Pressemeddelelse
1. juli 2020
 
 
 
 
 
 
 
 

Nordfyn: Fri.Luft.Liv får luft under vingerne

 

Nordfyns Kommunes kickstarter nu brandingstrategien Fri.Luft.Liv. Fra 1. juli bliver kampagnen synlig på alle kommunens kanaler, og der sættes ind for at rekruttere endnu flere frivillige friluftsambassadører blandt kommunens borgere.

 
 
 
 

Med en bred vifte af aktiviteter - på de sociale medier, på web og tryk - bliver Nordfyns Kommunes brandingkampagne Fri.Luft.Liv nu synlig. Kampagnen skal få endnu flere til at få øje på Nordfyns gode friluftsmuligheder i kommunens dejlige natur.  Målet er at få flere børnefamilier til at flytte til Nordfyn, så kommunen inden længe kan runde det magiske indbyggertal på 30.000.

 

Borgmester glæder sig

Der bliver set frem til kampagnestarten.

    - Vi har trippet for at komme i gang. Sammen med vores borgere har vi fundet ind til kernen af, hvad der gør Nordfyn og nordfynboerne til noget helt særligt. Nu skal vi ud og fortælle det dér, hvor det gør en forskel, siger borgmester Morten Andersen.

    Borgmesteren understreger, at kommunen ikke starter på bar bund. Kommunen har længe gjort en særlig indsats for at blive en attraktiv friluftskommune.

    Der er truffet beslutning om at etablere en naturpark. Der arbejdes på at etablere en kyststi langs den nordfynske kyst, som er Fyns længste. Der er vedtaget en plan for, hvordan udeskole og udedagtilbud  skal rulles ud i Nordfyns Kommune. Også på pleje- og omsorgsområdet bliver naturen brugt som et aktivt værktøj. Her tilrettelægger man fx udetræning for demenspatienter og borgere, der lider af depression.

 

Kernen af Nordfyn

Det er ikke kun potentielle borgere og turister, der er i målgruppen for kampagnen. Fri.Luft.Liv skal også ind under huden på kommunens nuværende borgere, ligesom kommunens egne medarbejdere skal til at tænke Fri.Luft.Liv ind i alle deres indsatser.

    - Fri.Luft.Liv er ikke bare en kampagne. Det er selve den nordfynske kernefortælling, som skal sætte sig spor i alt det, vi gør - om det så gælder børnenes undervisning på skolerne, børnenes hverdag i dagtilbudene og de ældres liv på plejecentrene. Alle steder skal ude- og friluftslivet have sin plads, siger borgmester Morten Andersen.

 

Er du vores nye friluftsambassadør?

Som et andet vigtigt element bliver der arbejdet målrettet på at rekruttere et korps af friluftsambassadører, som på hver deres måde kan hjælpe til med at få friluftslivskonceptet ud at leve. Det kan være borgere med en særlig interesse, ekspertise, erfaring eller drivkraft inden for et område af friluftslivet.

Formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget Mette Landtved-Holm siger:

    - I arbejdet med strategien har vi bemærket en markant stolthed blandt vores borgere over den nordfynske natur og en lyst til dele ud af den. Det er en uvurderlig drivkraft og resurse. Allerede i dag arbejder vi aktivt med borgerambassadører i vores branding. Nu skal vi have det systematiseret og udbygget.

    

Ambassadører findes typisk blandt naturformidlere, vandreguider, spejderledere, orienteringsløbere, windsurfere, sejlere, paddle-surfere, lystfiskere, jægere m.fl. Er der borgere, som har lyst til at være friluftsambassadør eller bare at høre mere om Fri.Luft.Liv, så hører vi meget gerne fra dem. 

 

Brænder du for friluftslivet på Nordfyn, og vil du høre mere om rollen som friluftsambassadør, kan du henvende dig til projektleder Henrietta Rasmussen på herasm@nordfynskommune.dk eller mobil 24 79 94 86.

 
 
 
 
 
 

Fri.Luft.Liv - aktiviteter

  • I juli måned bliver der præsenteret en række videoer på kommunens sociale medier og på web, som skal inspirere borgere, turister og dagsgæster til at opsøge de nordfynske friluftsoplevelser. Link til film 
  • Der er etableret en ny midlertidig hjemmeside, som skal markedsføre Fri.Luft.Liv for borgere og turister. På sigt vil Fri.Luft.Liv blive en integreret del af Nordfyns Kommunes hjemmeside. Link til hjemmeside
  • Der er udgivet brochure, der præsenterer Nordfyns friluftstilbud, events og bosætningsmuligheder i Fri.Luft.Liv's nye designunivers. Brochuren er, netop færdigtrykt og på vej ud i det nordfynske sommerland. Link til brandingbrochure.
  • Kampagnens design intregreres i kommunens design. Brevpapir og mailsignatur tilrettes blandt meget andet.
  • Nordfyns Kommune får ny hjemmeside med forventet offentliggørelse i september. Fri.Luft.Liv vil blive en aktiv del af hjemmesiden både visuelt og indholdsmæssigt.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Borgmester Morten Andersen, mobil 40 40 24 47

Formand for Erhvervs- Kultur og Fritidsudvalget Mette Landtved-Holm, mobil 61 19 15 27

Plan- og kulturchef Åse Nielsen, mobil 21 52 36 83

 
 
 
 
Social media icon Social media icon