Det bliver en popfest af dimensioner, når den britiske sangerinde Charli XCX indtager Arena-scenen på årets Roskilde Festival. Med sin blanding af innovative produktioner, in-your-face æstetik og kompromisløs energi er Charli XCX et af de mest interessante navne på den moderne pophimmel. Den albumaktuelle kunstner har også ligget højt på ønskelisten blandt Roskilde Festivals deltagere. "Charli XCX sætter nye standarder for hyperpoppen, og vi er glade for kunne tilføje et internationalt navn af så høj klasse. Ovenikøbet en kunstner, som har ligget meget højt på ønskelisterne hos vores deltagere, og som er aktuel med et nyt album senere på ugen", siger Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén. Hos Charli XCX er tanken fyldt med et brændstof af kække referencer til 90'ernes og 00'ernes europop- og ravekultur og speederen i bund med kurs direkte mod fremtiden.
Det skamroste tredje album, Charli (2019), gjorde med sin futuristiske lyd Charli XCX til en bannerfører for hyperpoppen. Og inden længe udkommer altså hendes nye og imødesete album Brat, der med singler som 'Von Dutch' og 'Club Classics' viser, at niveauet stadig er tårnhøjt. Sexyy Red rykkes til Orange Scene Charli XCX spiller fredag 5. juli klokken 21 på Arena-scenen.
St. Louis-rapperen Sexyy Red, der oprindeligt havde den placering, rykkes til Orange Scene, hvor hun giver koncert samme dag klokken 18. Roskilde Festival kunne i sidste uge melde udsolgt af partoutbilletter. Endagsbilletter til fredag og lørdag er også udsolgt, mens der er få endagsbilletter tilbage til onsdag og torsdag. Endagsbilletter koster 1.200 kroner plus gebyr. Det er stadig muligt at blive frivillig på Roskilde Festival. Roskilde Festival 2024 finder sted fra 29. juni til 6. juli. Find billetter, program og yderligere information på roskilde-festival.dk. Siden 1971 har Roskilde Festival samlet generationer af unge omkring musik, kunst og fællesskab. Roskilde Festival arrangeres af Foreningen Roskilde Festival og skabes af 30.000 frivillige. Alt overskud fra festivalen doneres til humanitært, almennyttigt og kulturelt arbejde til gavn for især børn og unge. Gennem årene har Roskilde Festival genereret cirka 443 millioner kroner til udlodning. |