DOMEA
 
 
 
 
Pressemeddelelse 9. oktober 2020
 
 
 
 

 

Helt ny boligform til singleforældre bliver en del af de 184 nye almene boliger i Carlsberg Byen

 
 
 
 

Boligselskabet DFB er sammen med Domea.dk blevet udvalgt til at opføre 184 nye almene boliger i hjertet af det attraktive bykvarter Carlsberg Byen på Vesterbro. Det er godt nyt blandt andet for en boligmæssig overset gruppe - nemlig fraskilte forældre, der bor alene med deres børn hver anden uge

 
 
 
 

Carlsberg Byen er i fuld gang med at udvikle et helt nyt og pulserende bykvarter midt i byen. Det færdige bykvarter får hele 25 forskellige byrum og haver, som tilsammen giver plads til alle - for der bliver bygget til både de unge, de ældre og til de enlige forældre. Det er DFB og Domea.dk garanter for ved netop at have underskrevet en købsaftale med Carlsberg Byen, som sikrer 184 nye almene boliger i kvarteret.

 
 
 
 

- Carlsberg Byen er jo et meget spændende nyt kvarter, hvor der bliver opført nogle af Københavns mest spektakulære boliger. Vi er stolte over og glade for, at vi har fået betroet den vigtige opgave at bygge almene boliger i kvarteret. På den måde kan vi understøtte et socialt bæredygtigt og blandet bykvarter, siger Pia von Benzon, der i november tiltræder som ny formand i DFB, og fortsætter:

 

- De almene boliger vil bestå af en blanding af familieboliger, senior-bofællesskaber og en helt ny og endnu ikke færdigudviklet boligform, som skal løse de enlige forældres krav og ønsker til boligen og til naboskab og fællesskab. Det betyder meget for os, at vi kan bygge til et styrket fællesskab og sikre boliger til såvel unge som ældre, par som singler.

Mette Mogensen i Carlsberg Byen. Foto: Jacob Ljørring

Mette Mogensen i Carlsberg Byen. Foto: Jacob Ljørring

 
 
 
 

Fremtidens boligform for singleforældre

Domea.dk er en del Statens Kunstfond og Realdanias Boliglaboratorium med et innovativt projekt om at udvikle en boligform, der understøtter fællesskaber mellem singleforældre, hvis børn bor skiftevis hos den ene og den anden forældre.

 

For hvordan ser en bolig optimalt ud, når den den ene uge skal kunne rumme både far og tre børn og den næste uge kun far? Og hvordan danner man de gode rammer for et fællesskab med de andre singleforældre og deres børn?

 

- Vores ambition er, at vi med god hjælp fra ADEPT og Rambøll kan få udviklet og realiseret en boligtype, der særligt retter sig mod en, i boligmæssig kontekst, overset gruppe - nemlig de enlige forældre, som bor alene med deres børn på skift. Vores ambition er at skabe en boform, der understøtter fællesskabet og skaber de fysiske rammer for en god hverdag for singleforældre og deres børn, siger Mette Mogensen, By- og boligudviklingschef Domea.dk.

 
 
 
 
Mette Mogensen, Domea.dk, glæder sig over udsigten til de 184 nye boliger i Carlsberg Byen. Foto: Jacob Ljørring

Mette Mogensen fra Domea.dk glæder sig over at fremtidens almene boliger til singleforældre bliver bygget i Carlsberg Byen. Foto: Jacob Ljørring

 
 
 
 

I Carlsberg Byen er man glad for diversiteten, som de almene boliger kommer til at bidrage med til kvarteret, og at det er her de første nye singleforældre-boliger vil se dagens lys.

 

- I Carlsberg Byen er vi utroligt glade for aftalen med Domea.dk om de mange nye, almene boliger i kvarteret, der skal være med til at sikre vores vision om et blandet og aktivt bykvarter, som alle kan få glæde af. Vi glæder os til at byde endnu flere studerende, ældre og familier velkomne i kvarteret - og vi glæder os særligt til at se den nye og innovative boligform i Carlsberg Byen, siger Carlsberg Byens administrerende direktør, Jens Nyhus.

 
 
 
 

Fakta om byggeriet:

  • Bygherre: DFB
  • Byggeforretningsfører: Domea.dk
  • Rådgivere: Rambøll og ADAPT
  • Der bygges 11.600 kvm
  • 100 ungdomsboliger
  • 75-84 familieboliger, herunder seniorbofællesskaber og singleforældre-bofællesskaber
  • Boligerne forventes færdige i slutningen af 2024/starten af 2025

 

Opskrivningsmuligheder

 

Du kan skrive dig på venteliste ved at gå ind på lejeboligen.nu - søg på selskab 93-32.

 

Der er 4 ventelister: Ungdomsboliger, Familieboliger, Seniorbofællesskab samt bofællesskab for singleforældre.

 

Opskrivning til venteliste 190 kr. årligt (ungdomsboliger er gratis)

 

Spørgsmål til ventelisten kontakt: kundeservice@domea.dk - tlf. 76646464

 
 
 
 
 
 

Her kan du downloade flere foto i høj opløsning

 
 
 
 

Kontaktinformation

Yderligere information om projektet hos:
Eva Manor, kommunikationskonsulent i Domea.dk,
Mobil: 61 95 99 29
Mette Mogensen, By- og boligudviklingschef i Domea.dk.
Mail: mem@domea.dk
Spørgsmål til Carlsberg Byen kan rettes til:
Amalie Bendixen,
Mail: ahb@carlsbergbyen.dk

 
 
 
 

Brug Domea.dks presserum for flere nyheder, fakta og baggrundsviden om boligmarkedet samt holdninger til aktuelle tendenser og boligpolitiske dagsordener.
Du kan også hente billeder og logoer.

 
 
 
 

Domea.dk er en af Danmarks førende udbydere af administration og rådgivning til den almene branche. Vores kunder er almene boligorganisationer, boligadministrationer og kommuner, der tilsammen ejer ca. 60.000 boliger. Vores mission er: Sammen gør vi Danmark til et bedre og billigere sted at bo. Det opnår vi ved at forny det almene fællesskab, fokusere på bæredygtighed samt realisere kundernes individuelle mål, visioner og drømme.