Udflytningsplan fjerner 1.600 studiepladser i København

 
 
 
 

UDFLYTNING Det går hårdest ud over humaniora og naturvidenskab, når Københavns Universitet skal reducere optaget af studerende som følge af den politiske aftale om at udflytte studiepladser fra de større byer.

 
 
 
 
10-procent-firkant_1100x600.jpg
 
 
 
 

Københavns Universitet skærer ti procent af det årlige optag af studerende frem mod 2030 - i alt 1.590 pladser. 40 pct. af dem vil blive taget fra de humanistiske fag. Det sker for at leve op til den politiske aftale "Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark", som regeringen og en lang række partier vedtog før sommer.


Den politiske aftale sigter mod at øge antallet af studiepladser uden for de største byer. 
Københavns Universitet planlægger at flytte cirka 200 pladser på medicinuddannelsen til Køge. Her samarbejder universitetet allerede med Region Sjælland om en medicinuddannelse, bl.a. ved det nye supersygehus. Københavns Universitet undersøger også andre muligheder for at flytte dele af uddannelser. Men universitetet kommer primært til at lukke studiepladser:


-    Det er dyrt og vanskeligt at flytte universitetsuddannelser til provinsen og at få forskerne til at flytte med. Vi undgår nok ikke at lukke nogle uddannelser. Det vil desværre også betyde, at nogle af de tilhørende forskningsmiljøer, vil blive afviklet. Men der kan også være forskningsmiljøer, der er så stærke, i internationalt perspektiv, at vi vil bevare dem, siger rektor Henrik C. Wegener.


Fakulteterne skal nu forberede den store omlægning af uddannelserne, hvor medarbejdere og studerende bliver taget med på råd.

 

Humaniora kommer til at holde for

Det Humanistiske Fakultet skal reducere optaget med 640 pladser. Det svarer til 24 pct. af fakultetets årlige optag. Se figur 1. Det skyldes, at de humanistiske fag - i gennemsnit - har den højeste ledighed blandt nyuddannede kandidater. Humaniora har tidligere, i forbindelse med den dimensionering som Folketinget vedtog i 2014, allerede reduceret optaget i flere omgange.  


Ud over humaniora kommer også teologi og naturvidenskab til at nedlægge en del studiepladser. Det skyldes den relativt høje ledighed inden for disse fag.


-    Vi pejler efter det politiske ønske om, at universiteterne skal blive bedre til at matche aftagernes umiddelbare behov for arbejdskraft. Men vi ved, at f.eks. de humanistiske kandidater har meget at byde på i virksomhederne. Og det bliver på sigt også brug for flere med en naturvidenskabelig baggrund til den grønne omstilling. Lige nu deltager vi i opgaven med at lave en national handlingsplan for de videregående uddannelser. Vi er parat til at nedlægge og bytte uddannelser med de andre universiteter, så udbuddet bliver koordineret, fastslår rektor Henrik C. Wegener.

 

Den endelige plan for, hvilke konkrete uddannelser, der skal nedlægge pladser, bliver vedtaget i december.


Studerende, der allerede er indskrevet på Københavns Universitet, får alle mulighed for at færdiggøre deres uddannelse. Ændringerne i studenteroptaget indfases løbende frem til 2030.
 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Jasper Steen Winkel
Vicedirektør

 

Københavns Universitet
KU Kommunikation

 

Mobil: 28 75 42 62
Mail: jsw@adm.ku.dk