Pressemeddelelse
29. januar 2019
 
 
 
 
 
 
 
 

Counterstrike på skoleskemaet hjælper unge med sociale udfordringer

 
 
 
 

E-sport kan f.eks. hjælpe udadreagerende unge med at opbygge relationer og kommunikere bedre med andre.

 
 
 
 

De færreste tænker, at computerspil er godt for unge med f.eks. en udadreagerende adfærd eller som har svært ved at begå sig socialt.  Erfaringen fra Voksenbøgen i Vodskov er, at det er en helt forkert opfattelse. Derfor har Voksenbøgen i Vodskov som nogen af de første sat E-sport på skoleskemaet for eleverne på deres Særligt Tilrettelagte Uddannelse (STU).

 

"Planen med e-sport på skemaet er at bruge det som en metode til at udvikle elevernes evner til at fungere i sociale sammenhænge. Vi fokuserer på kommunikationen og fællesskabet i spillet, som skal give dem evner til strategisk tænkning og samarbejde," fortæller Mette Skendelboe Sørensen, som er pædagog på Voksenbøgens dagfunktion.

 

E-sport giver hurtige resultater

Selvom tiltaget kun har været aktuelt i ca. 2 måneder, kan Mette Sørensen allerede se resultater.

 

"Eleverne er sammen på en ny måde. I og med at de laver noget der giver mening for dem, kan de nu kommunikere og være sammen om et godt udgangspunkt. "

 

VoksenBøgens særligt tilrettelagte uddannelse (STU), er et alternativ til boglig indlæring og henvender sig til unge mennesker der har svært ved at være i større sociale sammenhænge. Nogen kan både have udadreagerende adfærd og voksende tendenser til eksempelvis misbrug. De har behov for et praktisk forløb, hvor de kan bruge deres hænder og udvikle deres sociale og personlige færdigheder.

 

"E-sport er det nye sort. Flere folkeskoler, efterskoler og højskoler har e-sport på skemaet og vi ønsker, at vores elever skal have lige vilkår og mulighed for at få de samme kompetencer. Vores elever skal kunne komme videre herfra med succes og færdigheder til at tage en videre uddannelse," forklarer Mette Skendelboe Sørensen.

 

Både personlige og sociale øvelser 

Eleverne har e-sport to gange om ugen, hvor de primært spiller skydespillet Counter Strike. Hver træning starter med individuelle øvelser, såsom at øve baner, sætte sig nogle mål og forholde sig til de andre på holdet.  Eleverne spiller på hold af 5 personer, som de efter hver træning holder spiller-møder om. Til spiller-møderne analyserer eleverne spillene og laver fremtidige strategier. Møderne styrker derfor elevernes evne til at modtage og give konstruktiv kritik.

 

Man skulle tro at gaming var ens betydende med dårlig motion og kost, men ikke hos VoksenBøgens STU. Undervejs i timen holder de nemlig pauser med en gåtur og frisk luft, så er eleverne klar til at spille igen.

 

I fremtiden er tanken, at eleverne skal deltage i større LAN-turneringer, som ikke nødvendigvis involverer unge med samme udfordringer. Eleverne skal altså kunne være en del af endnu flere og større sociale sammenhænge, samt vide hvordan man kommunikerer under og uden for kampene.

 

Kontakt:

Medierne er meget velkomne til at besøge VoksenBøgen i Vodskov.

 

Der er også mulighed for interview af elever på VoksenBøgen. De kan kontaktes gennem pædagog på dagfunktionen,

 

Anne Mette Skendelboe Sørensen: amso-fb@aalborg.dk, Tlf. 20 46 43 19

 

VoksenBøgens hovedtlf. 99 31 60 50

 

VoksenBøgen har til huse på Bodil Hjorts vej 7, 9310 Vodskov.

 

Billeder:

 

Billederne kan frit bruges. Klik for at hente i fuld størrelse.

 

 

Udstyret skal være i orden ved E-sport

 

E-sport er en holdsport og det styrker bl.a. elevernes evne til at modtage og give konstruktiv kritik.

 
 
 
 

Fakta:

 

VoksenBøgen

 

Hvad er VoksenBøgen:  VoksenBøgen leverer ydelser, såsom: midlertidigt/længerevarende botilbud til voksne, bostøtte, aktivitets- og samværstilbud samt Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse. Målgruppen er unge over 18 år der har sociale, psykiske, neurologiske og/eller udviklingsforstyrrelser eller andre særlige problemstillinger.

 

Dagfunktionen

 

Formålet med dagfunktionen: At give den enkelte borgere en meningsfuld hverdag samt forbedre sociale, psykiske, praktiske og personlige færdigheder. Mødepligten er 8-14 hver dag.

 

Dagfunktionens afdelinger: VoksenBøgen har 20 pladser i dagtilbuddet fordelt på 3 afdelinger: Røllikevej 13, Pitsvej 4 og Bodil Hjorts Vej 7. Alle i Vodskov og omegn. På afdelingerne er der værksteder som: 

 

  • Jord- og skovbrug
  • Håndværksmæssig og forefaldende opgaver
  • Musikforløb
  • Kreativt værksted
  • IT-hjælp
  • Træ- og metalværksted
  • Motorlære
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Aalborg Kommune
 
Social media icon Social media icon Social media icon