en af de største assistancevirksomheder i verden.