Pressemeddelelse
8. marts 2023
 
 
 
 
 
 
 
 
 
bures├© oppefra drone.jpg
 

Foto: Sarah Green. Danske Naturparker er støttet af Nordea-fonden.

 
 
 
 

Nu kan også kørestolsbrugere sove i shelter i Naturpark Mølleåen

 
 
 
 

Naturpark Mølleåen har fået endnu en shelterplads til dem, der vil overnatte i naturen. En særlig plads, for lejrpladsen Nyvang er kørestolstilgængelig - inklusiv adgangen til toilet.

 
 
 
 

I Naturpark Mølleåen kan du bade, fiske, ro, cykle, gå, løbe, kigge på fugle, lave bål og en masse andet.

Herunder overnatte i naturen.

 

Naturparken breder sig over et 5000 hektar stort område nord for København. Specifikt fra Farum Sø i øst til Jørlunde i vest, fra Ganløse i syd til Lynge i nord - alt sammen i en smuk natur, det er oplagt at blive i natten over.

 

Det kan man på en lang række shelter- og teltpladser i naturparken. Men nu kan også kørestolsbrugere opleve en nat i den unikke natur omkring Mølleåen.

 

For i den tidligere grusgrav i Farum Nyvang har Naturstyrelsen etableret en særlig plads med kørestolsegnet adgang til et muldtoilet, og hvor underlaget ved shelterne såvel som på stien fra og til parkeringspladsen på Farumvej 400 meter væk er muligt at komme frem på med kørestol.

 

At gøre naturen i Naturpark Mølleåen tilgængelig for kørestolsbrugere er ikke en ny opfindelse. Også lejrpladsen ved Højerød Bakke i Ganløse Eged er handicapvenlig - den har dog ingen shelters, så overnatningen her foregår i telt.

 

"Jeg er rigtig glad for, at Naturstyrelsen har etableret pladsen her, så også dem der ellers ikke ville have muligheden, kan komme ud og opleve naturen i området," siger naturvejleder i Naturpark Mølleåen, Mette Blæsbjerg.

 

Det er også for børn

At Nyvang er kørestolsegnet, betyder ikke, at alle andre ikke må bruge pladsen. Hvis ikke den er booket af større grupper, kan alle slå sig ned for en nat i et af de tre sheltere efter først til mølle-princippet.

 

Mette Blæsbjerg forudser, at pladsen vil blive flittigt besøgt, for den er ikke kun særlig på grund af sin tilgængelighed for kørestolsbrugere.

 

"Også før der blev bygget sheltere, var jeg der ofte med for eksempel børnehavebørn. Og Nyvang er altid et hit, fordi den gamle grusgrav er omringet af skrænter, som det er sjovt for børnene at kravle og løbe op ad, og bagefter rulle eller rutsje ned ad," siger Mette Blæsbjerg.

 

Skoven omkring den gamle grusgrav indeholder også spændende naturoplevelser for både børn og voksne.

 

Der er et rigt og varieret dyreliv og -planteliv, og Farum Nyvang er udpeget som urørt skov.

Det er derfor helt bevidst, at Naturpark Mølleåens arrangement i juni, bioblitz, hvor alle inviteres med ud og blive klogere på arterne i naturparken, foregår her.

 

FAKTA: Naturpark Mølleåen   

 Naturpark Mølleåen breder sig over 50 km2 langs Mølleåen i Egedal, Furesø, Allerød og Frederikssund Kommuner. Parken indeholder et væld af oplevelser, fra sheltere, bålpladser og vandre- og cykelstier til de mange muligheder i søerne i parken.

 

Naturparken er en af de 15 Danske Naturparker fordelt rundt om i landet. Læs mere på danskenaturparker.dk.

 

FAKTA: Her kan du sove i Naturpark Mølleåen

5 SHELTERPLADSER

Uggeløse Skov nord: 1 shelter, kan bookes

Nær Uggeløse Skov: 2 shelters, tilhører børnehaven Nydningen og kan ikke bookes, men må benyttes udenfor børnehavens åbningstid

Uggeløse Skov, Bøllemosen: 1 shelter, kan ikke bookes

Bastrup Sø: 1 shelter, kan ikke bookes

Nyvang i Farum Nyvang: 3 handicapvenlige shelters, kan kun bookes af grupper

 

12 LEJRPLADSER

Teltpladser uden shelters, blandt andet langs Farum Sø. Enkelte kan bookes af grupper.

 

Derudover er meget af Naturpark Mølleåen friteltningsområde. Dvs. at det er tilladt at slå dit telt op under træerne, hvis du stiller det et sted, hvor det ikke kan ses af nogen, og husker 1-2-3-reglen: Max. 1 nat, max. 2 telte, max. et 3-personers-telt.

 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation
  • Mette Blæsbjerg, naturvejleder, Naturpark Mølleåen, tlf. 72 59 73 36 eller mette.blaesbjerg@egekom.dk
  • Sven-Åge Westphal, programleder Danske Naturparker, Friluftsrådet, tlf. 42 91 52 88 eller swe@friluftsraadet.dk
 
 
 
 
shelter np mølleåen1.jpg
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Friluftsrådet udvikler friluftslivet, formidler natur og bæredygtighed og forbedrer rammerne for at opleve naturen. Visionen er: Friluftsliv for alle - i en rig natur, og på et bæredygtigt grundlag. Friluftsrådet er friluftsorganisationernes paraply og administrerer desuden udlodningsmidler til friluftsliv.

 

Læs mere på www.friluftsraadet.dk

 

Friluftsrådet, sekretariatet - Scandiagade 13 - 2450 København SV

 
Social media icon Social media icon Social media icon Social media icon