Pressemeddelelse 11. november 2019
 
 
 
 

Forbrugerklagenævnet afgør sag om navneændring på flybilletter

 
 
 
 

Forbrugerklagenævnet har afgjort, at et flyselskab i en konkret sag kunne opkræve 2.200 kroner i gebyr for at ændre navnene på to flypassagerers billetter. Forbrugeren havde ved bestillingen indtastet forkerte efternavne på to af de seks rejsende, som han købte billetter til.

 

"Hansen" eller "Madsen"? Det kan blive en dyr affære at indtaste et forkert navn, når du booker flybilletter. Det viser en konkret sag fra Forbrugerklagenævnet.

 

Forbrugeren havde købt seks flybilletter fra Hamburg til Gran Canaria tur/retur. Dagen inden afrejsen kontaktede forbrugeren flyselskabet og ville have ændret efternavnene på to af flybilletterne.

 

Flyselskabet krævede 550 kroner i gebyr per person hver vej for at ændre navnet på billetterne.

 

"Når du bestiller flybilletter, skal du være opmærksom på, at du kan komme til at betale et gebyr, hvis du vil have ændret navnet på flybilletten. Gebyret kan variere fra selskab til selskab. Det kan også variere alt efter, hvornår du kontakter flyselskabet og beder om at få ændret navnet," siger forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann.

 

I den konkrete sag vurderede Forbrugerklagenævnet, at gebyret ikke var urimeligt. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at gebyret var normalt i forhold til de gebyrer, der opkræves af andre tilsvarende flyselskaber. Ifølge nævnets sagkyndige afhænger det af det enkelte selskabs procedurer, hvilke omkostninger og ulemper der er forbundet med billetændringer.

 

Derudover lagde nævnet vægt på, at forbrugeren på aftaletidspunktet var opmærksom på, at flyselskabet ville opkræve et navneændringsgebyr på 550 kroner per person hver vej.

 

Hos Forbruger Europa, der behandler forbrugerklager på tværs af EU's grænser, bliver man også med jævne mellemrum kontaktet af forbrugere, som spørger til, hvor stort et gebyr flyselskabet må opkræve.

 

"Vi får en del spørgsmål fra forbrugere, som bliver overraskede over flyselskabernes gebyrer for at ændre navne på flybilletter. Vi er nødt til at fortælle dem, at der er ret vide rammer for, hvor stort et gebyr flyselskabet må tage for navneændringer," siger leder af Forbruger Europa, Lars Arent.

 

Læs afgørelsen fra Forbrugerklagenævnet.

 
 
 
 

Kontaktinformation

Kontakt Forbruger Europas pressemedarbejder: 41 71 50 75

Kontakt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98

 

Du får denne pressemeddelelse, fordi du tidligere har givet samtykke til, at vi må sende det til dig. Ønsker du at ophæve dit abonnement, kan du gøre det herunder. 

 

Se Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens privatlivspolitik 

 
 
 
Social media icon Social media icon Social media icon