Nu indvies Bolbros nye park for unge

 
 
 
 

Torsdag den 5. december indvies en ny park i Bolbro - et nyt samlingssted for Bolbros unge. Parken er det andet af i alt otte steder i Bolbro, der fornyes som en del af projektet "Dit Bolbro - områdefornyelse".

 
 
 
 
De karakteristiske selfei-vægge er et af de meget iøjnefaldende kendetegn for den nye park for unge i Bolbro.

De karakteristiske selfie-vægge er et af de meget iøjnefaldende kendetegn for den nye park for unge i Bolbro. Her står de stadig med den beskyttende plastik på.

 
 
 
 

"Lækre hygge-områder med siddepladser, hvor man har lyst til at hænge ud. Basket. Væk med hundelortene. Det skal være cool - måske nogle selfie-vægge."

 

Dette var nogle af de mange ideer, som 7. og 8. klasseelever fra Provstegårdsskolen kastede op i luften til fornyelsen af parken ved Roesskovsvej 5-7. Parken skulle nemlig omdannes til en park for unge, og derfor er det også unge fra Bolbro, der har bestemt, hvad der skulle ske med parken. Ud over eleverne fra Provstegårdsskolen har en gruppe pædagogstuderende, elever fra FGU Fyn og en flok unge fra Ungdomshuset bidraget med deres ideer.

 

De unges medbestemmelse og den lokale forankring er noget, der ligger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) meget på sinde:

 

- Det er afgørende, at de unge selv har bestemt, hvad der skal være i deres park. Deres skæve og sjove ideer har ført til, at vi har fået skabt en særlig og unik park, som ikke ligner noget, man kan finde andre steder. Det er med til at give de unge et tilhørsforhold til stedet. Vi vil alle sammen gerne have et sted, vi kan kalde for vores. Og med den fantastiske involvering og opbakning, der har været fra de unge i Bolbro, har de nu et sted, de kan kalde deres.

 

En park med attitude

Omdannelsen af parken har også været en del af ATTITUDE - et samskabende kunstprojekt, der har arbejdet med unge, kunst og byudvikling i Assens, Odense og Ringe.

 

Her har de unge i Bolbro samarbejdet med kunstneren Christian Elovara Dinesen. Det har resulteret i, at parken bliver den første park i Odense - ja, faktisk i hele Danmark - med en gigantisk disko-kugle som kunstværk. Sammen med de meget karakteristiske selfie-vægge er det med til at give parken et særligt råt, festligt og helt unikt udtryk.  

 

Fest for Bolbros unge

Parken indvies med en fest for Bolbros unge med go' musik, glimtende disko-kugle, gourmet-streetfood, guld og glimmer. Parken er blevet opgraderet med bl.a. pæle i guld, oplyste stier, siddemiljøer, hyggekroge og food trucks. Den er gjort særlig instagrammable med en række fede selfie-vægge, bl.a. spejlvægge og en sømvæg i menneskestørrelse, som man kan lave sit eget kropsaftryk i og tage fotos af.

 

Bolbros unge har fået et sted, der indbyder til at mødes efter skole og i weekender for at hænge ud, hygge og være sammen med vennerne. Fornyelsen af parken har kostet i alt 2,25 mio. kr.

 

Hvad skal parken hedde?

Den nye park for unge har endnu ikke fået et navn. Det skal de unge også selv komme med deres bud på. Derfor vil alle unge, der møder op til indvielsesfesten, blive bedt om at komme med et forslag til, hvad parken skal hedde. Som tak for hjælpen får de en snack fra en af foodtrucksne.

 

Dit Bolbro - områdefornyelse

Den nye park for unge ved Roesskovsvej er det andet sted, der fornys i "Dit Bolbro - områdefornyelse". Det første sted var Cirkuspladsen, som blev indviet i foråret 2019, og de næste steder er Træøen og den store parkeringsplads bag Føtex, Rema og Fakta.

 

Projektet har fået navnet "Dit Bolbro - områdefornyelse", fordi områdefornyelsen handler om, hvad de, der bor i Bolbro, ønsker sig mere og mindre af. Derfor inviteres beboere og andre interesserede også med ind i arbejdsgrupper for de enkelte projekter.

 

Bolbro skal områdefornyes for i alt 30 millioner kroner. De 20 millioner kroner er finansieret af Odense Kommune, og de resterende 10 millioner kroner er tildelt af Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.

 

Læs mere om Dit Bolbro - områdefornyelse eller følg projektet på Facebook og Instagram.

 

FAKTA

  • Bolbros nye park for unge indvies torsdag den 5. december kl. 16-18, kl. 16 med tale af rådmand Jane Jegind.
  • Parken ligger ved Roesskovsvej 5-7.
  • Parken er målrettet unge i alderen 13-23 år, men alle er velkomne til indvielsen.
  • Ved indvielsesfesten kan du tage fede refleks-selfies ved de nye selfie-vægge, hygge under disko-kuglen, varme dig ved åben ild, lytte til livemusik, købe mad og drikke ved foodtrucksne og komme med dit forslag til, hvad den nye park skal hedde.
 
Den nye park i Bolbro set fra oven, da arbejdet var godt i gang i oktober 2019.

Den nye park i Bolbro set fra oven, da arbejdet var godt i gang i oktober 2019.

 
De otte steder, der skal fornyes i Bolbro.

De otte steder, der skal områdefornyes i Bolbro: 1) Cirkuspladsen. 2) Mødested for unge. 3) P-pladsen bag Føtex, Rema og Fakta. 4) Træøen. 5) Hauges Plads. 6) Middelfartvej. 7) Fortællepladsen. 8) Høj Puls-område.

 
 
 
 
Kontaktinformation

By- og kulturrådmand Jane Jegind, tlf. 20 91 10 31

Projektleder Rikke Falgreen Mortensen, tlf. 30 12 07 58

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Odense Kommune - Flakhaven 2 - 5000 Odense C - Telefon: 78 73 57 94