Mariagerfjord Kommune sender budget i høring

 
 
 
 

Forhandlingsudvalget sender materiale til Budget 2022‐25 i offentlig høring

 
 
 
 
Hadsund-view_pillet.jpg

Nu kan borgerne i fjordkommunen give deres besyv med til Budget 2022-25 

 
 
 
 

Forhandlingsudvalget i Mariagerfjord Kommune har 11. august 2021 behandlet Budget 2022-25 og sender dermed en række budgetemner i offentlig høring. 


Budgetemnerne er samlet i et dokument 'høringsmateriale Budget 2022-25', som er offentliggjort på kommunens hjemmeside, så alle har mulighed for at sende et høringssvar: www.mariagerfjord.dk/Kommunen/Kommunens-oekonomi/Budgetter-og-regnskaber


Budgetmaterialet skal ikke ses som et samlet budgetforslag, men en række budgetemner, som Forhandlingsudvalget sender i høring for at få borgernes bidrag til de enkelte budgetemner.

 
Det foreløbige resultat af forhandlingerne er, at Byrådets partier, som alle er repræsenteret i Forhandlingsudvalget, har valgt at sende et forslag i høring. Her er der råderumsskabende initiativer (budgetreduktioner) for cirka 16 mio. kr. og budgetudvidelser for cirka 11 mio. kr. i 2022.

 
- Nu har vi lavet det indledende arbejde med kommunens budget for 2022-25 og sender det ud til alle, som har lyst til at kommentere på det. Jeg håber, at borgere, institutioner, foreninger og erhvervslivet vil bidrage positivt, så vi på vanlig god vis kan få fastsat vores fælles kommunale budget sammen, siger borgmester Mogens Jespersen.

 
Materialet bliver sendt direkte til bestyrelser, foreninger og interessenter, som er kendte af administrationen. Det er eksempelvis skolebestyrelser, forældrebestyrelser, Handicapråd, Ældreråd med flere.

 
Endeligt sendes høringsmaterialet til kommunens MED-organisation, som står for samarbejdet mellem medarbejdere og ledere i Mariagerfjord Kommune. De har allerede kvalificeret budgetprocessen, men skal også have mulighed for at give høringssvar til materialet.


Når fristen for høringssvar er udløbet, vil Forhandlingsudvalget og Byrådet forhandle det endelige budget på plads.

 
- Jeg glæder mig til den videre proces med budgettet. Særligt fordi, at vi i Mariagerfjord Kommune har en god og sund tradition for at samle os om budgetlægningen og i fællesskab lægge sporerne for organisationens prioriteringer de kommende år, slutter borgmesteren.


Høringsperioden er fra 12. august til 20. august 2021 kl. 10.00. Alle høringssvar skal sendes til afdelingen Økonomi, Analyse og Udbud via mail: mejor@mariagerfjord.dk.


Forhandlingsudvalget består af gruppemændene for samtlige partier i Byrådet i Mariagerfjord Kommune. Dog har de to største partier henholdsvis S og V to repræsentanter med i Forhandlingsudvalget. Forhandlingsudvalget er udpeget af Byrådet. 

 
 
 
 
Kontaktinformation

Borgmester Mogens Jespersen, 27 20 12 58
Økonomidirektør Kim Jakobsen, 23 33 50 05

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Mariagerfjord Kommune

Nordre Kajgade 1 | 9500 Hobro | Tlf: 97 11 30 00 | raadhus@mariagerfjord.dk

 
Social media icon Social media icon Social media icon