COLOURBOX13361708.jpg
 
 
 
 

Nordfyns Kommune sænker prisen på erhvervsjord

 
 
 
 

Kommunalbestyrelsen i Nordfyns Kommune har besluttet at sænke prisen på erhvervsjord i Søndersø og Otterup. Dermed ønsker kommunalbestyrelsen at anspore endnu flere virksomheder til at slå sig ned i kommunen.

 
 
 
 

Det skal være nemt at drive virksomhed på Nordfyn. Det er den enkle målsætning, som Nordfyns Kommune har indrettet sin erhvervsservice efter. Strategien har blandt andet været medvirkende til flere topplaceringer i Dansk Industris årlige erhvervsklimamåling, hvor kommunen for 4. år i træk er den bedste kommune på Fyn - og ligger som den 5. bedste i landet.

 

Nu skal det også være billigt at flytte sin virksomhed til Nordfyn, eller at udvide sin eksisterende virksomhed. På et kommunalbestyrelsesmøde den 30. november besluttede en enig kommunalbestyrelse at nedsætte prisen på kommunens erhvervsjord i Søndersø og Otterup 75 kr.  pr. kvadratmeter.  Egentlig var der planlagt en prisstigning i 2024, men den valgte kommunalbestyrelsen altså at ændre til en prisnedsættelse. 

    Borgmester Mette Landtved-Holm siger: - Prisen på erhvervsjord er et af de parametre, som virksomheder sammenligner kommunerne på, og det er baggrunden for det skridt, kommunalbestyrelsen nu har taget.

   

Ifølge borgmesteren søger Nordfyns Kommune hele tiden at optimere sin erhvervsservice.

Blandt andet på de årlige møder, som kommunen afholder for de nordfynske håndværkere, og de løbende virksomhedsbesøg, spørger kommunen ind til, hvad der kan gøres bedre til gavn for erhvervslivet.

    - På den baggrund blev der i forbindelse med budgettet for 2024 prioriteret at ansætte både en byggesags- og en planmedarbejder mere. I samme forbindelse besluttede vi, at der skal fokuseres på erhvervspraktik for de ældste i folkeskolen, så endnu flere dygtige unge tilskyndes til at overveje erhvervsuddannelserne, fortæller Mette Landtved-Holm.

 

Er der virksomheder, som overvejer ny placering eller udvidelser, så byder Mette Landtved-Holm gerne på en kop kaffe, slår hun fast i et opslag på LinkedIn. Med tilbuddet fra borgmesteren følger også et møde med de dygtige rådgivere i Task Force Erhverv og Nordfyns Erhverv og Turisme.

    De nye priser på erhvervsjord træder i kraft fra 1. januar 2024.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Borgmester Mette Landtved-Holm, tlf. 61 19 15 27