Pressemeddelelse
10. oktober 2017
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Faste læger på plejecentre er en succes

 
 
 
 

Hjald Carlsen og sygeplejerske Susann Christophersen var i godt humør efter læge Kristian Arendrups ugentlige besøg på Plejecenter Byageren i Nærum. Manden på maleriet bag dem er Hjald Carlsens far, forlægger Per Carlsen, som blandt andet udgav Pixi-bøgerne, Rasmus Klump og Tintin.

 
 
 
 

Ordningen med fast tilknyttede læger har kørt i et halvt års tid, og alle er meget tilfredse

 

Hjald Carlsen har lige haft besøg af praktiserende læge Kristian Arendrup. Sammen med kollegaen Jacob Hassing er Kristian Arendrup fast tilknyttet Plejecenter Byageren i Nærum, hvor Hjald Carlsen bor. De 72 beboere på plejecentret kan frit vælge, om de ønsker at beholde deres praktiserende læge, eller de hellere vil skifte til en af de fast tilknyttede læger. Det har foreløbig godt 40 beboere valgt at gøre. Hjald Carlsen er en af dem, og det har han ikke fortrudt:

"Det er en forbedring med en fast tilknyttet læge. I gamle dage var det sådan, at man altid skulle ringe efter sin egen læge, og så kom han først om eftermiddagen. Nu er han her i huset, og jeg kan komme til med det samme", siger Hjald Carlsen.

 

Win-Win
 

Og den fast tilknyttede, praktiserende læge Kristian Arendrup er også godt tilfreds med ordningen, som har kørt i et halvt års tid:

"Det er så afgjort en "win-win", hvor nogle af ulemperne for den praktiserende læge har været, at vi har haft vores patienter spredt på mange plejehjem, så vi har skullet køre rundt til mange forskellige steder. Det har også været et problem med kontinuiteten, så der er det en stor fordel, at man får samlet patienterne på et sted. Og det gør også, at du lærer patienterne godt at kende, og du kan optimere samarbejdet med plejepersonalet. Vi har mulighed for at gå ind i en dialog med plejehjemmet om generelle emner, som ikke nødvendigvis er relateret til den enkelte patient. For eksempel har vi i dag diskuteret KOL, og hvordan vi skal forholde os til det. Og der er en lang række andre emner, man kan tage op; diabetes, infektioner, optimere observationer og koordinere, hvad man skal man holde øje med, hvornår man skal snakke med hinanden osv. Så der er ikke tvivl om, at ordningen har betydet et kvalitetsløft og en ensartethed i behandlingen af patienterne", siger Kristian Arendrup, der besøger Byageren hver torsdag, mens kollegaen Jacob Hassing kommer fast hver tirsdag.

 

Kamp om lægen er slut
 

Og det er en stor fordel med de faste lægebesøg to gange om ugen, siger Susann Christophersen, der er sygeplejerske og afdelingsleder på Plejecenter Byageren:

"Det er blevet meget nemmere, at vi har fået færre læger, vi skal samarbejde med. Men vi har jo stadig beboere, som har valgt at beholde den praktiserende læge, de havde, da de flyttede ind, og det blander vi os ikke i. Men vi fortæller dem om fordelene ved ordningen", siger hun og fortsætter:

 

"Når vi skal i kontakt med en praktiserende læge, så kæmper vi jo med alle borgerne i kommunen om at komme igennem mellem kl. otte og kl. ni om morgenen, hvis der er en situation, som vi skal have en læge ud at kigge på. Nu kan vi i stedet planlægge det i ro og mag fra gang til gang, fordi vi ved, at Kristian Arendrup kommer her hver torsdag, og Jacob Hassing kommer hver tirsdag. Så dagen før - altså mandag og onsdag - har vi en korrespondance med de to praktiserende læger om, hvilke beboere de skal tilse, når de kommer dagen efter, så lægerne har tid til at forberede sig på patientbesøgene", siger Susann Christophersen og Kristian Arendrup supplerer:

"En af udfordringerne er jo, at jeg ikke har min klinik med mig. Derfor sidder jeg dagen før på klinikken og arbejder på computeren og tjekker sygehistorie osv. Hvad fremtiden bringer på det område, må tiden vise", siger han.

Susann Christophersen kalder samarbejdet med de praktiserende læger forbilledligt.

 

"Vi skal lave en halvårs-evaluering i næste uge, og det vi skal have fokus på er, hvilke fordele ordningen giver udover den direkte læge-beboer-kontakt. Der ligger jo også en konsulentfunktion i det, hvor man blandt andet kan løfte sådan nogle ting, som vi talte om før med KOL-patienter; hvad er det vi skal være opmærksomme på som personale, hvad er det lægen kan berige os med af ny viden. Det kunne være om KOL, det kunne være om diabetes, det kunne være om urinvejsinfektion, det kan være om snart sagt alt. Og vi er rigtig, rigtig glade og tilfredse med samarbejdet, og vi oplever også beboerne være rigtig tilfredse. Og det bliver en fordel for både beboere, personale og de praktiserende læger, når ordningen bliver rullet fuld ud på alle kommunens plejecentre", siger Susann Christophersen, og det er læge Kristian Arendrup enig i.

 

 

 

Vedhæftede filer

Hjald Carlsen og Susann Christophersen.jpg
 
 
 
 
Kontaktinformation

Ældrechef Lilian Jørgensen

Mobil: 46 11 50 10

LJ@rudersdal.dk