Pressemeddelelse

Pressemeddelelse 11. juni 2021
 
 
 
 
 
 
 
 

Stor efterspørgsel på puljemidler fra Landdistriktsrådets projektpulje

 
 
 
 

Coronaen har sat godt gang i projektideerne ude i landsbyerne i Mariagerfjord Kommune. I hvert tilfælde har Landdistriktsrådet sjældent modtaget så mange ansøgninger om tilskud.

 
 
 
 
aktivitetshuset.jpg

Der gives bl.a. tilskud til at omdanne arealet omkring Aktivitetshuset i Handest til et attraktivt og aktivt areal.

 
 
 
 

I alt 20 ansøgninger indgik i Rådets vurdering. Herudover havde man modtaget en lille håndfuld, der desværre ikke opfyldte puljens formål, nemlig at støtte projekter der er forankret og ansøgt i et af kommunens 35 lokalområder.

 

"Det er naturligvis ærgeligt at vi så lige netop i år var nødt til at barbere i puljemidlerne til fordel for ekstraordinært at kunne støtte vores Forsamlingshuse med nogle ekstra midler" siger Kim Knudsen, Hørby, der er formand for Landdistriktsrådet.

 

6 projekter fik tilskud på i alt ca. 140.000 kr.

 

I lokalområdet Glenstrup, Handest, Holmgård fik man 25.000 kr til hjælp med at omdanne området omkring det nye fælleshus til et attraktivt og aktivt areal.
Ved siden af fælleshuset lå det gamle klubhus, der havde en stand der gjorde det ubrugeligt. Nu er det revet ned og området blevet omdannet, bl.a. med et såkaldt madpakkehus, som dagplejere m.v. kan benytte når de er på tur i området.

 

I Ajstrup/Lystrup syd for Hadsund har lokalområdet fået tilskud til bedre facilliteter, herunder bl.a. borde-bænkesæt, i forbindelse med det hyggelige fælleshus. Huset benyttes af de lokale til mindre fester og fællesarrangementer.

 

Onsild Borgerforening har længe haft en ide om en ophalerplads i forbindelse med Skals Å, således at kanoer og kajakker let kan tages op og ned af vandet. Mange turister og lokale gruppe benytter åen til sejlads. Man kan rent faktisk sejle hele vejen til Limfjorden. Ved åen er der i forvejen shelther og bålplads.


Et shelther er ligeledes et stort ønske i lokalområde True/Svenstrup. I forbindelse med Forsamlingshuset skal der etableres en plads, hvor der også er et bålsted. Folk på cykel og vandreture kan gøre ophold i byen, hvor der tidligere er etableret toiletfacilliteter med offentlig adgang.

 

Der gik også 25.000 kr i tilskud til Vebbestrup, hvor man pt. er i gang med etablering af en større legeplads, bl.a. støttet af Nordea-fonden. Kommunens landdistiktspulje bidrager i form af midler til nogle vedligeholdelsesfrie borde-bænkesæt.

 

Det sidste projekt der blev tildelt støtte, er i Øster Hurup, hvor man i den fælles forening "Det gode liv" har planlagt et ambitiøst udsmykningsprojekt i byrummet. Tilskuddet går konkret til en 5 meter høj skulptur af kunstneren Bjørn Kromann-Andersen.

 

"Jeg glædes hvert år over de mange projektideer. Mange af projekterne kræver en høj grad af frivillig arbejdsindsats, og en del skaffer sig desuden medfinansiering via fonde og andre puljer" slutter Kim Knudsen

 

Landdistriktsrådet udbyder igen en projektpulje i foråret 2022, hvor det forventes at puljen igen er tilbage på et niveau omkring 250.000 kr.

 

 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Kim Knudsen - Formand for Landdistriktsrådet - 20132272

Jens Lykke - Landdistriktskonsulent - 29231818

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Mariagerfjord Kommune

Nordre Kajgade 1 | 9500 Hobro | Tlf: 97 11 30 00 | raadhus@mariagerfjord.dk

 
Social media icon Social media icon Social media icon