Pressemeddelelse 6. februar 2020
 
 
 
 

Europa-Kommissionens forbrugernetværk til kamp mod fælder på de sociale medier

 
 
 
 

Facebook, YouTube og andre sociale medier er en hurtig og effektiv måde at nå forbrugere med et godt tilbud. Men nogle virksomheder udnytter det til at indfange forbrugerne i dårlige abonnementsaftaler eller til at lokke penge og oplysninger ud af forbrugerne. Og særligt danskere oplever fup og snyd, viser en ny undersøgelse fra Europa-Kommissionen.

 

Ifølge en ny undersøgelse fra Europa-Kommissionen har 56 procent af de europæiske forbrugere oplevet snyd eller fup i løbet af de sidste to år. Og særligt danskerne er udsat blandt de europæiske befolkninger. Her drejer det sig om 69 procent. Det kan bl.a. skyldes, at danskerne er mere digitale:

 

"Fordi danskerne handler meget på nettet i forhold til de andre EU-borgere, er de også i højere grad eksponeret for de mere lyssky sælgere, der fx bruger sociale medier som reklameplatform," siger Lars Arent, leder af Forbruger Europa i Danmark.

 

Særligt snyd med køb på sociale medier

Den type snyd, man oftest ser på sociale medier, er det såkaldte "buying scams", hvor forbrugerne lokkes ind i skjulte abonnementer eller køber produkter som er kopier eller slet ikke eksisterer.

 

I februar sætter netværket fokus på problemet med en oplysningskampagne på tværs af grænserne, som skal klæde forbrugerne bedre på til at være kritiske, når de bevæger sig rundt på sociale medier. Det er nemlig det oplagte sted at nå forbrugerne med tilbud, der viser sig at være "for gode til at være sande": 

 

"Når vi scroller ned ad vores nyheder på sociale medier, skal det hele gå lidt hurtigt, og vi laver ofte andre ting samtidig. Så glemmer vi at bruge vores kritiske sans," siger Lars Arent. 

 

Kampagnen er en del af Forbruger Europa-netværkets 15-års jubilæum i 2020, som fejres ved at netværket sætter fokus på 12 vigtige forbrugeremner i løbet af året - ét hver måned.

 

Annoncer - og beviser - forsvinder

Med kampagnen opfordrer Forbruger Europa blandt andet forbrugerne til at tage en dyb indånding og et skærmbillede inden de trykker på en annonce på sociale medier. Det kan nemlig være svært at finde fælderne igen, da annoncerne forsvinder efter forbrugeren har klikket på dem. Og så har man ikke beviserne på sin side:

 

"Det er et problem, at når forbrugerne kommer til os for at få hjælp, så mangler der ofte bevis for overtrædelserne. Annoncerne er væk. Det vil vi gerne sætte fokus på med kampagnen," siger Lars Arent, leder af det danske Forbruger Europa-kontor. 

 

Forbrugerne udsættes for psykologiske virkemidler, der tilskynder dem til at handle impulsivt og uigennemtænkt. Det er særligt konkurrencer eller gratis prøveprodukter, som lokker på de sociale medier.

 

Nyt advarselssystem i Europa

Forbrugernes rettigheder sikres bedre med et nyt advarselssystem, som Europa-Kommissionen netop har sat i kraft i hele EU med en revideret CPC-forordning (Consumer Protection Cooperation-forordningen). Med det nye advarselssystem er myndighedssamarbejdet på tværs af grænserne forbedret.

 

Med daglig kontakt i alle 30 lande til forbrugere, der er blevet snydt, er Forbruger Europa-netværket i en unik position til at bidrage til varslingssystemet.

 

"Vi skal gøre alt for at komme fælderne til livs og stoppe virksomheder, der udnytter de sociale mediers lette adgang til forbrugerne. Første vigtige skridt er at afsløre dem, der snyder. Det kan vi kun gøre med hjælp fra forbrugerne" siger Lars Arent. 

 

Du kan læse mere om kampagnen og de kommende fokusområder i 2020 på www.forbrugereuropa.dk/tema-snyd-paa-sociale-medier/ 

 

Om Forbruger Europa:

Forbruger Europa er en del af et europæisk netværk (European Consumer Centres Network, ECC-Net) med kontorer i hvert EU-land samt i Norge og Island. Netværket er finansieret af EU-Kommissionen og de nationale forbrugermyndigheder i Danmark, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Netværket blev oprettet 1. januar 2005.

 
 
 
 

Kontaktinformation

For yderligere information kontakt kommunikationsmedarbejder Ditte Juul Reder på telefon 41 71 50 75 eller djr@forbrugereuropa.dk

 
 
 
 

Du får denne pressemeddelelse, fordi du tidligere har givet samtykke til, at vi må sende det til dig. Ønsker du at ophæve dit abonnement, kan du gøre det herunder.

 

Se Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens privatlivspolitik

 

 
Afmeld pressemeddelelser fra Forbruger Europa
 
 
 
Social media icon Social media icon Social media icon