Skudetræf 2023 - Smukke træskibe i Mariager Fjord

 
 
 
 

Der venter en helt særlig oplevelse med et hav af historiske og smukke træskibe fra hele Norden, når Nordisk Skudetræf 2023 løber af stablen i dagene fra den 28. juni til 2. juli. 

 
 
 
 
Skudetræf.JPG

Der vil blive rig mulighed for at se masser af smukke træskibe når Skudetræffet kommer til Mariager Fjord.

 
 
 
 

Skudetræffet er iværksat af Maritimt Kulturcenter Mariagerfjord i forbindelse med stabelafløbning af skibet Krydsjagt VII, der i sig selv rummer en unik historie. Skibene starter fra Hals Havn den 28. juni og anløber Mariager Fjord dagen efter, torsdag d. 29. juni, hvor de lægger til havn i Mariager og Hadsund. Fredag den 30. juni sejler de videre til Hobro Havn, hvor de bliver indtil søndag den 2. juli.  

»I forbindelse med skudetræffet ønsker vi at skabe en fælles fortælling i de tre byer og skabe et fællesskab omkring kulturen. Der arbejdes derfor på, i samarbejde med kulturinstitutioner, handelsstandsforeninger, foreninger m.v., at der skal være mange forskellige aktiviteter og hygge i havnene, hvor alle kan deltage.« fortæller Mithula Sivasaravanaparan, kulturkoordinator hos Kultur og Fritid, Mariagerfjord Kommune.
 
»Det færdige program er stadig under udarbejdelse, men det vil indeholde aktiviteter så som musik, historiske fortællinger, vandaktiviteter, naturvandringer, kreative udfoldelser plus meget mere. Så der bliver noget at glæde sig til« fortæller hun.  

 

Hos Destination Himmerland glæder man sig også over arrangementet og dets tilblivelse. Louise Rosenkilde Larsen, destinationsudvikler ved Destination Himmerland, fortæller:

 

»Det er helt fantastisk at lokale kræfter kan søsætte et event som dette. Vi har Danmarks nok smukkeste fjord og nogle hyggelige havnemiljøer, og jeg håber at et event som dette, kan være med til at formidle budskabet om Himmerland som feriedestination og vække en interesse for turister i både ind- og udland. Jeg håber, at de lokale borgere, foreninger og erhvervslivet vil støtte op omkring arrangementet, og gå sammen om at lave fede aktiviteter og skabe en fest i de tre havne.«

 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Mithula Sivasaravanaparan
Kulturkoordinator

Kultur- og Fritid, Mariagerfjord Kommune
Telefon: +45 97113512

Mail: miths@mariagerfjord.dk

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Mariagerfjord Kommune

Nordre Kajgade 1 | 9500 Hobro | Tlf: 97 11 30 00 | raadhus@mariagerfjord.dk

 
Social media icon Social media icon Social media icon