Japanske skabninger invaderer Vejle Kunstmuseum

 
 
 
 

Vejle Kunstmuseum stiller med stærk visuel kraft og international ambition skarpt på fantastiske og mytologiske forestillinger om kroppen i den japanske og danske grafik. Udstillingen 'Skabninger' åbner 17. november 2023.

 
 
 
 
Takeda_ BESKÅRET_skabninger - Krediteres Takeda Hideo og Malene Wagner (2).png

"I Takeda Hideos komiske univers fusioneres middelalderens samuraier med nutidens yakuza-gangstere i et virvar af tatoverede kroppe på et grafisk højt plan", fortæller kurator Malene Wagner. Billedkreditering: Takeda Hideo | Malene Wagner (værk vist med beskæring)

 
 
 
 

I den kommende udstilling på Vejle Kunstmuseum vises japansk grafik, der aldrig før har været vist i Danmark, i samspil med et udvalg fra Vejle Kunstmuseums egen grafiske samling. Værkerne går hinsides realismens og naturalismens idealer og giver os uforglemmelige forestillinger om kroppen i den japanske og danske grafik.

 

"Ambitionen med 'Skabninger' er at vise den grafiske kunsts kvaliteter på tværs af kulturer, at vise hvordan denne type værker kan drage publikum ind i en intim og magisk verden, der samtidig kan være vild, sjov, øjenåbnende og måske flytte ens grænser." forklarer museumsinspektør Peter Ole Pedersen, Vejle Kunstmuseum.

 

"Den moderne japanske grafik repræsenterer noget tidløst - i en ofte farverig, andre gange monokrom, eksplosion af det bizarre og komiske - kombineret med det håndværksmæssige, som særligt kendetegner den japanske tradition", fortæller kurator Malene Wagner, der sammen med Peter Ole Petersen fra Vejle Kunstmuseum, står bag udstillingen.

 

Udstillingens japanske hovedværker er skabt af de to internationalt anerkendte kunstnere Ay-O (f. 1931) og Takeda Hideo (f. 1948). Kurator Malene Wagner fortæller om de to kunstnere:

 

"I Takeda Hideos komiske univers fusioneres middelalderens samuraier med nutidens yakuza-gangstere i et virvar af tatoverede kroppe på et grafisk højt plan. Ay-O har siden 1960'erne på tværs af vestlig og japansk kultur udviklet en eksplosiv motivverden uden linjer, kun skabt af rene regnbuefarver."

 

Udstillingen tæller også navne som Kobayashi Kiyochika (1847-1915), Ushio Shinohara (f. 1932) og Kimiko Kojima (f. 1942).

 

Mennesket som skabning på tværs af kulturer

Udvalget af grafisk kunst fra museets egen samling tæller værker af blandt andet Bjørn Nørgaard, Dea Trier Mørch, Marcel Rasmussen, Lily Katharina Siticum, Arne Haugen Sørensen, Povl Christensen og Barry Wilmont.

 

Med udgangspunkt i den grafiske kunst møder museets samling de japanske værker og inviterer ind i et fantastisk og vidtfavnende univers, hvor de forskellige skabninger viser vejen ind i eksistentielle temaer som livet og døden. Udstillingen er en fejring af kroppen, og det samfundskritiske og historiske, der også altid er forbundet til vores kroppe.

 

Udstillingen Skabninger er lavet i samarbejde mellem Vejle Kunstmuseum og kunsthistoriker og kurator Malene Wagner, der er specialist i japansk kunst med særligt fokus på grafik fra det 19.-21. århundrede og står bag formidlings- og udstillingsplatformen Tiger Tanuki.

 

Dobbeltfernisering torsdag d. 16. november

Udstillingen ferniseres torsdag d. 16. november kl. 18-20, hvor Vejle Kunstmuseum er vært for et glas sake og en let buffet med sushi og japanske snacks. Det bliver en dobbeltfernisering, der også markerer åbningen af udstillingen 4WALLS UNIFIED, af den unge lokale kunstner Niklas Gjersøe.

 

Ferniseringen er gratis og åben for alle. Der er tilmelding via Vejle Kunstmuseums hjemmeside.

 

'Skabninger' kan ses fra 17/11 2023 til 31/8 2024. Der er altid gratis adgang til Vejle Kunstmuseum.

 

Udstillingen er realiseret med støtte fra Toyota Fonden, Nordea Fonden og Lemvigh-Müller Fonden.

 

 
 
 

Udstillingen viser bl.a. værker af:

  • Ay-O
  • Takeda Hideo
  • Kobayashi Kiyochika
  • Ushio Shinohara
  • Kimiko Kojima
  • Bjørn Nørgaard
  • Dea Trier Mørch
  • Marcel Rasmussen
  • Lily Katharina Siticum
  • Arne Haugen Sørensen
  • Povl Christensen
  • Barry Wilmont.
 
 
 
 
 
 

Praktisk information

Særudstilling: Skabninger - Grafik fra Japan til Danmark

Vejle Kunstmuseum, Flegborg 16-18, Vejle

Fernisering: Torsdag d. 16/11 kl 18-20.

Udstillingsperiode: 17.11.23 - 31.08.24

Mere info: vejlemuseerne.dk/skabninger

 
 
 

Foto

Klik for at hente billedet i høj opløsning.

Alle værkfotos krediteres som angivet i filnavn.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Peter Ole Pedersen

Museumsinspektør, Vejle Kunstmuseum

peope@vejle.dk / 3012 8278

 

Malene Wagner

Kurator og kunsthistoriker

tigertanuki@gmail.com / 29 86 75 51

 
 
 
 
 
 
Skabninger Logostribe til web.png

Udstillingen er støttet af Toyota Fonden, Nordea Fonden og Lemvigh-Müller Fonden.

 
 
 
 

Vejlemuseerne - Spinderigade 11E - 7100 Vejle - Tlf. 76 81 31 00 - Mail: museerne@vejle.dk