Pressemeddelelse
21/11/2017
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Preview image
 
 
 
 

AART henter markante personer til ny bestyrelse

 
 
 
 

Markante personer fra vidt forskellige grene af erhvervslivet træder ind i AART architects' nye bestyrelse. Ambitionen er at styrke virksomhedens tværfaglige fundament og strategiske fokus på Norden.

 
 
 
 

En erfaren erhvervsleder, en markant marketingekspert og en specialist i digital transformation. Sammen med de tre stiftende partnere vil de fremover danne AART architects' bestyrelse med et klart sigte på at styrke det strategiske fodfæste i Norden, hvor virksomheden allerede står stærkt med mere end 800.000 kvadratmeter under udvikling og 115 medarbejdere fordelt på kontorer i Aarhus, København og Oslo samt projektkontorer i Sverige.

 

- Jeg har store forventninger til bestyrelsesarbejdet, hvor vi med vores erfaring og faglige bredde vil stå som en stærk sparringspartner for ejerkredsen. Som en af Danmarks hurtigst voksende arkitektvirksomheder er potentialet stort, og jeg ser frem til at være med til at sætte den strategiske kurs for AART architects' fortsatte forretningsudvikling, udtaler Lars Dige Knudsen, der indtræder som ny bestyrelsesformand.

 

Ser langt ud over arkitektbranchen
Med mere end 20 års erfaring fra international ledelse på højeste niveau, blandt andet som tidligere CEO i lysteknologikoncernen Martin Professional, er Lars Dige Knudsen garant for at drive en effektiv bestyrelse med en klar kurs og et bredt kompetencefelt. Netop bredden kendetegner AART architects' nye bestyrelse, hvor Morten Albæk som tidligere underdirektør i Danske Bank og marketingdirektør i Vestas er hentet ind som en af Danmarks mest markante marketingeksperter, mens Laura Vilsbæk er hentet ind som specialist i digital transformation og forretningsudvikling.

 

- Brancher glider sammen, digitaliseringen griber om sig, og nye forretningsmodeller vokser frem. Morgendagens muligheder er mange, hvis man tør tænke på tværs af traditionelle fag og brancher. Med vores nye bestyrelse har vi derfor kigget langt ud over arkitektbranchen for at skærpe vores tværfaglige sigte. Alt sammen med fokus på at udvikle vores kerneforretning som strategiske og kreative rådgivere i det byggede miljø, udtaler Torben Skovbjerg Larsen, stiftende partner og CEO i AART architects.

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Fakta om bestyrelsen

 
 
 
 

AART architects' nye bestyrelse består af Lars Dige Knudsen, Morten Albæk, Laura Vilsbæk samt de tre stiftende partnere Torben Skovbjerg Larsen, Anders Strange og Anders Tyrrestrup.

 
 
 
 
 
 
 
 

Lars Dige Knudsen bliver ny bestyrelsesformand. Han trækker på mere end 20 års erfaring fra international ledelse på højeste niveau og er tidligere CEO for lysteknologikoncernen Martin Professional. I dag arbejder han professionelt med værdiskabende bestyrelsesarbejde.

Morten Albæk bliver nyt bestyrelsesmedlem. Han er tidligere Senior Vice President for Danske Bank koncernens afdeling for Idéudvikling og Innovation og Chief Marketing Officer og medlem af koncernledelsen i Vestas. I 2015 stiftede han Voluntas, en virksomhed der er specialiseret i at skabe meningsfuld strategi- og politikudvikling på tværs af sektorer og landegrænser.

Laura Vilsbæk bliver nyt bestyrelsesmedlem. Hun træder ind i bestyrelsen som digital specialist med en fortid som senior project manager hos Designit og projektchef hos Skybrud.dk. I dag driver hun sin egen virksomhed inden for digital transformation og forretningsudvikling.

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Fakta om AART architects

 
 
 
 
 
 
 
 

AART architects er på få år vokset til en af Danmarks førende arkitektvirksomheder med 115 ansatte fordelt på kontorer i Aarhus, København og Oslo samt projektkontorer i Sverige. Herfra rådgiver virksomheden bygherrer i hele Norden om at skabe morgendagens muligheder for mennesker, organisationer og samfund - med arkitekturen som katalysator. En strategisk tilgang til arkitektur, som betyder, at virksomheden i dag bidrager til udviklingen af mere end 800.000 kvadratmeter, heriblandt prestigefulde projekter som Nicolinehus i Aarhus, den nye campus for Aarhus Universitet, Danmarks Rostadion ved Bagsværd Sø, Vikingtidsmuseet i Oslo og Nordens største byggeprojekt, Stavanger Universitetssygehus.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Jesper Hallstrøm Eriksen

Kommunikationschef

Telefon: 41 96 35 26

E-mail: jhe@aart.dk

AART architects A/S