ERHVERVSNYT

 
 
 
Glostrup Kommune Skyline
 
 
 
 

Erhvervsnyt april 2019

 
unknown documenttype 'template' 5. april 2019
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Borgmester John Engelhardt.

Wall of fame, tålmodighedskrævende trafik og Vi cykler til arbejde

 

Det er en herlig årstid, vi nu bevæger os ind i.

Der er forår i luften, og vi kan igen grave cyklen frem fra sit vinterhi og cykle til arbejde. Det er godt for både sundhed og klima, og det kan også hjælpe med at få trafikken til at glide bedre, mens anlægget af letbanen står på.

 

Jeg vil også gerne slå et slag for vores nye Wall of fame, der skal hylde de af vores mange dygtige virksomheder, der har vundet erhvervsprisen, iværksætterprisen eller vores CSR-diplom. Kig endelig forbi, og se den på rådhuset.

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Det er i maj måned, vi cykler til arbejde og måske smider et par kilo, mens solen blidt stryger vores kinder. Foto: Marie Hald.

 
 
 
 

Så skal der cykles!

 

Så er foråret på vej, og igen har du og dine kolleger mulighed for at være med i den sjove (og jo også både sunde og klimavenlige) konkurrence "Vi cykler til arbejde".

 

Kampagnen kører i maj måned, og den er en god anledning til at få mere aktivitet og motion ind i hverdagen - til gavn for både den enkelte medarbejder og hele virksomheden. Sidste år slog vi i Glostrup rekord med 142 hold og kørte tilsammen knap 300.000 km. Måske vi kan gøre det endnu bedre i år? Det håber vi.

 

Cyklistforbundet udlover lækre præmier som rejser, nye cykler til holdet, cykelgrej m.m. Også Glostrup Kommune stiller præmier på højkant, idet der trækkes lod om præmier blandt holdene og holdkaptajnerne i Glostrup.

 

Sådan er I med
Sæt et stærkt hold på 4-16 kollegaer og tilmeld holdet på www.vcta.dk. I kan tilmelde så mange hold, I vil. Det koster 60 kr. per medarbejder at deltage.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Glostrup Festival - en kæmpe markedsplads for din virksomhed

 

Kan du se det for dig? En stor markedsplads fyldt med glade, feststemte mennesker. Fed musik strømmer ud fra scenen. Det summer af liv og stemning. Lille Bastian løber hen til din stand, og mens han leger, får du en snak med mor og far om din virksomhed. Det er Glostrup Festival - en kæmpe markedsplads fyldt med snakkesalige mennesker - skal du være med?

 

Vi forventer, at der vil gå op til 6000 gæster gennem porten i løbet af festivalens to dage. Det er 6000 mennesker, der kan se og møde din virksomheds stand. Fordelen ved at deltage på Glostrup Festival er, at du har adgang til direkte dialog med en masse mennesker i uformelle og festlige omgivelser - det mener flere virksomheder, der har deltaget de foregående år.


Du kan også tænke din deltagelse ind i medarbejderplejen. Nogle virksomheder bruger festivalen som mulighed for teambuilding, hvor medarbejderne løser en opgave sammen på en anderledes måde.

 

Sådan kommer du med

Du kan deltage med en aktivitet - fx spil, leg eller konkurrence. Du bidrager til den gode stemning og kommer i snak med en masse mennesker. Kontakt festivalkontoret, og hør om dine muligheder for at købe en stand på festivalpladsen.

 

Bliv set, selvom du ikke deltager

Hvis du ikke har mulighed for at deltage aktivt på festivalen, kan du stadig være med. Du kan købe reklameplads i form af bannere, der bliver hængt op på hegnet ved indgangen og foran scenen. Derudover kan du vælge at sponsorere aktiviteter eller artister.

Skal vi fortælle dig mere om dine muligheder? 

 

Vil du være med?

Lad os tage en snak om dine ønsker og muligheder. Glostrup Kommune holder Glostrup Festival for 4. gang i dagene 30. og 31. august 2019. De foregående år har været en fest af leg, spil og fællesskab med fed musik til. Det kan vi slet ikke få nok af i Glostrup, så vi er i fuld gang med at skabe endnu en bemærkelsesværdig begivenhed.

 

Læs alt om festivalen her, og se rammerne

 
 
 
 

 

 

 

 

 

 

Glade festivalhilsner fra Team Kultur og Idræt
Glostrup Kommune

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Udsnit fra Glostrup Kommunes hjemmeside.

 
 
 
 

www.glostrup.dk/trafikinfo

 

Byggeriet af letbanen er gået i gang. Det påvirker trafikken i Glostrup. Hold dig selv og din virksomhed opdateret på www.glostrup.dk/trafikinfo.

 

Du kan også tilmelde dig vores SMS-service

Har du hemmeligt nummer eller arbejdstelefon, skal du aktivt tilmelde dig, hvis du vil varsles med en SMS, når letbanebyggeriet påvirker trafikken i Glostrup eller dit lokalområde særligt hårdt. Det er også via www.glostrup.dk/trafikinfo, du kan tilmelde dig.

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Betaling til tiden af 60-70.000 fakturaer om året

 
 
 
 

Christian Nielsen, centerchef i Center for Økonomi og Styring i Glostrup Kommune.

Christian Nielsen er centerchef i Center for Økonomi og Styring i Glostrup Kommune, og han fortæller:

 

- Økonomi- og Indenrigsministeren skrev i februar ud til alle landets kommuner og regioner med en opfordring om at sikre, at regninger bliver betalt rettidigt.

 

Ministerens brev lander på frugtbar jord i Glostrup Kommune.

 

Vi synes naturligvis, at det er vigtigt, at regningerne bliver betalt til tiden. Ikke kun af hensyn til det gode samarbejde med vores leverandører, men i høj grad også af hensyn til vores egen økonomistyring.

 
 
 
 

Skriv direkte til økonomiafdelingen, og få svar

I økonomiafdelingen vil vi gerne styrke vores betalingsprocesser yderligere, og vi vil meget gerne blive klogere på årsagerne, hvis vi og vores leverandører går fejl af hinanden. Vi vil derfor oprette en boks på kommunens hjemmeside, hvor man kan skrive direkte til Center for Økonomi og Styring, hvis man som leverandør oplever problemer med at få sine regninger betalt i Glostrup Kommune. Så vil vi dykke ned i, hvad der er gået galt.

 

I Glostrup Kommune betaler vi 60-70.000 fakturaer om året. Vi betaler regninger mange forskellige steder i organisationen, og vi er altid nødt til at være påpasselige, inden vi godkender en betaling - ikke mindst på grund af svindelforsøg med fupregninger. Generelt har vi ret godt styr på tingene, men vi må også erkende, at med så mange regninger, så kan vi ikke undgå at lave fejl en gang i mellem. Det hænder også, at selv gode samarbejdspartnere indimellem får lavet fejl, der kan forsinke betalingsprocessen. Her kan man som leverandør selv hjælpe med til at sikre, at betalingerne flyder så let som muligt. Det kan man gøre ved fx at undgå følgende:

  • Uoverensstemmelse mellem regningen og det leverede (fx forkerte priser)
  • Uklarhed om, hvem der har modtaget det leverede (fx forkert enhed, navn på kontaktperson mangler)
  • Uoverensstemmelse mellem den betalingsfrist, der er angivet på regningen, og det, der er aftalt med leverandøren (i nogle tilfælde er den angivne frist overskredet, allerede når vi modtager regningen)
  • Andre tekniske fejl (fx dubletter eller der bliver sendt en regning i stedet for en kreditnota)

Nyt indkøbssystem vil styrke betalingsprocessen

Kommunens nye indkøbssystem bliver rullet ud her i april. I den forbindelse tager vi nye muligheder i brug for automatisering af regningsbetaling. Det vil sige, at hvis varen er købt i indkøbssystemet, og tingene i øvrigt passer, så bliver regningen sat til betaling i samme øjeblik, at varerne bliver registreret som modtaget i systemet. Herved får vi styrket den rettidige betaling samtidig med, at vi fastholder kontrollen.

 

En god betalingsproces kræver med andre ord et godt samarbejde både internt og eksternt. Vi tager opgaven på os og vil gerne blive endnu bedre. Jeg håber, at vores mange leverandører vil hjælpe os med dette ved at sikre kvaliteten af regningerne og ved at kontakte os via boksen på hjemmesiden, hvis tingene alligevel glipper.

 
 
 
 
 
 
 
 
 

I Glostrup Kommune har vi lige så mange arbejdspladser, som vi er borgere. Erhvervslivet er derfor på alle måder en integreret og vigtig del af Glostrups DNA. Her er en af rådhusets medarbejdere fanget foran den nye Wall of fame, der hænger i Borgerservice. Foto: Martin Simonsen.

 
 
 
 

Wall of fame for prisvindende virksomheder på Glostrup Rådhus

 

Glostrup Kommune har fået lavet en Wall of fame, der hædrer de virksomheder, der gennem årene har vundet kommunens Erhvervspris, CSR-diplom eller Iværksætterdiplom.

 

- Erhvervslivet spiller en vigtig rolle for Glostrup Kommune. Med en Wall of fame ønsker vi at anerkende de virksomheder her i Glostrup, der har leveret ekstraordinære resultater og præsteret særligt godt inden for fx social ansvarlighed og iværksætteri. Nu bliver de virksomheder flot præsenteret her på rådhuset - og det, synes jeg, absolut er fuldt fortjent, siger Torben Jensen, formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Glostrup Kommune.

 

Med tildeling af diplomer og erhvervspris vil der fremover følge en placering på Wall of fame. Den kan ses i modtagelsen til Borgerservice på rådhuset. De tildelte virksomheder kan også ses på Glostrup.dk/wall-of-fame.

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Imran Rashid holder oplæg til Erhvervssammenslutningens nytårstaffel.

 
 
 
 

Erhvervssammenslutningens nytårstaffel - i digitaliseringens navn

 

Forfatteren til "Sluk", Imran Rashid, var inspirerende indlægsholder, da Erhvervssammenslutningen holdt det årlige nytårstaffel i Michael Laudrup Lounge på Brøndby Stadion den 26. februar. Deltagerne fik gode værktøjer til, hvordan man som individ og virksomhed agerer i en virkelighed, som er påvirket af digital forurening.

 

Den digitale transformation - skru ned for den digitale støj

Til nytårstaflet var Imran Rashid, speciallæge, aktiv samfundsdebattør samt forfatter bag bestselleren 'Sluk' inviteret til at fortælle de ca. 100 deltagere om, hvilke værktøjer man kan gøre brug af for at skrue ned for den digitale støj. Ifølge Imran Rashid er det dyrebareste, som en bruger kan betale digitale virksomheder i dag ikke tid eller penge men ens udelte opmærksomhed. På engelsk hedder det "pay attention".

 

Den udelte opmærksomhed som digitale værktøjer, smart phones og tablets kræver, har negative konsekvenser for menneskers arbejdsliv. Det kan medføre et tab i produktivitet i virksomhederne, en forhøjelse af stressrelaterede følgevirkninger samt en automatisering af arbejdsopgaver. Dermed bliver ens arbejdsindsats i højere grad baseret på vaner end på at optimere arbejdsopgaver, argumenterede Imran Rashid. Svaret er at tage en mere aktiv styring over egen brug af digitale medier.

 

Foredraget kaldte til overvejelser over egne digitale vaner - og måske på et øget fokus på emnet i virksomhederne.

 

Erhvervssammenslutningen

Hvor finder du din sparring og inspiration i din virksomhed? Trænger du til at udvide dit netværk? Så kan Erhvervssammenslutningen være noget for dig.

 

Erhvervssammenslutningen er nemlig et lokalt erhvervsnetværk for virksomheder i Glostrup, Brøndby, Vallensbæk og Albertslund kommuner. Her kan du deltage i aktiviteter et par gange i måneden, møde andre virksomheder, netværke og måske indgå aftaler. Det var der også tid til ved dagens arrangement på Brøndby Stadion. Erhvervssammenslutningen tæller i dag over 250 lokale virksomheder. Du kan se mere på www.erhvervssammenslutningen.dk

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Arbejdskraft til din virksomhed

 

Mangler du arbejdskraft, så kan Jobcenteret hjælpe dig. Jobcenter Glostrup præsenterer herunder en række profiler. Vækker en af dem din interesse, er du velkommen til at kontakte faglig koordinator Jan Møller Jensen på tlf. 2149 1191 eller på mail jan.j@glostrup.dk

 

Kvinde i 50'erne

Uddannelse: kandidat i kommunikationsvidenskab.

Jobønske: kontor, butik.

 

Mand i 50'erne

Uddannelse: cand.merc. - mange års erfaring med at opbygge og drive virksomheder. Endvidere bred erfaring med salg på alle niveauer.

Jobønske: søger bredt - også til ufaglærte job.

 

Kvinde i 50'erne

Uddannelse: kontorassistent med speciale i regnskab. Mange års erfaring indenfor administrationsområdet.

Jobønske: går til hånde med et smil og sætter sig gerne ind i nye opgaver.

 

Mand i 40'erne

Uddannelse: ufaglært køkkenmedhjælper. Erfaring fra restaurationsbranchen samt rengøringsbranchen. Har hygiejnebevis.

Jobønske: Søger bredt.

 

Kvinde i 40'erne

Uddannelse: ufaglært med mange års erfaring indenfor administration og reception. Har endvidere erfaring som pelssorterer og andet sæsonarbejde.

Jobønske: Søger bredt og brænder for at komme i ordinært arbejde og blive en del af et fællesskab.

 

Kvinde i 40'erne

Uddannelse: parasitolog - ingen erfaring indenfor faget.

Jobønske: biolog, butiksassistent, køkkenmedhjælper, rengøringsassistent.

 

Mand i 40'erne

Uddannelse: blikkenslager - mange års erfaring indenfor faget.

Jobønske: VVS, lager og logistik, grønne områder, små håndværksopgaver.

 

Kvinde i 40'erne

Uddannelse: beklædningsdesigner, med bred erfaring indenfor detail, produktudvikling, fotografering og administration. Tidligere selvstændig erhvervsdrivende.

Skånebehov: arbejdstid 30-37 timer i dagtimerne.

Jobønske: Søger bredt.

 

Mand i 30'erne

Uddannelse: tømrer - mange års erfaring indenfor faget.

Jobønske: tømrer, lager, grønne områder.

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Orientering om dine rettigheder som følge af, at vi indsamler, behandler og opbevarer dine personoplysninger

 

Alle virksomheder og borgere kan tilmelde sig og modtage Glostrup Kommunes Erhvervsnyt.

 

Denne oplysningsseddel gælder for alle tilmeldte enkeltmandsvirksomheder og borgere.

 

Vi behandler dine personoplysninger

I forbindelse med udsendelse af Erhvervsnyt, behandler vi personoplysninger om dig, idet vi konkret modtager, registrerer, opbevarer, kopierer, journaliserer og arkiverer oplysninger om dit navn, dit evt. virksomhedsnavn og din e-mail.

 

Hvorfor behandler vi dine personoplysninger?

Vi behandler dine personoplysninger for at kunne udsende nyhedsbrevet til dig/din virksomhed, og vi behandler oplysningerne med hjemmel i persondatareglerne.

 

Dine personoplysninger vil ikke blive videregivet til uvedkommende, medmindre det er nødvendigt at videregive dem, enten på grund af et lovkrav, eller hvis det er nødvendigt for sagsbehandlingen.

 

Oplysningerne vil i øvrigt blive brugt, når det er nødvendigt til intern brug, f.eks. som led i opfølgning, statistik, ledelsesinformation mv.

 

Hvor længe gemmer vi dine persondata?

Så længe du modtager Erhvervsnyt fra os, vil vi opbevare dine personoplysninger. Oplysningerne vil blive slettet, når ikke du modtager nyhedsbrevet mere eller senest på det tidspunkt, det kræves iht. arkivlovgivningen.

 

Vi er dataansvarlig - hvordan kontakter du os?

Glostrup Kommune er dataansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, du har sendt til os. Vores kontaktoplysninger er Glostrup Kommune, Rådhusparken 2, 2600 Glostrup, telefon: 4323 6100, mail hr.politik@glostrup.dk. Du kan også sende sikkert via www.borger.dk. Vi opfordrer dig til at sende sikker mail.

 

Dine rettigheder

Du har ret til at få urigtige oplysninger om dig selv rettet (berigtigelse), og du har ret til at se og få udleveret de personoplysninger, som vi behandler om dig (indsigtsret). Du har også ret til under helt særlige omstændigheder at få oplysninger om dig slettet (retten til at blive glemt).

 

Hvis du ønsker at ophøre med at modtage Erhvervsnyt, kan du skrive til os på hr.politik@glostrup.dk, att.: Erhvervsnyt og så vil vi slette dig af den liste, hvorpå alle vores modtagere af nyhedsbrevet fremgår.

 

Vi har en databeskyttelsesrådgiver - hvordan kontakter du ham?

Hvis du har spørgsmål til vores behandling af dine personoplysninger, kan du altid spørge os. Du er også velkommen til at kontakte vores databeskyttelsesrådgiver Daniel Bach på tlf. 2399 0519 eller med sikker post via digital post på www.borger.dk eller via mail DPO-D@htk.dk (usikker post).

 

Du kan klage

Hvis du er utilfreds eller har spørgsmål til vores håndtering af dine personoplysninger, eller hvis du har mistanke om, at kommunen har lækket persondata eller på anden måde ikke har håndteret dine eller andre

personers oplysninger korrekt, foreslår vi, at du kontakter os, så vi kan forklare dig, hvad der ligger bag vores sagsbehandling eller lovgrundlag.

 

Du kan også klage til Datatilsynet på tlf. 3319 3200, på mail dt@datatilsynet.dk eller hvis du ønsker at sende med sikker post via digital post på www.borger.dk. Vi anbefaler altid at sende med sikker post.

 

Hvis du vil vide mere

Du kan læse mere om dine rettigheder i Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder 

 

Med venlig hilsen
Glostrup Kommune

 
 
 
 
Glostrup Kommune