Pressemeddelelse
27. oktober 2020
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Bravo Tours får nyt ejerskab og fortsætter i styrket udgave

 
 
 
 

Et nyt og styrket Bravo Tours er købt ud af boet efter rejsekoncernen TravelCo Nordic. Bravo Tours er igen med danske ejere, og Bravo Tours stifter og adm. direktør Peder Hornshøj fortsætter i spidsen for det nye selskab.

 
 
 
 

Det har uden tvivl været en turbulent periode for hele den danske rejsebranche, og i særdeleshed for rejseselskabet Bravo Tours, der igennem flere år har været ejet af TravelCo Nordic. Først måtte selskabet tage et enormt tab på flyselskabet Primera Airs konkurs, og sidenhen blev flere udenlandske selskaber fusioneret ind i selskabet med store tab til følge. Til slut bankede Corona-krisen også på døren, og den satte rejselskabet under yderligere pres - hvor det i forvejen var svært. En krise, der indtil videre har varet i 8 måneder og har gjort det stort set umuligt at drive en rejseforretning i Danmark. Alt dette betød, at TravelCo Nordic for ca. 14 dage siden måtte gå under rekonstruktion.

 

- Det er en kæmpe forløsning og en vanvittig stor glæde for mig, at jeg nu kan præsentere Bravo Tours med et nyt ejerskab. Vi har formået at få skabt et både stærkt økonomisk fundament og en god ejerkreds, så vi også i fremtiden kan sikre ferieglæden for 100.000 vis af danske gæster - præcis som vi har gjort det i snart 22 år, siger Peder Hornshøj, der fortsætter som adm. direktør i selskabet og siger:

 

- I de meget svære tider, vi har været igennem de sidste par år og her under Coronakrisen, har vi haft en fantastisk opbakning fra vores mange kunder og stamgæster. Jeg glæder mig rigtig meget over, at vi nu kan fortsætte vores rejse sammen med dem og have kræfterne til at lægge yderligere på, siger Peder Hornshøj.

 

- Vi er meget ambitiøse omkring vores service til kunder og gæster, og vi vil fortsætte arbejdet med hele tiden at udvikle vores rejser og finde nye rejsemål, hvor vi sikrer den gode kvalitet til den fornuftige pris. Vores kunder og gæster skal som minimum forvente den samme høje service, som de altid har fået - det laver vi ikke om på, og det bliver fortsat med danske rejseledere på vores mange spændende chartermål, siger han.

 

Ny ejerkreds
Den nye ejerkreds i Bravo Tours består nu af tre aktionærer: Selskabet PH Bravo med Peder Hornshøj i spidsen, og hvor også Bravo Tours' salgsdirektør, Gitte Søndergaard, er involveret med en aktiepost - dertil et selskab under Mads Bygballe Christiansen, der i dag er ejer og stifter af Sunway Group i Århus med masser af erfaring fra rejsebranchen. Derudover er selskabet Solbjarg også med i den nye ejerkreds, men foreløbigt kun i en overgangsfase.

 

- Solbjarg havde et formål: at sikre, at Bravo Tours kom på gode hænder, og derfor er de med i ejerkredsen lige nu. De forventer at trække sig ud på sigt, når tiden igen er moden til det, siger Peder Hornshøj, og forklarer, at der har været rift om det danske rejsebureau.

 

- Det har været de mest hektiske 14 dage i hele mit liv, og vi ved, at, der har været mange interesserede købere derude. Jeg er bare helt ekstrem glad for, at vi har fået en fantastisk ejerkreds og et stærkt fundament, og at det blev os, der nu kan tage imod nøglerne til selskabet, siger han.

 

Det nye og styrkede Bravo Tours arbejder nu i døgndrift for at få alt på plads omkring virksomhedsoverdragelsen, så de også kan informere deres gæster om den glade nyhed, og om Bravo Tours' planer fremover.

 
 
 
 
Kontaktinformation

Peder Hornshøj, adm. direktør, 40 26 42 00

 
 
 
 
Bravo Tours